AALBORG (1980)

Kultur, offer og påmindelse

Note om bygningsskulpturer af Per Kirkeby på Amtsgården, Aalborg

Short version in English below next section

Kort om skulpturerne

I en indre gård på Amtsgården i Aalborg (Regionshuset i den nuværende Region Nordjylland) står fire røde murstensskulpturer af Per Kirkeby. Skulpturerne er placeret på en slags gårdsplads eller terrasse mellem to bygninger, der danner et aflangt rum i mellem sig. Rummet ender i en skrå, åben plads ud mod et grønt område. 

Skulpturerne benævnes Aalborg 1980 i Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse[1]. I Lars Morells bog om Kirkebys bygningskunst[2] nævnes, at Kirkeby har fundet inspiration til skulpturerne i Mayakulturen, og Kirkeby omtaler skulpturerne som danseplatforme (to skulpturer), maskesøjle og pyramide.  

Sammen udgør skulpturerne en helhed. Det ydre anlæg om Amtsgården, selve ’gårdspladsen’ samt skulpturernes placering og udtryk leder tankerne i retning af, at den indre gård er et helligt sted, en tempelplads for en kultur. Men for hvem? Og hvem er ’ypperstepræster’ her?

Jeg opfatter en amtsgård som et sted, hvorfra man styrer amtets institutioner og medarbejdere, et centrum for magt [3]. Og der er lidt ’førerbunker’ over Friis og Moltke’s amtsgård i Aalborg. ’Gården’ ligger hævet over det grønne område mod syd, som det er adskilt fra med en lang og høj mur med brystværn. Jeg får en association om en borg og om, at her sidder de politiske og administrative ’høvdinge’… og deres bureaukrati. Viser skulpturerne den kultur, der gælder og dyrkes her? Bruges skulpturerne i de processer, der foregår i organisationen… i en overført betydning?
 

Foto 1: Den indre gård, danseplatforme og maskesøjle – set fra syd

Short version in English

Culture, sacrifice, and remembrance

At the Amtsgården in Aalborg (the regional government building in what is now the North Jutland Region), there are four red brick sculptures by Per Kirkeby. The sculptures are located in a kind of courtyard or terrace between two buildings, which form an elongated space between them. The space ends in a sloping, open area facing a green area.

The sculptures are referred to as “Aalborg 1980” in Kunsthaus Bregenz’s catalog of works [1]. In Lars Morell’s book on Kirkeby’s architectural art[2], it is mentioned that Kirkeby found inspiration for the sculptures in Mayan culture, and Kirkeby refers to the sculptures as dance platforms (two sculptures), mask columns, and pyramids.

Together, the sculptures form a whole. The outer layout of the courtyard, the courtyard itself, and the placement and expression of the sculptures suggest that the inner courtyard is a sacred place, a temple site for a culture. But for whom? And who are the ‘high priests’ here?

I perceive an amtsgård as a place from which the county’s institutions and employees are managed, a center of power [3]. And there is something of a ‘fueher bunker’ about Friis and Moltke’s amtsgård in Aalborg. The ‘yard’ is elevated above the green area, from which it is separated by a long, high wall with a parapet. It reminds me of a castle and about the political and administrative ‘chiefs’ who sit here… and their bureaucracy. Do the sculptures reflect the culture that prevails and is cultivated here? Are the sculptures used in the processes that take place in the organization… in a figurative sense?

Skulpturernes sociale rum – politikere og embedsmænd

Placeringen af skulpturerne gør, at man kan se og ‘bruge’ dem dels fra Amtsgårdens kontorer, gange og mødelokaler og dels på selve ’gårdspladsen’.

Med placeringen i en indre gård tror jeg, at skulpturernes brugere næsten udelukkende er de personer, der arbejder på stedet – politikere og embedsmænd – samt eventuelle deltagere udefra i møder på stedet. Mødedeltagerne udefra er givetvis primært ledere og medarbejdere fra amtets institutioner mv..

Politikernes og embedsmændenes opgave er at styre amtets virksomhed, træffe beslutninger, sætte rammer, spare (’ofre’…), bruge deres magt, men også tage ansvar for beslutninger. I løsningen af disse opgaver er der bestemte ’ritualer og ceremonier’, som kendetegner processerne og kulturen i et demokratisk system.

Skulpturerne og det fysiske rum – den store tempelplads   

Skulpturernes fysiske rum kan opdeles i tre mindre rum. De tre rum hænger sammen, men er forskudt i forhold til hinanden, og deres form er forskellig, se kortudsnittet. Der er et kvadratisk, (næsten) lukket mindre rum mod nord, en forholdsvis stor åben trekantet plads ud mod det grønne område i syd med en lille sø og en lidt smal passage mellem disse to rum. Rumforløbet gør, at man ikke kan se alle skulpturerne på én gang. Man får en fornemmelse af, at der er flere om hjørnet… at vi står over for en stor tempelplads, men også af, at det er et lukket område!   

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Amtsgården er som skulpturerne opført i røde mursten, og det samme er gårdspladsens gulv. Vil Kirkeby signalere, at tingene hænger sammen, er uadskillelige, er gjort af det samme stof, er det samme…? Er skulpturerne en forlængelse af Amtsgården? Eller måske en ’skygge-amtsgård’? 

Indtrykket af ’uadskillelighed’ forstærkes af, at skulpturerne står tæt på bygningerne, at de er forholdsvis store i forhold til bygningerne og pladsen, samt at jeg ikke oplever, at skulpturerne indbyder til, at man sætter sig på dem [4]. Det samlede billede for mig er, at skulpturerne på den ene side gør rummene mindre tomme (og kedelige), på den anden side at de gør rummene lidt indelukkede og uhyggelige. Man tror, at man er kommet ud af Amtsgården, og så er skulpturerne der! 

Der er dog væsentlige kontraster mellem bygningerne og skulpturerne i form og udtryk. Skulpturernes ‘Mayaform’ stikker ud i forhold til byggeriet, og jeg oplever, at skulpturerne ikke skjuler, at de er menneskeskabte, mens bygningerne er søgt gjort rustikke, tilstræber at være en ’slags natur’…

Oprindelig ønskede Kirkeby at iscenesætte området som om bygningerne var en bjergformation, der langsomt eroderede med en deltakegle foran. Deltakeglen skulle billedgøres af en stor trappe fra den trekantede plads ud mod søen (en ‘smeltevandssø’) [5]. Af økonomiske årsager blev trappen opgivet, og i stedet for to bastioner på hver side af trappen lavede han de to danseplatforme på terrassen. En stor trappe ville have have knyttet stedet og skulpturerne yderligere til mayaerne. Deres templer var typisk placeret øverst på monumentale trappeforløb. Jeg kan forestille mig, at man kunne få en følelse af træde ind i en anden verden, når man gik op eller ned af Kirkebys forslag til trappe.

På en tegning af trappen har Kirkeby skrevet ‘Capitol Hill’. Den er også kendetegnet ved store trapper og knytter en reference til den politiske verden, selvom Amtsgården er i en anden målestok (kilde note 2).

Grundplanen – kvadrater i forskellige størrelser  

I den overordnede grundplan er pyramideskulpturen placeret i midten af det inderste, næsten lukkede rum med omkring seks meter til bygningerne omkring. De to danseplatforme er som nævnt placeret i det ydre, trekantede rum med fire til fem m til muren mod det grønne område. Maskesøjlen står i den mellemliggende passage ti m fra bygningen mod nord og fem m fra bygningerne mod vest og øst. Der er måske en idé med skulpturernes placering i forhold til hinanden, som jeg ikke har fået øje på. Men rent arkitektonisk vil andre placeringer også være vanskelige.  

1: Danseplatform med ‘tårne’, 2: Danseplatform uden tårne, 3: Maskesøjle, 4: Pyramideskulptur

De enkelte skulpturers grundplan har kvadratet som udgangspunkt. Der er ikke start og slut eller for- og bagside på skulpturerne. Platformen med tårne har ornamenter i form af relieffer eller indtræk af murstenene som en del af grundplanen.

Skulpturernes bygningskroppe – tunge og enkle, men med vigtige detaljer

Danseplatformene er uden sokler og virker på en måde selv som en slags sokler eller fundamenter, som man skal bygge videre på. 

Platformen med søjler eller små tårne i de fire hjørner har en længde på 2,30 m, højden på platformen omkring 50 cm og hjørnesøjlerne er 1½ m høje. Skulpturen virker ’rodet’, den er ikke i hvile. Jeg har ikke lyst til at sætte mig på fladen, det indbyder den ikke til. 
 

Foto 2: Danseplatform med ’tårne’ set fra nordvest (2023)

Siderne med de mange relieffer og indtrukne sten oplever jeg mere som ’udsmykninger’ end som et egentligt mønster i grundplanen. Der er brugt tre motiver: port, trappe og piller. Handler det om at åbne, at komme op/ned og at støtte? 

På fladen ligger murstenene i et labyrintisk mønster, der udgår fra midten. Hvad skal placeres her? 

Vægten i skulpturen, oplever jeg, ligger i hjørnesøjlerne, de små tårne. Søjlerne rager godt op over fladen, og man tænker umiddelbart på, hvad de skal bære? Er der et tag, som mangler at blive lavet eller som er forsvundet? Skal der lægges noget på dem efter en ceremoni (indre organer)? Eller skal noget hænge, være spændt ud mellem dem? Søjlerne kan også ses som skorstene for portene under dem. Portene kan ligne åbningen til en ovn…

Er platformen en danseplads? Jeg ser den mere som en offersten, en pinebænk eller en bålplads end en danseplatform… at må nogen eller noget lade livet her!

Den anden danseplatform har lavere hjørnesøjler, knap 70 cm fra bunden, og et mere simpelt og roligere udtryk end den første platform. Den har samme proportioner, og murstenene i fladen er også lagt i et labyrint-mønster. Siderne er opbygget med to indtrukne forbandt på alle skulpturens sider og hjørner. Herved kan hjørnerne også minde om fire mennesker, der holder fladen imellem sig.

Foto 3: Danseplatform med lave søjler set fra syd

Danseplatformene står 2½ m fra hinanden og hænger sammen som skulpturer. Der er en form for progression i deres udtryk. Bruges den ’simple’ platform’ til at gøre klar til en ceremoni på platformen med de små tårne? Eller viser skulpturerne, at ceremonier og ritualer sker samtidig og kan have forskellig udformning?

De to danseplatforme kan ses tydeligt fra – hvad jeg tror – er Amtsrådssalen, hvor de politiske fora holder møder. Ser politikerne offerstene eller danseplatforme? Danser man af glæde, eller er det (i ekstase) for at påkalde sig højere magter til hjælp?  

Maskesøjlen er opbygget med en sokkel, der har en længde og bredde på ca. 2 m og en højde på omkring 60 cm. Selve søjlens sider er knap 1 m, og den er omkring 4 m høj. 

Soklen har et udtrukket relief i form af små T’er (søjler), eller hvis man i stedet fokuserer på de sten, der er trukket ind: nogle små porte. 

Foto 4: Maskesøjle set fra nord

Søjlen har fire dele, der er adskilt af et skifte med mursten, som er trukket ind og lagt med kanten ud ad. De kan minde om tænder. Er de en form for beskyttelse? Det nederste stykke af søjlen er en blank mur, i den næstnederste har Kirkeby trukket stenene ind i et mønster om et af hjørnerne. På en måde minder det om et stort, åbent sår. Den næstøverste del har en række sten, der i et mønster er trukket omkring ti cm ud fra muren. Jeg synes, de kan ligne bylder, noget betændt. Den øverste del af søjlen rager lidt ud over de nederste dele, og er udsmykket med ’T-relieffer’. Det giver associationer til et hoved eller en maske – men uden øjne. Er det meningen den skal være blind?

Når jeg ser skulpturen som helhed tænker jeg umiddelbart på en totempæl (uden arme), hvor man binder sine fanger fast, danser omkring dem for så at pine og ofre dem. Eller på et mindesmærke, rejst til ære for en højtstående person med den pågældendes skytsånder, våbenmærker el.lign. som motiv. Eller et skræmsel, som skal bevogte noget vigtigt, holde noget væk – er det onde ånder, dæmoner…?

Pyramiden er den største af skulpturerne og står i det inderste (helligste?) rum i gårdspladsen. Skulpturen har en længde og bredde på godt 4 m og en højde på omkring 3 m. Den virker flad med et stort grundfundament.

Pyramiden har fire dele, hvor de tre nederste er kvadrater/kasser, der bliver mindre, jo højere man kommer op i skulpturen. Den øverste del er en slags pyramide på pyramiden.  De to nederste dele er lige høje, mens den tredje er lidt højere og dermed sværere at bestige. De nederste har de tidligere fragmenter med T’er/porte og ’tænder’ som udsmykning. 

Pyramidens øverste del minder meget om Mayakulturens pyramidetoppe. Den har trappetrin som sider, og hjørnerne er fjernet, så der dannes små platforme ovenpå den underliggende ’kasse’. Det gør dens trapper smalle, og der er mange trin – her kan ikke alle komme op! Hvem skal i det hele taget op eller ned? ’Trappepyramiden’ er samtidig meget kunstfærdigt udformet med relieffer m.m. Ser man nærmere efter, mangler trappetrinene på et stykke af trappen. Det får den allerøverste del til at ligne en pilespids med modhager eller som siddende faraoer.

Foto 5: Pyramideskulptur set fra vest (2023)

Hos mayaerne var pyramidens top en vigtig del i deres religiøse ceremonier. Høvdingen og præsterne dansede og ofrede på toppens platforme. På platformene var der ofte små pyramider på den store pyramide. Er vi på en af disse platforme, står vi med en (lille) pyramide på den store pyramide? Er den ’rigtige’, store pyramide selve Amtsgården?

Jeg får også associationer til, at skulpturen kan være et billede på en organisationspyramide. Vi er i en hierarkisk organisation. Er den hellig i Amtsgården? Pyramiden kan ses, når man træder ind i Amtsgården! Og med solen i syd eller vest kaster pyramiden skygge ind på Amtsgårdens gange rundt om gårdspladsen…

Man kan opfatte Maskesøjlen og Danseplatform med tårne som arkitektoniske kroppe. Det er kroppe med ind- og udtræk i formen, ikke kun i ‘huden’. Det skaber et ydre udtryk af fysisk følsomhed. Den lukkede form leder samtidig tankerne hen på, om der gemmer sig et skjult, indre liv i dem, som vi ikke kan se, og om der er en sammenhæng mellem den ydre form og det indre liv bagved [6].

I et udateret brev til arkitekt Knud Friis kommenterer Kirkeby selv skulpturerne [7]. Han fremhæver, at platformene har en eller anden kejtet urimelighed i sig, som han er glad for, også fordi de har en sammenhæng med den diagonale mur mod syd (og den trappe, der ikke blev til noget). Han er mindst glad for Maskesøjlen, mens hans ’hjerte banker stærkest’ for (figur)Pyramiden. Den har noget ’dinosaurtema’ eller kæmpeøgle kunst over sig, fremhæver han med en reference til Rodin’s Helvedes Port.

Lys og skygge – projektørvirkning

Med en lav sol som en skarp lyskilde står de enkelte skulpturer meget tydelige og næsten lysende. Det gælder specielt platformene og søjlen, der har en mur med grøn vedbend e.l. som en del af deres baggrund. Men jeg opfatter ikke skulpturerne som ’lys-skygge-maskiner’, hvor lys og skygge har en særlig funktion.

Tanker og eftertanker – offer, levn og påmindelse

Det er nærliggende at tænke skulpturerne og den indre gårdsplads ind i en kultursammenhæng for Amtsgården. At skulpturerne skal vise noget om den kultur, som er her, kan være her eller har været her.

Man kan opfatte gårdspladsen med skulpturer som en tempelplads, en offerplads, der skal vise et billede af, hvad der sker i de politiske processer (kulturen) på Amtsgården. Platformene kan ses som offersten eller pinebænke, hvor nogen bliver skåret i stykker og organer taget ud… Søjlen som en totempæl, hvor man binder og spænder nogen fast, mens man danser rundt om dem og skræmmer dem. Pyramiden kan ses som et sted, hvorfra man smider nogen ned, så de mister deres position … ’dør’, som visse indianske kulturer praktiserer. Jeg tror, at mange decentrale institutioner vil kunne danne sig billeder à la ovennævnte i forbindelse med f.eks. budgetbehandlingen. 

Alternativt kan gårdspladsen og skulpturerne ses som et levn, rester eller minder fra noget fortidigt, en kultur, som har været… eller som man ønsker at lægge bag sig. 
På Amtsgården udfolder man det lokale folkestyre og demokrati. Et demokrati er ikke en offerplads for folket og dyrker ikke afguder. Folkestyre er en politisk kultur og en styreform, der forebygger og hindrer magtfuldkommenhed og magtmisbrug, hvor man tager hensyn til mindretallet, og hvor beslutningsprocesserne foregår på en ordentlig måde… Man kan se skulpturerne som minder eller påmindelser om en tid før folkestyret, bevaret som en slags ’pas på liste’ for Amtsgårdens politikere og embedsmænd i deres udøvelse af demokratiet i praksis i dag.

August 2013, oktober 2020, december 2023 og januar 2024

Torsten Karlsson

Praktiske oplysninger
Adresse: Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg 
Parkering: man kan parkere foran Regionshuset
Adgang: gennem Regionshuset i kontortiden eller gennem et grønt anlæg på sydsiden af bygningen fra Nykredits parkeringsplads     

Fodnoter:

[1] Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis. 1997.
[2] Lars Morell: Per Kirkeby Bygningskunst, Aristo, 1996.
[3] Jeg har beholdt begrebet ’amt’ og ’amtsgård’, uagtet at benævnelsen i dag er ’region’ og ’regionshus’. Det ændrer ikke analysen og betragtningerne.
[4] Dorthe Aagesen peger på i ‘Per Kirkeby’, Arken Museum of Modern Art, 1996, at sætter man sig på en af skulpturerne, kan man skabe en kropslig kontakt med skulpturen. Og de andre værker omkring får en scenisk dimension, hvor de kan bidrage til associationer og forståelser.
[5] Lars Morell i ‘Observatørens sekund’, Per Kirkeby, Kunstmuseet Køge Skitsesamling, Skissernas Museum, Lund. 1993. s. 87.
[6] Med inspiration fra Dorthe Aagesen, se note 4.
[7] Per Kirkeby: Naturhistorie. Borgens Forlag 1984, s. 71-73. En omtale findes også i Thomas Bo Jensen: per kirkeby/arkitektur. Edition Bløndal, 2019. s. 50