En kasse med forskubbede sider, udbulinger og udhulinger. En forvrænget ’Rodin’, et lemlæstet lig og det, der indeni.
Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby i Lenbachhaus, München
Short version in English below this section
Kort om skulpturen
Torso I er lavet i sortpatineret bronze og dateret 1983. En af afstøbningerne er placeret i Museum Lenbachhaus i München. Her står værket i en indre gårdhave, hvor det sammen med en mindre samling andre skulpturer danner en lille skulpturpark. Gårdhaven er åben for museets besøgende og for offentligheden[1].
Med ’torso’ henfører Kirkeby sit værk til menneskeverdenen med umiddelbare referencer til antikkens klassiske torsoer af ødelagte statuer, men også til værker af f.eks. franske Auguste Rodin. Titlens anden del, ’I’ kan pege på, at der er flere versioner af det samme motiv eller flere værker med torsoer som motiv.
Torso I er større end et almindeligt menneske med en højde på 201 cm, en bredde på 130 cm og 58 cm i dybden. Værket står synligt placeret midt i gårdhaven og midt på en sti, der fører rundt i haven. Det har en forside, der vender mod en sti på tværs af haven. Værket er ikke en skulptur, man umiddelbart vil forbinde med en torso. Den minder om en flad kasse på højkant, der er forskubbet for oven og med en stor udbuling (søjle) i højre side. Værket er på engang både robust og skrøbelig på grund af forskydningen for oven og en huling i forsidens midte. Overfladen er på alle de fire sider ujævn, bulende og levende og giver en fornemmelse af opløsning.
Titlen og formen sætter tanker og associationer i gang om det, der er inden i en krop, vores usynlige indre med komplicerede organer og processer. Fra en anden synsvinkel kan Torso I ses som en ødelagt skulptur på samme måde som de antikke, men af andre kræfter. Eller er værket en karikaturagtig forvrængning af Rodins torsoer? Som en kraftfuld association ser jeg Torso I som et billede på en krop, der er ved at opløses, og ikke en almindelig krop, men et forvredet, lemlæstet lig, … En kontrast og et budskab til det idylliske sted, hvor værket står?
Foto 1: ’Torso I’ forside, set fra sydvest
Short version in English
A box with displaced sides, bulges, and hollows. A distorted ‘Rodin’, a mutilated corpse, and what lies within.
Torso I is made of black patinated bronze and dates from 1983. One of the casts is located in the Lenbachhaus Museum in Munich. Here, the work stands in an inner courtyard, where it forms part of a small sculpture park together with a small collection of other sculptures. The courtyard is open to museum visitors and the public.
With ‘torso’, Kirkeby relates his work to the human world with references to classical torsoes of broken statues from antiquity, but also to works by, for example, the French artist Auguste Rodin. The second part of the title, ‘I’, may indicate that there are several versions of the same motif or several works with torsoes as their motif.
Torso I is larger than an average human being, measuring 201 cm in height, 130 cm in width, and 58 cm in depth. The work is prominently placed in the middle of the courtyard and in the middle of a path that leads around the garden. It has a front facing a path across the garden.
The work is not a sculpture that one would immediately associate with a torso. It resembles a flat box on its side, shifted upwards and with a large bulge out (a column) on the right side. The work is both robust and fragile due to the upward shift and a hollow in the middle of the front. The surface is uneven, bulging, and lively on all four sides, giving a sense of dissolution.
The title and form trigger thoughts and associations about what is inside a body, our invisible interior with its complex organs and processes. From another perspective, Torso I can be seen as a destroyed sculpture in the same way as the ancient ones, but by other forces. Or is the work a caricature-like distortion of Rodin’s torsos? As a powerful association, I see Torso I as an image of a body that is disintegrating, and not an ordinary body, but a twisted, mutilated corpse… A contrast and a message to the idyllic place where the work stands?
’Torso I’ som titel – en dobbelttitel, menneskeverden, en undersøgelse…
’Torso’ er normalt betegnelsen for en skulptur med en krop uden lemmer og hoved (eller kun rester eller antydninger). Det kan være et værk, som er blevet ødelagt og dermed en rest af noget ’større’, eller det kan være et ufuldendt værk. Med Rodins værker omkring 1900 ’opstår’ torsoen som en færdig form i sig selv.
Ved at bruge ordet ’torso’ knytter Kirkeby sit værk til menneskeverdenen med umiddelbare associationer til statuer og monumenter, og udover Rodin naturligvis til antikkens klassiske værker. Men jeg får også associationer til lægevidenskabens medicinske torsoer, som vi (vel) alle har set i skolen eller gymnasiet. Og til det faktum, at ’der er noget indeni’, under overfladen/huden. På italiensk betyder torso en stub eller træstamme, hvor grenene er hugget af. Der er dog ikke noget i Torso I, som jeg forbinder med natur og træer.
Med titlen anonymiserer Kirkeby sit værk. Vi ved ikke, om det tager afsæt i en bestemt person eller i ’os alle’. Køn er heller angivet og kan ikke udledes af formen. Værket er ikke lavet til stedet, men maleren Lenbach – hvis villa, som museet oprindelig var – er ikke ukendt for Kirkeby. I en note omtaler han et foto af Lenbach sammen med Fritjof Nansen i relation til nogle billeder af maleren Beuys og ikke Lenbachs egne værker[2].
Titlens anden del, ’I’ peger på, at der er ikke kun findes én torso, eller at der er flere versioner af det samme motiv (for eksempel på forskellige tidspunkter) eller flere værker med torsoer som motiv. Det kan udlægges, som om at værket er led i en ’undersøgelse’ af motivet/torsoer. Der findes også en Torso II, som har visse ligheder med I, og Kirkeby har lavet andre torsoer med forskellige titler, se fortegnelsen på bloggen.
Torso I og det fysiske rum – Lenbachhaus, gårdhaven, midt på stien
Lenbachhaus ligger lige udenfor Münchens centrale bydel i et område med andre kunstmuseer, byens tekniske universitet og flere byparker. Museet blev oprindelig opført som en villa i florentinsk stil til Lenbachs i 1880. Det er tilbygget i flere omgange med bl.a. Norman Foster som arkitekt. Lenbachhaus er især kendt for værker af Der Blaue Reiter, men har også mange nulevende kunsterne repræsenteret, f.eks. Olafur Eliasson. Udover Torso I har museet en udgave af Kirkebys Læsø-hoved IV, der dog ikke var udstillet i 2023.
©Grundkort: OpenStreetMap og bidragsydere
Torso I står i en indre, rektangulær gårdhave mellem to fløje af museet, se kortudsnittet. Gårdhaven er anlagt i NV/SØ retning og på omkring 1500 m2. De omgivende bygninger er i to etager og malet i en varm, gul farve med store vinduespartier (foto 2). Den åbne side vender mod en offentlig vej, Luisenstraβe, hvorfra Torso I er synlig gennem åbne gitre. Skulpturen er også synlig fra en række udstillingsrum, men man skal i haven, hvis man vil tæt på værket.
Foto 2: Lenbachhaus gårdhave set fra syd
Der er adgang til gårdhaven fra bygningen mod nord af en toløbstrappe (foto 3), og hvorfra man kan se over hele haven (foto 4). Havens bund er anlagt omkring en midterakse med et stiforløb parallelt med museets fløje. Stiforløbet brydes af to bassiner med klassiske skulpturer og bænke omkring. På begge sider af forløbet er anlagt små plæner afgrænset af lave hække med tværgående stier. Mellem de lave hække og bygningerne ligger brede stier med højere hække og bede. Der er buske, men ikke høje træer i parker. Der er noget barokhave over anlægget, og det er næsten for ’pænt’.
Foto 3: Lenbachhaus gårdhave set fra sydøst
På trods den symmetriske opbygning, virker haven uoverskuelig med mange skulpturer, der står tæt. Det er, som om at man har ønsket at få plads til så mange som muligt. Skulpturernes placering kan også virke tilfældigt bortset fra de klassiske skulpturer i midten og en gruppe med tre værker af Max Ernst i det sydvestlige hjørne.
Foto 4: Lenbachhaus gårdhave set fra nordvest
Torso I står cirka 20 meter fra indgangen og 10 meter fra fløjen mod nord. Torso I er et af havens store værker og et af få ’nonfigurative’. Kirkebys værk adskiller sig også ved stå midt i en sti, på en måde ubeskyttet og fortabt. Nogle vil måske opleve placeringen som ’påtrængende’, hvilket bevægelsen i værkets øverste del kan forstærke. Men placeringen betyder også, at man ikke kan ’komme udenom Torso I’. Og man kan gå rundt om værket og mærke det på tæt hold. Den urørlighed, der ofte følger med sorte bronzeskulpturer, ophæves her.
Skulpturen står, så den vender den brede forside mod en af de tværgående stier og de smalle sider parallelt med hovedstierne. I solskin kaster den en skygge af varierende kontur på stiens perlesten. Skråt bag Torso I står en mindre, nøgen mandsfigur i sort bronze (måske ikke tilfældigt) og til den anden side er en bænk. Jeg oplever, at en store udhuling i skulpturens forside virker som en opfordring til at se, hvad der er på den anden side.
Værket opleves ikke som sammenhængende med gårdhaven og de øvrige værker, men man kan opleve, at museet og Torso I spiller sammen på en anden vis, jfr. ’Tanker og eftertanker’.
Torso I og det sociale rum – museumsbesøgere, ’folk fra gaden’ og skulpturer i konkurrence
På trods af konkurrence med mange andre (gode) museer i München har Lenbachhaus årligt omkring 300.000 besøgende[3]. Jeg vurderer, at museet tiltrækker både ’kunstturister’ og lokale kunstinteresserede fra Stor-München. Man kan læse, at især særudstillinger med kunstnere fra Blaue Reiter har store besøgstal. Det er sikkert meget få, der kommer til Lenbachhaus for at se skulpturerne i skulpturhaven, og endnu færre for at se Torso I. Jeg gætter på, at museets gæster kommer i haven for at få frisk luft eller en pause fra udstillingssalene. Haven er desuden åben uden entré for ’folk fra gaden’. Det er mit indtryk fra en varm eftermiddag i juni, at denne gruppe er pænt repræsenteret og med en bred aldersfordeling. Folk slår sig ned her, bruger haven som et mødested og et åndehul.
Torso I må konkurrere med de andre skulpturer om opmærksomhed. Dens placering, størrelse og ’anderledeshed’ gør, at den måske kan lokke besøgende til at tage den nærmere i øjesyn. Jeg så dog ikke nogen direkte stå og beskue Kirkebys værk eller andre skulpturer, men det udelukker jo ikke, at værkerne kan have en virkning…
Torso I, fysisk form og udtryk – en forskubbet kasse, hulinger, søjlefragmenter og noget under overfladen
Torso I er høj og tung skulptur i sig selv og i forhold til de øvrige værker i gårdhaven. Den står som en flad kasse på højkant, der er skæv og forskudt for oven og med en stor udbuling (søjle) i højre side. Poul Erik Tøjner [4] taler om, at den ligner et sætstykke, en kulisse. Den er på engang både robust og skrøbelig. Det forskydningen for oven og hulingen i forsidens midte, der gør den skrøbelig. Hulingen undergraver kasseformen og skaber en forestilling om noget blødt eller noget, der er forsvundet i det indre. Værkets fragmenter er organiseret lodret, og det er, som om den venstre side stræber op, mens den højre trækker ned qua det søjlelignende fragment.
Det er ikke en skulptur, man umiddelbart vil forbinde med en torso. Måske snarere en stele eller en mindesten, men værket kan også ligne et fabeldyr set fra de brede sider. Den øverste, vandrette kant kan virke som afskåret. Det skaber tanker om, at der har været mere og om, at vi ikke ser ’hele billedet’.
Foto 5: ’Torso I’ set fra bagsiden – nordøst
Torso I’ har en ’dobbeltsokkel’, en sokkel, der er indbygget i skulpturen og en granitsokkel, der står på jorden. Begge er lave, så man har skulpturen i ’øjenhøjde’. Den rektangulære granitsokkel skaber en skarp grænse mellem skulptur og rummets bund. Selvom den ikke er høj, ’monumentgør’ den på en måde skulpturen og underbygger, at den er bragt ind i rummet og ikke ’vokset op’ her.
Skulpturens indbyggede sokkel er en lav, rektangulær kasse med aftegninger af noget, der ligner bånd på de to brede sider. Det store, lodrette fragment til højre på forsiden fortsætter ned i eller skyder op fra soklen. Poul Erik Tøjner (note 4) peger på, at den indbyggede sokkel foregriber en museal fremvisning, at her er en skulptur. Med placeringen på Lenbachhaus er bagsiden også er synlig og kan bidrage med udtryk til fortolkning.
Overfladen er på alle de fire sider ujævn, bulende og levende – mest på bagsiden (foto 5), hvor man får en fornemmelse af opløsning. Fragmenterne træder på en måde ud som noget, der har modstået opløsningen eller ikke er nået dette stadie. På forsiden er der tydelige spartelaftryk, der danner rande, som kan ligne blodårer eller løbende blod (foto 1). På trods af den sorte bronze betyder den ujævne overflade, at skulpturen står mere grå end de øvrige bronzeskulpturer i gårdhaven med glatte, pudsede overflader.
Skulpturens fragmenter. Forsidens runde fragment til højre er forholdsvist bredt og udfylder skulpturen i dybden, det ender stump ved forskydningen øverst. Det venstre fragment er smallere og har ligesom to led på midten. På højre side under midten sidder to runde fragmenter som halvkugler. Den store huling i midten starter ved soklen og ender i værkets top. På afstand og i en skrå vinkel virker fragmenterne som påsat en plade (foto 4) og det er umiddelbart svært at se et samspil eller en struktur. Forskydningen i toppen skaber et ’væltende’ udtryk mod venstre, men det afbalanceres på en måde af det store lodrette fragment til højre. Man kan få en forestilling om, at formen er et øjebliksbillede og ikke en varig form.
Bagsiden har de samme fragmenter som forsiden, men mangler forsidens led og halvkuglerne og hulingen er ikke så dyb bortset fra et hul eller hule for neden (foto 5). Den virker mindre bearbejdet end forsiden, og den står på en måde som en ryg eller bund.
Siden mod nord (indgangen), (foto 6) viser, at skulpturen bøjer svagt mod højre (forsiden), som om skulpturen læner sig frem. Det brede fragment mod syd er synligt her og står som en søjle som skulpturens afslutning. Derimod er forskydningen foroven ikke synlig.
Foto 6: ’Torso I’ set fra nord
Set fra siden mod syd (gaden) ligner den øverste del af værket et hoved. Og herfra virker det brede fragment kantet og har et langt halvrundt fragment påhæftet, en slags arm (foto 7). Armen udgør kanten mod syd, når man ser Torso I fra bagsiden.
Foto 7: ’Torso I’ set fra syd
Tanker og eftertanker: Titlen og ikke-motiver, antikke torsoer og Rodin, opløsning og lig
Titlen, motiv og ikke-motiver
Torso I’s vertikale orientering og forholdsvis flade form skaber et kropsligt udtryk. Men udtrykket modarbejdes af forskydningen i toppen og fragmenterne i fladen, så værket mangler en umiddelbar lighed med en torso i traditionel forstand. Sammenholdt med Kirkebys titel afkobler det hos mig min ’automatopfattelse’ af en torso og tænder for tanker og associationer om selve motivet, en torso.
Det er ikke tanker om den ydre krop, men tanker om en torso som en skal for det, vi har inden i kroppen, vores ’maskinrum’ med organer, hjerte, mavesæk, nyre osv. Usynlige og komplicerede organer og processer, ting man tager for givet fungerer, og som man først bekymrer sig om ved sygdom og funktionssvigt, og som kan betyde smertefulde forløb og i nogen tilfælde død.
Med fraværet af et umiddelbart torsolignende billedaspekt melder der sig også tanker om, hvorvidt torsoen og det kropslige blot har været et tilsyneladende motiv. At torsoen er et motiv, der har fungeret som medie i et andet (egentligt) motivs tjeneste?[5] Noget om menneskelig eksistens eller tilstedeværelse og hvad det betyder og ikke så meget om ydre form? [6] Det handler måske om en anden form for maskinrum?
De antikke torsoer, noget ufuldendt og Rodin
De antikke torsoer som f.eks. Venus fra Milo har (vel) oprindeligt været hele skulpturer, som på et tidspunkt er blevet ødelagt af naturkræfter som jordskælv, oversvømmelser o.l. eller af ’menneskekræfter’ som krige, vandalisme m.v. Man kan opfatte Torso I på samme måde, men hvor ødelæggelsen er mere omfattende og udslettende. Er det kunstneren selv eller kræfter, som er/har været iboende værket? Kræfter, som er af en anden natur end ydre kræfter i antikken?
I stedet for et ødelagt værk kan man tage et omvendt perspektiv og se Torso I som et ufuldendt værk. Og endda måske som noget, der er mislykket for skaberen, et Frankensteins monster? Var det godt Kirkeby stoppede i tide? Jeg erindrer fra Shelleys bog, at monsteret i øvrigt var et ulykkeligt væsen.
For Kirkeby er Rodins værker vigtige referencer, som Kirkeby skrevet om i essays[7]. Man kan se Torso I som en transformation eller ’forlængelse’ af en af Rodins (mange) torsoer. Jeg tænker flere muligheder for en forlængelse/transformation:
- Torso I som en næsten karikaturagtig forvrængning af Rodin. Med afsæt i at mennesker ikke ser ud som Rodins torsoer under tøjet – de er slaskede, skæve, hulbrystede osv.
- Torso I viser hvad ’der foregår’ under Rodins overeksponerede muskelforløb (som ikke engang kan ses på bodybuildere), som er usynligt for beskueren, med andre ord, de kræfter, som holder legemet i en evig omdannelse[8].
- Eller er Kirkebys værk en af Rodins torsoer mange år senere, som noget der er nedbrudt af naturens kræfter? Hvad der ser stabilt ud er i virkeligheden ustabilt. Er det et budskab om tab af menneskelig form og identitet? Død og opløsning, fra menneske til materiale? Og med den anonyme (unavngivne) titel ’Torso’ udstrækker Kirkeby sit ’budskab’ til, at det kan være os alle…
Opløsning og lig
I forlængelse af det ’dødelige’ ovenfor skaber Torso I for mig ikke associationer til noget, som er ved at opstå, men primært til noget som er ved at opløses. Og ikke kun associationer til opløsning, men til lig, forvredne menneskekroppe i forrådnelse, smadrede lig fra krige uden hoveder og manglende lemmer. Fotos fra krige og Kz-lejre dukker op som referencer. Og dermed ikke kun død og naturens store kredsløb, men menneskelig lemlæstelse, lidelse, angst og ondskab/smerte. Nummereringen ’I’ får så også en særlig betydning.
Med placeringen i Lenbachhaus’ gårdhave skaber Torso I en modsætning til den fred og idyl, der er her, en slange i paradis… Ved at anbringe den midt på stien bliver den en påmindelse om disse fænomener er i blandt os, ikke udenfor og ikke en museumsgenstand. Har Kirkeby skabt en form for alternativt krigsmonument, der med den indbyggede sokkel sendes et signal om, at det kan stå andre steder…?
September 2023
Torsten Karlsson
Praktisk:
Adresse: Museum Lenbachhaus, Luisenstraße 33, 80333 München, Tyskland
[1] Statens Museum for Kunst, København har et eksemplar af Torso I, som dog ikke er udstillet.
[2] Per Kirkeby: Håndbog, Borgen 1991.
[3] De seneste tal jeg har kunnet finde er fra museets årsberetning fra 2018
[4] Poul Erik Tøjner: Per Kirkeby skulptur, Forlaget Bjerggaard 2005.
[5] Et fænomen, som Kirkeby selv har beskæftiget sig med i flere sammenhænge, bl.a. i ’Naturhistorie’, Borgen 1984
[6] Frit efter Tøjner, Louisiana Revy nr.2, 2020. Per Kirkeby, Bronze 2020.
[7] F.eks. Per Kirkeby: Udviklingen. Borgens forlag, 1985. Der henvises til nettet for billeder af Rodins værk.
[8] Rodins torsoer kan med deres ’overrealisme’ virke ubehagelige, og med hans brug af ben- og armstumper får jeg associationer til krigsinvalider uden hoved og tøj.
Per Kirkeby skulpturer 