Lyon Asymmetrisch – et forskudt rum, tilbageløbsmure, en skæv åbning og smalle døre. Museets anneks eller en metafor for kunst og menneskers liv?
Note om murstensskulptur af Per Kirkeby ved Musée d’Art Contemporain de Lyon
Short version in English below next section
Kort om skulpturen
Foran Musée d’Art Contemporain i Lyon står en murstensskulptur af Per Kirkeby. Værket er opført i 2000, men er oprindelig tegnet til museet i 1995 i en anden anledning [1]. Kirkeby og museet kalder skulpturen for Lyon Asymmetrisch. Jeg bruger kun Lyon i det følgende.
Musée d’Art Contemporain udstiller primært nutidig kunst som f.eks. installationer [2]. Kirkebys værk er placeret på en lille plads ved museets bagindgang. Bagindgangen er åben og bruges bl.a. af besøgende, der tager offentlig transport til/fra stedet. Værket står tæt på museet, men man skal ikke igennem Lyon for at komme ind.
Lyon er er 3,7 m højt, 5,1 m langt og 3,1 m bredt og indbygget i en lav trappe og optager højdeforskellen i sine vægge og åbninger. Værket er synligt i det offentlige vejanlæg, der fører forbi museet, men man er først i Lyons sfære, når man er tæt på eller på den lille plads foran museet.
Grundplanen er et forskudt rektangel. Den ene langside har en stor åbning, hvor begge ender er bukket om i et tilbageløb, der danner en smal niche. Den anden langside har en såkaldt murforskyder med to dybe spalter. De korte sider står blanke bortset fra den åbning, som tilbageløbene danner.
Lyons bygningskrop fremstår umiddelbart simpel. På tæt hold er værket mere komplekst. I tilbageløbene er der høje, smalle dobbeltåbninger, den store åbning er skæv og murforskyderens indre spalte deler værket og det indre rum op. Med den indoptagne trappe bliver Lyon på en måde både åben og lukket og tung og let på samme tid.
Kirkeby selv omtaler Lyon som ’a very simple system, that produce a very complex pattern of spaces and looks’. Jeg ser også flere tolkninger af Lyon, og de forskyder sig nærmest som værket. Beliggenheden op ad museet skaber i sig selv nogle mere jordnære oplevelser af værket som f.eks. et billetkontor, et rygerum eller et anneks til de værker, der ikke kunne være på museet eller ikke er nutidige mere. Centralt står for mig, at værket udover at være kunst kan ses som en metafor for kunst og for, hvad kunst kan gøre. At Lyon på en måde er en deklaration af hvad, der kan ske med én, når man træder ind på museet og ser dets kunst. Det er samtidig betragtninger, der mere eller mindre direkte kan overføres som billeder af fænomener og hændelser i et menneskeliv i almindelighed. Det er ikke nødvendigvis billeder, man får, når man står sammen med Lyon. Men de kan melde sig senere som eftertanker, hvis man åbner sig som Lyon.
Foto 1: ’Lyon’ set fra sydøst.
Foto 2: ’Lyon’ set fra sydvest.
Short version in English
In front of the Musée d’Art Contemporain in Lyon stands a brick sculpture by Per Kirkeby. The work was built in 2000, but was originally designed for the museum in 1995 for another occasion. Kirkeby and the museum call the sculpture Lyon Asymmetrisch. I will only use Lyon in the following.
The Musée d’Art Contemporain primarily exhibits contemporary art for example installations. Kirkeby’s work is located in a small square at the museum’s back entrance. The back entrance is open and is typically used by visitors taking public transportation to/from the site. The work is close to the museum, but you don’t have to go through Lyon to get in.
Lyon is 3.7 m high, 5.1 m long and 3.1 m wide and is built into a low staircase and records the height difference in its walls and openings. The work is visible in the public road that leads past the museum, but you are only in Lyon’s sphere when you are close to or in the small square.
Lyon’s ground plan is a displaced rectangle. One long side has a large opening, where both ends are bent over in a backflow that forms a narrow niche. The other long side has a so-called wall displacement with two deep crevices. The short sides are blank except for the opening formed by the backflows.
Lyon’s building appears simple at first glance. At close range, the work becomes more complex. In the backflow there are high, narrow double openings, the large opening is crooked and the inner crevice of the wall displacement divides the work and the inner space. Together with the inner staircase, Lyon becomes in a way both open and closed and heavy and light at the same time.
Kirkeby himself refers to Lyon as ‘a very simple system, that produces a very complex pattern of spaces and looks’. I also see several interpretations of Lyon, and they shift almost like the work. The location next to the museum in itself creates some more down-to-earth experiences of the work, such as a ticket office, a smoking room or an annex to the works that could not be in the museum or are no longer contemporary. Central to me is that the work, in addition to being art, can be seen as a metaphor for art and for what art can do. That Lyon is in a way a declaration of what can happen to you when you enter the museum and meet the exhibited art. At the same time, these are considerations that can be more or less directly transferred as images of phenomena and events in a human life in general. It’s not necessarily pictures you get when you stand with Lyon. But they can show up later as afterthoughts – if you open up like Lyon.
Lyon og det fysiske rum – boulevarden, museets forplads, Lyon på trapperne
Lyon, Cité Internationale og Musée d’Art Contemporain de Lyon
Lyon er Frankrigs tredjestørste by med godt ½ million indbyggere. Byen ligger i den østlige del af det centrale Frankrig og er centrum i regionen Auverge-Rhône-Alpes. Lyon er opstået, hvor Rhônefloden og Saônefloden løber sammen. Byen har industri, store uddannelsesinstitutioner, konferencecentre og museer samt en velholdt gammel bydel. Mange kender den som ’Frankrigs mave’ med kokken Paul Bocuse som en central skikkelse.
Musée d’Art Contemporain ligger i bydelen Cité Internationale i udkanten af byens centrum fire kilometer fra hovedbanegården. Området ligger på en tange mellem Rhône og en stor park omkring en indsø, Lac de Tète d’Or. Det har en blandet bebyggelse med institutioner, virksomheder og etageboliger. Museet ligger midt i området på sydsiden mod parken, se kortudsnittet. Det er et museum på omkring 6000 m2 med fokus på at udstille nutidig fransk og international kunst [3].
Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne.
Skulpturens store rum
Lyon er placeret foran museets bagindgang ud mod gaden Allée Achille Lignon, der løber langs kanten af parken. Det rum, hvori man kan se skulpturen, følger det let krumme gadeforløb i nordøst/sydvest retning. Rummet er svært at afgrænse i enderne. Årstiden og antallet af blade på træerne bliver afgørende for dets udstrækning. Det aflange rum er mellem 30 og 35 meter bredt. Selve terrænet er fladt, og synslinjerne er lange og rolige.
Bunden består af vejbanen med fortove, en cykelsti og et grønt areal imellem vejen og stien. Det grønne areal har løvtræer langs siderne, og mod bygningerne er der et gangareal. Rummet opdeles af indgangen til museet og et par andre mere smalle indkørsler. Udfor museet er der busholdesteder i begge kørselsretninger. Områdets dominerende bevægelse er ’gennemgang’, men det virker ikke stærkt trafikeret og er meget roligt en fredag eftermiddag i november.
Foto 3: Rummet set mod sydvest, parken og gaden er til venstre.
Rummets side mod syd dannes af et hegn ind til parken og høje løvtræer langs parkens udkant. På nordsiden har man museets nyklassicistiske facade, der stammer fra et palæ fra 1920’erne og nyere boligbyggerier i blokke på otte etagers højde. På begge sider af museet har blokkene store glasfacader. I det grønne areal i midten mod nordøst for museet står tre skulpturer af henholdsvis Eric Pougeau (Fils de Pute), Wang du (World Markets) og Yoko Ono (Freight Train). Skulpturerne er opført efter Kirkebys værk. Ingen af værkerne skaber ’interferens’ med Lyon. Eric Pougeau’s værk, der er nærmest, er placeret 25-30 meter fra Lyon og er en flad sort (grav)sten. De to andre, meget store værker står over 60 meter væk.
Foto 4: Rummet set mod nordøst, forrest ’World Markets’, bagerst skimtes ’Freight Train’.
På stedet fornemmer man ikke skævheden i sidernes højde, og jeg oplever ikke rummet som en slugt. Det er, som om det grønne areals træer på 10-12 meters højde skaber en indre, fladere kasse, når man er her som gående eller cyklende. Og gaden er en anden verden. Rummet har et boulevardlignende, harmonisk udtryk, der dog udviskes delvist, når man er tættere på bygningerne på grund af deres store ensartede partier af glas. Museet skiller sig ud med sit palæudtryk. Det kan virke som et paradoks, at museet for nutidig kunst ligger i områdets ældste bygning. Og lidt klemt inde, som om at kunsten er oppe mod ydre, stærke kræfter. På anden side tænker jeg, at det står som billede på, at der også i 1920’erne har været nutidig kunst, og noget af det er ’blevet stående’ – som palæet. Og at det vil noget af den kunst, museet viser i dag sikkert ligeledes gøre.
Skulpturens nære rum og iscenesættelse af rummet
Det rum, hvor man er i Lyons ’sfære’, udgøres af det åbne areal foran museet mod vejen og parken. Når man står af bussen, er man i værkets nære rum. Rummet har form som et timeglas på grund af placeringen og beplantningen af det grønne areal. Rummet er omkring 40 meter bredt, hvor det er bredest og 30 meter, hvor det er smallest. Fra museets facade til parken er der cirka 40 meter.
Foto 5: ’Lyons’ nære rum set fra sydøst.
Bunden i rummet består langs museets facade af små betonfliser, trappen har 4 trin og er 60 centimeter høj. Mod vest er der en sliske til kørestolsbrugere. Foran trappen mod vejen er der betonbelægning (som jeg husker det) og bede med træer, fortov med fliser. Lyon er bygget ind i trappen, det virker på en måde, som om det skærer sig ind i trappen. Værket står på tværs, så det skaber en form for modsætning mellem trappens ’op/ned’ retning. Trappen er samtidig med til at fratage Lyon indtrykket af ruin. Der er 2 meter mellem værket og museets facade og tilsvarende til cykelstien, mens der er godt 20 meter til vejen. Man kan gå rundt om værket, men den tætte placering til museet opfordrer ikke til det. Museets hvide facade består nederst af 9 høje, rundbueformede vinduer med brede murpiller imellem. Med sin højde kan facaden virke som en menneskeskabt klippevæg.
Værket står i midten af facaden til højre for ind-/udgangen til museet og museets bibliotek (foto 1 og 5). Bag Lyon er vinduerne afskærmet, så der er ikke udsyn til værket indefra. Til højre for Lyon ligger museets café med borde og stole til udendørs servering. Selve pladsen foran virker mere som et lille torv end som et forrum eller en baggård til museet. Man kan også se stedet som en scene med værket som sætstykke.
Lyon forstyrrer synsfeltet ud og ind af museet på en lidt ’anmassende’ og poserende måde. Det er et værk, der synes at gemme på noget, som man ikke kan gennemskue udefra. Man kan komme udenom Lyon, værket spærrer ikke adgangen til museet, men hvis ikke museets dør havde været åben, kunne man tro, at man skulle gennem Lyon for at komme ind. Med sin placering forlænger Lyon museet og starter kunsten før og slutter den efter besøget. Jeg tænker, at en plads foran et museum er et sted, hvor man naturligt gør sig nogle forestillinger om hvad, man skal ind at se, og bagefter hvad man har set.
Man kan også se værket som en propylæer eller en ’post-pylæer’, og et signal om, at man ikke bare går lige ind/ud. Men Lyon står desuden som en kontrast til museet med sin form, farve og materialevalg. Jeg fornemmer en spænding mellem Lyon og museet. En slags protest?
Lyon og det sociale rum – gæster til kunstmuseet, beboere og trafikanter
Jeg opfatter, at værket har tre grupper af beskuere: gæster til museet, beboere i området og trafikanter. Måske også brugere af parken,
De primære beskuere er gæsterne til kunstmuseet, som benytter med bagind-/udgangen eller cafeen. Hvis man kommer ind ad hovedindgangen, opdager man ikke nødvendigvis Lyon. Er man kommet fra hovedindgangen og går ud ad bagudgangen, tror jeg, der er en risiko for, at folk ser værket som ’noget der bare er der’. Værket er synligt fra museets bibliotek, men ikke fra museets overetager.
Jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvor mange og hvem der konkret besøger museet udover, at de har en interesse i nutidig kunst og kulturoplevelser. Jeg gætter på, at antallet af gæster og deres sammensætning afhænger af den specifikke udstilling, og at der er en del ’faste’ brugere, der ser og bruger museet jævnligt. Det er givetvis også en gruppe, der er indstillet på, at ’kunsten ikke giver sig selv’. Ved at se Lyon jævnligt opstår muligheden for at kunne opdage nye detaljer og få andre associationer.
En særlig gruppe udgøres af udendørs gæster til museets café. De er tæt på værket og sammen med det i længere tid, hvad der måske kan pirre nysgerrigheden og få dem til at gøre lidt mere ud af værket end ’almindelige gæster’.
Værket står i et offentligt rum, og beboerne, der bor i skulpturens rum og bevæger sig til og fra og gennem området, også er faste, måske daglige beskuere af Lyon. De kan have deres personlige vinkler og tanker om værket, jeg tænker, at de i det mindste vil se det som et vartegn for museet.
Lyon står synlig for trafikanterne gennem området, det vil sige for bilister, cyklister, gående og buspassager. Ud fra mine observationer på en fredag eftermiddag tror jeg, at det er begrænset hvor mange, der passerer gennem området. Og værket står som nævnt et godt stykke fra vejen, hvorfor jeg gætter på, at det er et fåtal af bilister og buspassager, der har øje for værket. Folk, der cykler forbi museet, kører lige forbi Lyon. De kan få en sansemæssig oplevelse, hvor lukkethed skifter med åbenhed og måske også fornemme rummet og værkets forskydning.
Lyons grundplan – et forskudt rektangel med vinger eller en bugtende mur
Lyon har på en måde både en ydre og en indre grundplan, se tegningen. De stiplede linjer markerer placeringen af trappetrinene. Når man tegner grundplanen, fremkommer en ornamentagtig og labyrintisk opbygning. Og værkets karakter af passage på tværs af længderetningen står tydelig. Der er en særlig tvetydighed ved, at ind- og udgange er forskellige på de to sider.
Grundplan Lyon
Den ydre grundplan kan ses som et forskudt rektangel med en stor åbning i den ene side (mod vejen) og det, som Kirkeby kalder en murforskyder i den anden side. De lange sider er 5,1 m, mens de korte er henholdsvis 2,7 m og 2,5 m. Forskydningen og forskellen i længden på de to korte sider giver planen en asymmetrisk form, jfr. værkets titel. Noget er bragt ud af ligevægt her… Grundplanen kan også ses som en lang mur, der bugter sig, en slange.
Murforskyderen mod museet danner en 1½ sten dyb og ½ sten bred spalte på murens yder- og inderside. Et pludseligt brud eller langsom dannet forskydning? Mod vejen er muren ’bukket om’ i et tilbageløb på hver side af den store åbning i midten. Åbningen er 1,3 m bred og er forskudt. Det er, som om den sender et signal om, at hvis man går ind her, kommer man ’skævt ind på værket’. Tilbageløbene er 1,9 m gange 0,9 m og kan minde om døre, der er slået (helt) op, næsten som vinger. De har åbninger i begge de lange sider og danner en form for et smalt, indre ’vindfang’ på 1 stens bredde. Deres ydermur står som noget uafsluttet, ’open-ended’. Man tænker uvilkårligt, om murene skal fortsætte med at vokse i hver sin retning? Værkets korte sider i står som blanke mure bortset fra den åbning, som tilbageløbet danner.
Den indre grundplan viser, at passagens indre, større rum har to dele og en form for ’indre rum i det indre rum’. Rummet har en længde på 4,4 m og er 1,4 m i den brede ende og 1,2 m i den smalle ende. Det giver et areal på omkring 6 m2 svarende til et lille kammer eller en entré.
Lyons skulpturkrop – de høje åbninger, det åbne indre rum, spalten og tempelassociationer
Materialer, sokkel og forbandt
Lyon er opført i en slags lys terrakotta mursten, der er lagt i et simpelt halvstensforbandt med en grålig fuge. Murstenene har samme dimensioner som dansk standard. Der er meget spil i stenene, de har et næsten flimrende udtryk. Værket har ikke nogen (synlig) sokkel, murstenene står direkte på stedets bund. Der er problemer med fundamentet, idet højre side af værket er sunket, og et skifte mangler i toppen på noget af værket. Funderingen var i øvrigt et emne, som Kirkeby og museet drøftede i 1999 [4]. Værkets ’opløsning’ står næsten som et billede på kunstens forgængelighed – selv lige foran et museum.
Figur 1: Kirkebys tegning af spalten i det indre rum og muren mod vejen.
Den ydre krop
Værket er 3,7 m højt mod vejen og 3,1 m mod museet, idet Kirkeby lader værket optage trappens højde og holder murværkets top vandret. Det samme gælder toppen af åbningerne, det betyder, at åbningerne er lavere mod museet end mod vejen.
Siden mod vejen består af to ens mure, der står forskudt, men er symmetrisk omkring den store åbning i midten (foto 1 og 6). Murene har en smal og en bred side med en høj, smal dør lignende åbning imellem. Åbningen er 3,1 m høj og 0,7 m bred. Over åbningen er der et lodret stik på 1½ sten og til værkets top i alt godt ½ m.
Foto 6: ’Lyon’ side mod vejen set fra øst.
Siden mod museet er svær at fotografere på grund af den snævre passage, (foto 7 og 8). Siden har yderst smalle mure, derefter følger de to åbninger, som er 2,5 m høje og samme bredde som åbningerne mod vejen. I midten kommer murforskyderen med den smalle, dybe spalte i murens fulde højde. Set fra syd står murforskyderen tydelig, mens man fra nord først bemærker den, når man er inde i passagen.
Foto 7: ’Lyon’ side mod museet set fra øst/cafeen.
Siderne mod nord og syd (gavlene) er ens bortset fra at den lidt smallere nordlige (en mursten). De står som en bred, trapezformet mur, en smal spalte samt enden af ’tilbageløbsmuren’, der ligner en murpille eller søjle herfra.
Foto 8: ’Lyon’ side mod museet set fra vest.
Samlet ydre udtryk
Lyon er et værk, som på afstand ser simpelt ud uden dog at have et anonymt ydre, men som på tættere hold bliver mere sammensat.
Fra vejen bemærker man umiddelbart de to åbninger, murens opdeling og spalten i den indre mur. Man kan se direkte gennem skulpturen, når man står vinkelret på værket, og samtidig se, at det rummer en trappe. Og man kan fornemme den lavere ’udgang’ i muren mod museet.
Men værket rummer en dobbelthed ved at være både åben og lukket på grund af sidernes forskellighed. Det gør den tung og let på samme tid. Hvad man oplever først afhænger af, hvilken retning man tilgår værket. Det simple udtryk forsvinder især, når man får øje på ’vindfangene’ og på, at åbningen er skæv. Og fra skrå vinkler danner Lyon et indre rum med noget i, man ikke kan se…
Værket er ikke monumentalt på samme måde som museet, men dets udtryk kan ikke undgå at fange én. Måske fordi der er noget tempelagtig over det med de søjleagtige sider, den horisontale orientering og det lineære, lidt stive udtryk. De smalle, høje åbninger gør den mere vertikal end proportionerne tilsiger. Nogle opfatter måske værket som en kisteform eller en stor sarkofag…
Det indre rum
Med et rum i skulpturen skaber Kirkeby en opdeling mellem en offentlig ydre og en mere privat indre sfære, hvor man kan være ’inde i sig selv’. Han skaber samtidig to forskellige udtryk og oplevelser af værket. Der er en stor forskel mellem at se på skulpturen udefra og se og være inde i den.
På en måde virker værket større indeni end udefra. Det indre rum er et snævert rum, jævnfør grundplanen. Af rummets 6,0 m2 udgør det lille rum mod nordøst 1,9 m2 og det større rum mod sydvest 4,1 m2. ’Vindfangene’ mod vejen er 0,4 m2. Man kan opfatte rummet som en slags forrum eller entré til museet. På den anden side fylder trappen næsten rummet ud og sender et signal om, at det er til gennemgang og ikke til ophold. Trappens trin ligner en slags natur sten og ikke specielt bredde (30-35 cm). Trappen lægger ikke op til, at man bruger den til at sidde på. Der er ikke ’tag’ over rummet. Der er frit syn til himlen.
Vindfangenes dybe, smalle nicher virker overraskende på stedet. Jeg følte umiddelbart et ubehag. Det var, som om noget stod på lur her, men fik også fornemmelse af, at de var en form for skabe, hvor man kan hænge sit overtøj (eller noget andet).
Det rektangulære i rummet betyder, at man uvilkårligt orienterer sig mod siderne i ’modstrid’ med trappens forløb op og ned. Jeg oplevede, at det gav en følelse af uro eller usikkerhed og behov for at undersøge/få klarhed over ’hvad er der her’. Men også en indre tilbageholdenhed i og med, at man ’ikke går på skrå’ på trapper. Jeg fik en fornemmelse af, at åbningen – skråt overfor hvor jeg kom ind – førte væk fra stedet.
Murforskyderen og spalten i muren mod museet ’sætter’ det store rum, når man står inde i det. Da muren står ud til kanten af trappen, bliver de på en måde fremhævet. Murforskyderen rykker ved rummet og skaber en form for uforståelig uro. Spalten skjuler ligesom noget set i skrå vinkler, mens den i et vinkelret perspektiv er synlig ind til bunden (foto 9), men man kan ingenting se dernede…
Foto 9: Det indre af ’Lyon’ set fra syd.
Lys og skygge – stier af lys og skygge, transparens og mørke spalter
Placeringen tæt på museet mod nord og rummets bevoksning med træer sætter rammen for lys- og skyggeeffekter. På en eftermiddag i november med lav eller fraværende sol var effekterne begrænset, men man kan få en fornemmelse af mulige mønstre.
Om morgenen og om formiddagen kan rummets træer mod nordøst kaste slagskygge over store dele af værket. Når træerne står uden blade, gætter jeg på, at de kan danne et netværk af sorte streger på Lyon, som kan virke fascinerende.
Fra sidst på formiddagen til midt på eftermiddagen vil Lyon i hvert fald i sommerhalvåret kunne stå oplyst med sol fra sydlige retninger. Besøgende til museet møder et oplyst værk. Solen betyder også, at værket kan lægge en slagskygge på museet med lyse felter, hvor de høje, smalle åbninger lader lyset gå igennem. Murpillerne mod vejen kan danne lange skygger i det indre rum på trappen og værkets ’bagvæg’, og skyggerne kan bevæge sig diagonalt gennem rummet. Omvendt kan åbningerne skabe lyse stier ind i rummet. Jeg kan ikke umiddelbart vurdere, om der er tidspunkter, hvor de høje vinduer i museet danner spejlreflekser i Lyon.
Fra sidst på eftermiddagen og først på aftenen kan effekterne fra morgenen og formiddagen gentage sig, hvorimod værket står i skygge af museet det meste af aftenen.
Uanset tilstedeværelsen af sol kan man gennem de to åbninger i tilbageløbsmurene se museets mur mellem vinduespartierne som hvide firkanter, foto 10. De træder næsten ud/frem som en form for transparens. Ligeledes står spalten i den indre væg mod museet og nicherne i tilbageløbsmurene med sortbrune striber i skrå vinkler uanset vejret.
Foto 10: Lyon set fra syd med ’transparens’.
Tanker og eftertanker – Lyon som et monument, værket og stedet i sig selv, at opleve kunst og en metafor for menneskelivet
I en korrespondance med museet i 1995 omtaler Kirkeby som nævnt tidligere skulpturen som ’A very simple system, that produce a very complex pattern of spaces and looks’[5]. Det er jeg enig med ham i, og det er noget af det fascinerede ved værket. Det betyder samtidigt, de læsninger, man kan indlægge i værket, har noget flertydigt i sig, og at de forskyder sig nærmest, ligesom værket gør.
Prosaiske udledninger og Lyon som et monument
Noget af det første, man tænker om værket er, at det med nærheden til museet må have en tilknytning hertil. Sammenholdt med at værket har et indre rum, føder det umiddelbart nogle prosaiske tanker om, at det har en eller anden praktisk funktion i forhold til museet. F.eks. at Lyon er museets billetkontor. I så fald et kontor med selvbetjening, som det at opleve kunst jo også er… Eller man ser værket som en form for garderobe med tomme vægge uden knagerækker/bokse eller betjening (her kan man efterlade sine forudfattede meninger). Man kan fortsætte med andre praktiske funktioner som et vagtrum ved indgangen. Skal man tjekkes eller aflevere noget for at komme ind? Eller man kan se det som museets rygerum, en form for lastens hule.
Værket kan også forbindes med museets funktion i forhold til kunst. Er Lyon museets anneks, en bygning til det der ikke kunne være i selve museet… Eller den kunst, der ikke er nutidig mere. Så værket på en måde står som et monument over den skæbne, som megen kunst må lide. Måske en form for modmonument? Lyon står som en kontrast til museet, og der er qua størrelsen, formen, farven og materialevalget en indbygget spænding mellem de to. En spænding som også forbinder sig med trappens indbygning.
Nogle vil måske spøge med, at det er uklart, om Lyon er på vej op ad trappen ind i museet (’kunsten er lige på trapperne’), eller om værket er blevet smidt ud af museet og er på vej ned af trapperne…
Værket og samspillet med stedet
Værket i sig selv og den måde, som Kirkeby bruger stedet, finder jeg fascinerende. Udover at han får værket til at forbinde sig med museet, kommer det også til at stå som et sætstykke på pladsen (scenen). Det gør museet til et bagtæppe, og man bliver som beskuer en aktør på scenen. På en måde er det en nedtoning af den autoritet, som museet med dets højde og størrelse udtrykker. Og det er et sætstykke, der fra vejen nærmest ser uskyldigt ud uden mærkelige proportioner. Værkets ’underlighed’ og kompleksitet oplever man først tæt på. Et af de besnærende træk er her brugen af trappen til at lave åbninger af forskellig højde og i forskellige planer.
I det ydre ligner Lyon ikke kendte bygningstyper. Her er form for en parallel til nutidig kunst, der ofte ikke ligner noget, man tidligere har set. Værket har også nogle dobbeltheder. Det er et rum og et murforløb på samme tid, og det indre af værket er både et rum og et ikke-rum på grund af den store åbning. Det er en passage, men værkets placering på tværs af trappen vender på en måde forkert og forstyrrende i forhold til en gennemgang, så man naturligt stopper op.
Værkets enkelte dele er fascinerende. De to forskydninger på de lange sider har forskellig form, åbningerne trækker sig op og gør sig høje og smalle, de dybe nicher i de smalle ’vindfang’ står som skabe, og spalten virker som noget, der har slået revner og forskubbet muren. Rummet er et tomt rum, som på den ene side sender et signal om noget, der er fjernet og forladt og på den anden side om noget, der lige er skabt og klar til at blive taget i brug – som værkerne på museet.
En metafor for nutidig kunst og en brugsanvisning om nutidig kunst
Uanset prosaiske associationer har Lyon ikke en praktisk funktion. Men værket signalerer heller ikke, at det kun er til pynt. For mig står værket både som kunst og som en metafor for kunst og for, hvad kunst kan. Lyon kan ses som en brugsanvisning eller en deklaration af hvad, der kan ske med én, når man møder kunsten. Nogle opfatter det måske som en advarsel…
Placeringen i sig selv knytter værket til kunst. Museets høje, stejle facade kan ses som en (menneskeskabt) klippe, hvor trappen er skabt af materiale fra et skred eller sedimenter aflejret fra museet og dets kunst, og som noget Lyon er bygget på. I forlængelse heraf kan man opfatte værket som museets propylæer eller en ’post-pylæer’ og som et signal om, at man ikke bare kommer lige ind/ud af museet, men skal gøre sig klar/lægge noget fra sig. På en måde forlænger Lyon museet og starter kunsten før og slutter den efter besøget.
At Lyon er bygget op som et rum, skaber muligheder for oplevelser og erfaringer, som vel er typiske for (nutidig) kunst. Dels indfører dets rum en tidslighed ved, at man kan gå rundt om værket, og en usikkerhed ved at man ikke kan overskue det på en gang. Det giver mulighed for en oplevelse af, at værket kan ændre sig undervejs, at nye forestillinger kan dukke op.
På den anden side betyder den store åbning mod vejen, at man udefra kan se lige ind i hjertet på værket (og kunsten). Spalten og murforskyderen bliver udsagn herom. En spalte, hvor man kan se bunden fra nogle vinkler og som fra andre vinkler står helt mørk og lukket. Forskydningen i muren som et billede på, at kunst er noget, der ikke kan stå stille og som skubber og bringer ting (eller opfattelser) ud af balance. Og med det indre rum markeres, at kunst hænger sammen med indre oplevelser.
Den store åbning mod vejen kan også udlægges, som om der er noget, der er brudt op eller er brudt ud. Bryder rammerne som nutidig kunst. Eller, at man skal møde kunst med åbent sind, hvis den skal åbne sig… Tilbageløbsmurerne mod vejen står, som om de er uafsluttet, ’open-ended’. Det kan tydes som, at kunst ikke stopper med selve værket. Eller er et billede på, at kunst aldrig kan blive fuldkommen, altid indeholder en tvivl eller en stræben efter noget uopnåeligt. Andre vil måske opfatte grundplanen som et tegn på, at (nutidig) kunst er noget, der kan vikle sig ind og ende blindt…
Lyon er et passageværk. Det står som et værk, man skal igennem og ud på en anden side. Det kan sammenlignes med at ’tilegne’ sig kunst som en proces, hvor man kan være usikker på, hvad man ser og opfatter – og forhåbentlig finder forståelse (en vej ud) af. Og den proces kan vel som overgange indebære en risiko for blå mærker og knubs.
De enkelte elementer i værket kan man ligeledes forbinde med indholdet af en kunstoplevelse. Åbningerne som indgange til nye muligheder (flere døre, flere muligheder). Trappen kan vise, at kunst kan ses på forskellige niveauer og bringe én på et højere/dybere plan. Det lille, indre rum kan give fornemmelse af en hule eller grotte, et mødested mellem det menneskelige og det guddommelige (kunsten), et sted for genfødsel og en ny erkendelse. Og vindfangene kan ses som vinger, som en mulighed for at hæve sig over de jordiske begrænsninger.
Mange besøgende på museet har givetvis været her før. Jeg tænker, at Lyon for denne gruppe vil stå som en repetition eller en genkaldelse af tidligere besøg, men at der altid vil være nye ting at opdage i værket, jævnfør Kirkebys introduktion. Og at forskellige udstillinger kan åbne for forskellige fænomener i Lyon.
Metafor for almen menneskelige hændelser
Mange af betragtningerne ovenfor om oplevelse af kunst kan mere eller mindre direkte overføres som billeder af fænomener og hændelser i et menneskeliv. Der indtræffer begivenheder (forskydninger), som kan bringe livet ud af ligevægt i en periode, før det finder en vej igen. Der er ’døre’, der åbner sig og viser nye muligheder. Der er nicher og spalter, der rummer overraskelser og åbner (ufrivillige eller sårbare) erindringer fra fortiden. Der er overgange (passager), man sidder fast i, og andre gange er de genveje… Det labyrintiske over værket kan symbolisere vores søgen efter indsigt og forløsning, og der er knuder, der skal løses op under vejs.
Det er ikke sikkert, at det er tanker, man får, når man står i Lyon og er på vej ind for at se nutidig kunst. Men de melder måske senere som eftertanker, hvis man åbner sig som Lyon.
Torsten Karlsson, december 2025
Fotos og materialer:
Foto nr.1-3,6-8,10 Ole Bisbjerg
Figur 1: Tegning fra Per Kirkeby Arkivet, Museum Jorn, Silkeborg
Praktiske oplysninger
Adresse: Quai Charles de Gaulle 81 (hovedindgang)
Parkering: ved museet
Adgang: se museets hjemmeside
[1] Kilde: materiale på sagen, Per Kirkebys Arkiv, Museum Jorn.
[2] Man kan læse om museet på https://www.mac-lyon.com/ . Der er en omtale af Lyon på mappen: artworks-around-museum
[3] Kilde: https://www.mac-lyon.com
[4] Kilde: materiale på sagen, Per Kirkebys Arkiv, Museum Jorn.
[5] Materiale i Per Kirkebys Arkiv, Museum Jorn.
Per Kirkeby skulpturer 