Forvandling af en mur til en skulptur om liv og død m.m…
Note om Per Kirkebys drivhusmur på Stenalt Gods, Ørsted, Djursland
Short version i English below next section
Kort om skulpturen
På Stenalt Gods har man et drivhus med en speciel mur tegnet af Per Kirkeby.
Muren er omkring 12½ meter lang med to tårnlignende ender. ’Tårnene’ er placeret på hver sin side af enderne, så hele værket får en slags ’S’ – form som grundplan. Selve muren er knap 4 meter høj, mens tårnene er knap 5 meter. På murens sydside er påsat et stort drivhus i stål og glas.
Man kan have forskellige holdninger til, om muren er en skulptur eller ’blot’ arkitektur. Mit udgangspunkt er, at Kirkeby har brugt nogle greb og givet værket et udtryk, der ligger udover funktionelle behov og rent æstetiske hensyn, og som giver mig en oplevelse af skulptur.
Skulpturen står i en slags slotshave til godsets hovedbygning, et mindre, palælignende slot. Værket og slottet deler et stort fysisk rum med voldgrave, småsøer og store græsarealer omkranset af løvskov og åbne arealer. Skulpturen er delvist synlig fra den offentlige vej omkring slottet, men de primære beskuere er slottets beboere, medarbejdere og gæster.
Selve drivhusmurens funktion er at opsamle solens varme i løbet af dagen og afgive den om natten, så man har mulighed for at få planter til at vokse tidligere eller hurtigere… Gennem murens grundplan og åbningerne i dens to tårne skaber Kirkeby nogle billeder af naturens og livets metamorfose samt en form for tempel, der kan belønne solen som den kraft, der muliggør det hele. Men også referencer til Paradisets have og dets slange.
Muren har ikke et officielt navn. Jeg bruger ’Drivhusmuren’ ud fra dens funktion. I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse[1] bruger man stedet, mens Thomas Bo Jensen i sin bog om Kirkebys arkitektur kalder den for ’Orangeri’[2].
Foto 1: ‘Drivhusmuren’ set fra vest
Foto 2: ‘Drivhusmuren’ set fra syd
Short version in English
Transforming a wall into a sculpture about life and death…
At Stenalt Estate they have a greenhouse with a special wall designed by Per Kirkeby.
The wall is about 12 1/2 meters long with two tower-like ends. The ‘towers’ are placed on either side of the ends, so that the entire work takes on a kind of ‘S’ shape as a ground plan. The wall itself is just under 4 meters high, while the towers are just under 5 meters. On the south side of the wall is a large greenhouse in steel and glass.
You can have different opinions on whether the wall is a sculpture or ‘just’ architecture. My starting point is that Kirkeby has used some techniques and given the work an expression that goes beyond functional needs and purely aesthetic considerations, and which gives me an experience of sculpture.
The sculpture stands in a kind of castle garden to the estate’s main building, a smaller mansion-like castle. The work and the castle share a large physical space with moats, small lakes and large grassy areas surrounded by deciduous forest and open areas. The sculpture is partially visible from the public road around the castle, but the primary viewers are the castle’s residents, employees and guests.
The function of the greenhouse wall itself is to collect the sun’s heat during the day and release it at night, so that you have the opportunity to get plants to grow earlier or faster… Through the wall’s ground plan and the openings in its two towers, Kirkeby creates some images of the metamorphosis of nature and life, as well as a kind of temple that can reward the sun as the force that makes it all possible. But also a reference til The Garden of Eden and its snake.
The wall does not have an official name. I use the ‘Drivhusmuren’ (Greenhouse Wall) based on its function. In Kunsthaus Bregenz’s catalogue of works[1], the place is used, while Thomas Bo Jensen in his book on Kirkeby’s architecture calls it ‘Orangery'[2].
’Drivhusmuren’ og det fysiske rum – fællesskab med slottet, et stort skævt rum
Stenalt Slot ligger på Djursland i den nordøstlige trekant mellem Randers Fjord og Kattegat. Den nærmeste større bymæssige bebyggelse er Ørsted, men slottet ligger for sig selv ved en mindre skov på vejen mod Voer og færgeoverfarten over Randers Fjord. ’Stenalt’ betyder ifølge Nudansk Ordbog: en lille skov med sten… det er ikke helt ved siden af.
Drivhusmuren deler rum med slottet. Og det er et stort rum på omkring halvanden hektar. Det har en flad bund med græsplæner, køreveje til slottet, spredte høje løvtræer og en stor slotssø mod vest, der indgår i et større system med brede vandgrave og broer om slottet. Rummet afgrænses mod syd og vest af en offentlig vej. Mod syd ligger en større rødstensbygning (en forvalter bolig?) tæt ved vejen. Vejen løber i en halvbue om slotssøen mod vest og på den anden side af vejen er opført nogle store ladebygninger i røde mursten. Mod øst lukker en løvskov rummet af. Her er også placeret en mindre bygning, der har tilknytning til et anlæg med ridebane. Mod nord afgrænses rummet dels af slotshaven og dels af løvskov.
Man kan beskrive rummet som et rum med lave sider i forhold til bundens størrelse… der er højt til ’loftet’. Det er et stort rum, og det har en næsten amorf form, så det er svært at overskue helt. Og der er indlagt nogle begrænsninger på, hvordan man kan komme ind og rundt i det.
Selve slottet er trukket op mod rummets nordlige ende. Det er opført i klassicistisk stil og fra 1799 [3]. Slottet er et mindre slot, mere i retning af et palæ. Det er bygget med en høj kælder i to etager og med et lavt valmtag. Det står med gulmalet, pudset mur med hvide pilastre og vinduespartier. Facaden vender mod syd. Jeg tror, de fleste vil mene, at der er en egen ynde over slottet med dets palladianske, rene liner og den fine balance i dets proportioner.
Muren ligger omkring 80 meter fra slottet adskilt af en vandgrav. Bunden omkring drivhuset og muren består af græs. Muren ligger på en øst/vest-akse parallelt med slottet og er placeret tæt mod den nordlige skovkant. Skovkanten drejer ved murens østlige ende og giver plads til et større hjørne med græs i rummets nordøstlige hjørne.
Der er noget ’kulturnatur’ over rummet, det er ikke idyllisk, men heller ikke uhyggeligt. En anden dobbelthed ligger i slottets beskedne størrelse og ’holden sig på afstand’ fra omverdenen samtidig med, at det fremhæver sig selv (har ryddet alt omkring sig…) og er meget synligt fra vejen i vinterhalvåret. Med placeringen af drivhusmuren har Kirkeby ikke ændret ved denne præmis(?). Jeg oplever således ikke, at muren korrigerer rummet som sådan. I farver og udtryk står slot og mur som kontraster, og muren (og drivhuset) er klart den ’lille’ her…
Man kan gå rundt om drivhuset. Men dets funktion signalerer en klar for – og bagside. Jeg tror, de fleste vil begrænse sig til kun at se, hvad der er på bagsiden. Og det er ikke uinteressant… her kan man se muren i dens rene form uden glashuset.
’Drivhusmuren’ og det sociale rum – beboere og gæster og ikke travle trafikanter
På Stenalt Gods er man på landet. Man ser ikke mange mennesker i området om godset, og det sociale rum kan afgrænses til trafikanter på den offentlige vej, slottets beboere, gæster og folk, der arbejder i det tilhørende landbrug, haven eller skoven. Det er et rum, hvor naturens kræfter fylder meget, og hvor man er afhængig af vind og vejr.
Jeg opfatter godsets beboere og gæster som de primære beskuere og brugere af Drivhusmuren som skulptur. Forbipasserende på den offentlige vej, der går omkring slottet, vil være i for stor afstand til muren til at kunne få et dybere indtryk af skulpturen (i normal fart) og meget vanskeligt, når der er blade på træerne.
Det er mit indtryk, at drivhuset bruges til at dyrke planter i og ikke som opholdsrum (kaffestue). Man kan se murens form tydeligt i forskellige vinkler, når man kører eller går mod selve slottet på indgangsvejen, og i vinterhalvåret kan man se den østlige gavl fra slottet gennem træerne.
’Drivhusmurens’ grundplan – en lang mur med to transformerknuder …
Drivhusmuren er en lang, lige mur, der i begge ender ’krøller’ om sig selv i en spirallignende form. Muren som helhed får derfor en grundplan, der kan minde om et langstrakt, kunstfærdigt ’S’. I ’ Backsteinskulptur’ benævnes endernes konstruktion som ’transformerknuder’. Muren vendes og føres først i modsat retning, derefter tilbage i den oprindelige retning.
Grundplan ’Drivhusmuren’
Hele muren er 1½ mursten bred svarende til knap 40 centimeter. Transformerknuderne er ens i begge ender og næsten kvadratiske i de udvendige mål. De 2 endemure er godt 1½ meter, murene parallelt med den lange mur er knap 1,70 m. De indre mure, der vender retningen tilbage, er godt 1 meter. Det indre rum i knuderne får med denne konstruktion en bredde på en mursten med fuge svarende til 24 centimeter.
Murens grundplan giver ikke associationer til en borgmur – tårnene er ligesom placeret ’forkert’. Ud fra et håndværksmæssigt perspektiv kan man se tårnene som en slags murpiller, så muren ikke skal vælte i blæsevejr. Kirkeby nævner selv, at tårnene både er havekunst og murstøtter[4].
Drivhusmurens grundplan er på en måde samtidig både simpel og kompleks. Finurligheder som ind- og udtræk i muren og forskydninger er fraværende. Men transformerknuderne skaber til gengæld en labyrint lignende form og et specielt indre rum, som ikke er umiddelbart gennemskuelig. Knuderne har også en bevægelse i sig som skaber en fornemmelse af tidsforløb. Ser vi starten eller slutningen? Eller er der stadig en proces i gang?
’Drivhusmurens’ bygningskrop, form og udtryk – et udstrakt ’H’, der lukker sig om sig selv
Muren er opført i et simpelt halvstens forbandt med en lys, rød mursten. Grundplanens transformerknuder er ført igennem i tårnenes fulde højde. I tårnenes 2 brede sider er der 3 åbninger over hinanden.
Da tårnene er lave i forhold til muren, opleves Drivhusmuren umiddelbart som en horisontal skulptur – som noget, der er strækket ud. Den virker massiv og står solidt, men kan opleves både åben og lukket afhængig af den vinkel, man ser den fra. Den asymmetriske placering af tårnene og transformerknuden giver den et indtryk af at hvile i sig selv og at lukke sig om sig selv.
Drivhusmurens sokkel er ikke synlig, muren står direkte på græsset. Jeg har ikke en fornemmelse af, at den vokser op af undergrunden, måske skyldes det dens form og størrelse…?
Det lange midterstykke af murene er knapt fire meter høj. Midterstykket går umærkeligt over i tårnene ved en forhøjelse af muren. På en måde kan man ikke adskille mur og tårne. Tårnenes højde er omkring 5 meter, så hele Drivhusmuren ligner på afstand et udstrakt ’H’. Den er afsluttet for oven med en inddækning. Murens forside med drivhus har udtryk som en bygning (foto 2), mens dens bagside uden drivhus står nærmest som en høj mur, uigennemtrængelig og beskyttende mod omverdenen (foto 3). Et humoristisk gemyt vil måske opfatte den som en ’grædemur’, som man kan benytte, hvis avlen slår fejl på den anden side i drivhuset…
Foto 3: ‘Drivhusmuren’ set fra nordøst
Murens åbninger er placeret i tårnene. De er anbragt midt i murene og ækvidistant. Åbningerne er afsluttet foroven af lodretstillede mursten. Mod øst og vest er der 3 næsten kvadratiske åbninger på cirka 60 centimeter. Åbningerne bliver næsten afblændede af transformerknudens indre mur, som vender gavlen mod dem (foto 4). De er både åbne og lukkede på samme tid…
I tårnenes åbninger mod henholdsvis syd og nord er placeret en høj, smal åbning mod græsset, en ’dør’ på omkring 70 centimeter i bredden og 2,20 centimeter i højden. Over den findes 2 næsten kvadratiske åbninger på dørens bredde (foto 5). Den høje ’dør’ gør disse sider søjle agtige. De tre åbninger er næsten fuldt afblændede af den indre mur, der vender siden mod dem. Også for disse sider kan man se ind, men ikke igennem det indre rum. Man får en oplevelse af, at det er åbninger til et rum, der ikke er der…
Foto 4: Åbning i ‘Drivhusmuren’ set fra øst
Mellemrummet mellem selve muren og transformerknudens indre mur danner et smalt rum på en murstens bredde og en dybde på omkring 1,30 centimeter. I visse vinkler kan man gennem det smalle rum se åbningerne mod henholdsvis øst og vest og opleve åbningerne stå som hvide aflange rektangler. Fra andre (mere skrå) vinkler står de smalle rum som spalter fulde af skygge og mørke.
Tårnenes indre rum har græs på ’gulvet’. Det er snævert rum, hvor man kun lige kan komme ind, hvis man er meget slank. Det er nærmest som et skur til en skildvagt og slet ikke et gemmested. Ser man op inde i rummet, bemærker man, at åbningerne i de to sider sidder forskudt for hinanden, og øverst ses grundplanens form som et kantet ’U’.
Foto 5: Drivhusmuren set fra nordøst
’Drivhusmurens’ lys – og skyggevirkninger
Murens placering, højde og åbninger gør den til en ’lys/skyggemaskine’. Og som har en egen æstetik.
Solen danner lyse og mørke flader på vægge og åbninger. I løbet af dagen ’bevæger’ disse flader sig på muren og skaber forskellige former mellem lys og skygge. Det gør nogle dele af muren synlige og andre mørke og ’usynlige’.
En anden markant lys/skyggevirkning fremkommer omkring åbningerne inde i tårnene. Sollyset, det manglende tag, åbningerne og ydermurene skaber nogle firkantede former med skarpt hvidt lys på de indre vægge. Jeg gætter på, at man tydeligt kan opleve dem vandre i rummet og forandre form, når solen stiger og flytter sig mellem åbningerne, der vender i forskellige verdenshjørner. Det giver indtryk af en slags indre vinduer eller spotlights.
Tanker og eftertanker – … slotskøkkenhave, soltempel, livets cyklus eller paradisets have
På stedet tænkte jeg umiddelbart på, at drivhuset og muren var en del af noget, som skal blive en større helhed, en slotskøkkenhave. Et indhegnet område, hvor man holder noget ude for at lukke noget andet ind… som Kirkeby siger om haver[5]. Et sted hvor haven og anlægget i sig selv er et kunstværk. Jeg har nogle engelske slotskøkkenhaver i erindring: deres høje mure med store drivhuse, firkantede bede, brede grusgange og grøntsager i eksorbitante udgaver. Den lukkede karakter af Drivhusmuren modsiger dette indfald. Kirkeby giver ikke plads til tilbygninger. Og at hegne drivhuset inde med en mur udenom vil være at ødelægge murens skulpturelle effekt og balancen i forhold til slottet og rummet. Men det kan give en vis mening at se Drivhusmuren som noget, der kan være tilbage af en tidligere køkkenhave – selve kernen…
En mur uden om vil også ødelægge muligheden for, at Drivhusmuren kan fungere som en lys/skyggemaskine, en form for soltempel. Når jeg ser på tårnene, ser jeg ikke højden som det væsentligste udtryk. Det centrale er åbningerne og lysvirkningerne, som jo ikke bidrager til drivhusets funktionalitet. Kan man se tårnene som et offer eller en kompensation til solen for at levere lys og varme til drivhuset? At den skal have lov til at lege, vise hvad den (også) kan med lys og skygger!
Grundplanens dobbelte transformerknude repræsenterer et knæk i linjeføringen, der forvandler muren fra et stykke lige mur til en skulptur. Transformerknudens form kan ses som symbol på yang og yin, lys og mørke, liv og død… Noget som folder sig ud, vokser eller som trækker sig sammen og visner. Med to transformerknuder og placeringen i verdenshjørnerne for henholdsvis solopgang og – nedgang, er begge fænomener på en måde tilstede på samme tid. Knuderne er samtidig ugennemtrængelige – man kan ikke komme helt ind til kernen… Og den mellemliggende mur forbinder dem som en navlestreng og gør dem til siamesiske, uadskillelige tvillinger. En symbolik for metamorfosen og cyklussen i drivhuset… og i livet i almindelighed?
Drivhusmuren hænger sammen med drivhuset. Inddrager man det i sine tanker, får jeg associationer til Paradisets Have. Drivhuset etablerer et lukket, beskyttet miljø, hvor noget skal gro og trives – som i et paradis. Men til et paradis hører en slange, og Drivhusmurens grundplan med den lange S-form kan minde om en slange. Og dermed bringer værket også en reference om tabt uskyld, syndefald og straf på banen…
Maj 2016, december 2019, marts 2021 og september 2025
Torsten Karlsson
Praktisk:
Adresse: Stenaltvej 8, 8950 Ørsted
Adgang: efter aftale med ejeren af Stenalt Gods
Fodnoter:
[1] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis. Kunsthaus Bregenz 1997. Stednavnet er forkert angivet som ’Örskov’.
[2] per kirkeby/arkitektur. Thomas Bo Jensen. Edition Bløndal 2019
[3] Kilde: Stenalt. Randers Amts Historiske Samfund. 2009
[4] Her refereret fra Thomas Bo Jensens bog, se note 2
[5] Se note om RIBE – Museumshaven (2015)
Per Kirkeby skulpturer 