KREMS (1993)

Et åbent kors med nicher og spalter – en gravsten, et symbol på tro og tvivl og rum til eftertanke

Note om Per Kirkebys skulptur i Stein bei Krems an der Donau, Østrig

Short version in English below next section

Kort om skulpturen  

I Stein bei Krems nordvest for Wien står et af Kirkebys store murstenskors. Korset er placeret i en ydre gård/have til Minoritenkirchen, der er en del af et nedlagt kloster på stedet[1]. I dag huser kirken/klosteret tre kulturinstitutioner.

Haven er en mindre skulpturhave, hvor Kirkebys værk indgår som et af to store værker. Det er opført i forbindelse en udstilling som det lokale kunstmuseum kaldte ’Zur zeit’. Haven er indhegnet af en høj mur. Man er i et intimt rum samtidig med, at der er udsigt til vinmarker og huse udenfor rummet. Man har en fornemmelse af at være i et rum, hvor noget har været tidligere som ikke er mere. Her har Kirkeby placeret Krems tæt op ad kirkens apsis.

Der er ikke offentlig adgang til rummet i dag, og antallet af beskuere til værket på tæt hold opfatter jeg som begrænset. Det kan være personale på stedet, folk der holder pause ved arrangementer i institutionerne og deltagere i kunstrundvisninger i byen. Man får heller ikke Krems foræret, men skal bevæge sig rundt om kirken/klosteret for at se værket.

Korsets arme består af fire ens rektangulære ’murstenskasser’ sat sammen vinkelret på hinanden som et græsk kors, men med hulrum i midten hvor armene mødes. Åbningen mellem armene er smal, så man ikke kan gå ind i midten. Armene er godt 1,9 m høje, 3 m lange og knap 0,9 m brede. De har på den ene side en stor indtrukket niche, som man kan sidde i med en murstensbue over og to dybe spalter på den anden side. Samlet måler værkets akser omkring syv meter.

Krems fylder meget i haven, men er alligevel lille i forhold til kirken, som gradvis lægger skygge over værket i takt med at solen bevæger sig på himlen og på en måde ’lukker’ værker ned efterhånden.

Kirkeby kalder selv stedet en kirkegård og værket en gravsten. Jeg tænker værket som en slags gravsten for klosteret, Krems som et minde over fortiden og de munke, der levede her. Et minde om en stærk tro, det er et stort kors. Men korset kan også ses som et symbol på troen i sig selv og dens vedhæng, tvivlen. Det kristne kors, nærheden til kirken, muligheden for at komme ind i troen (nichen), og i modsætning hertil korsarmene, der ikke hænger sammen, de har spalter m.m. Krems danner fire rum, der kan opleves som celler, rum til meditation og eftertanke. Og man kan flytte rundt mellem nicherne og få nyt udsyn, og man kan kravle ind i en niche, en hule og være alene med sig selv og de tanker, der kommer til én.

Foto 1: Krems set fra nordøst

Foto 2: Krems og vinmarker set fra sydøst

Short version in English

An open cross with niches and crevices – a gravestone, a symbol of faith and doubt, and a space for reflection

In Stein bei Krems, northwest of Vienna, stands one of Kirkeby’s large brick crosses. The cross is located in an outer courtyard/garden of the Minoritenkirchen, which is part of a closed monastery on the site. Today, the church/monastery houses three cultural institutions.

The garden is a small sculpture garden, where Kirkeby’s work is one of two large works. It was made in connection with an exhibition that the local art museum called ‘Zur zeit’ The garden is enclosed by a high wall. It is an intimate space, yet at the same time there is a view of vineyards and houses outside the space. One has the feeling of being in a space where something once was that is no longer there. Here, Kirkeby has placed Krems close to the apse of the church.

There is no public access to the space today, and I perceive the number of viewers of the work at close range to be limited. They may be staff on site, people taking a break from events at the institutions, and participants in art tours of the city. Krems is not presented to you, but you have to move around the church/monastery to see the work.

The arms of the cross consist of four identical rectangular “brick boxes” joined at right angles to each other like a Greek cross, but with a cavity in the middle where the arms meet. The opening between the arms is narrow, so you cannot enter the centre. The arms are just over 1.9 metres high, 3 metres long and just under 0.9 metres wide. On one side, they have a large niche that you can sit in with a brick arch above it and two deep crevices on the other side. Overall, the axes of the work measure around seven metres.

Krems takes up a lot of space in the garden, but is still small in relation to the church, which gradually casts a shadow over the work as the sun moves across the sky and, in a way, “closes” the works down.

Kirkeby himself calls the place a cemetery and the work a gravestone. I think of the work as a kind of gravestone for the monastery, Krems as a memorial to the past and the monks who lived here. A memorial to a strong faith, it is a large cross. But the cross can also be seen as a symbol of faith itself and its pendant, doubt. The Christian cross, the proximity to the church, the opportunity to enter into faith (the niche), and in contrast to this, the cross arms, which are not connected, they have gaps, etc. Krems forms four spaces that can be experienced as cells, spaces for meditation and reflection. And you can move around between the niches and get a new view, where you can climb into a niche, a cave, and be alone with yourself and the thoughts that come to you.

Krems og det fysiske rum – den indhegnede nøgne gård/have, kirkens apsis, tre skulpturer, vinmarker og byens tage

Stein/Krems an der Donau og Minoritenkirche

Stein/Krems an der Donau ligger cirka 80 km nordvest for Wien ved Donau i delstaten Niederösterreich. Det er en såkaldt statutarby med omkring 25.000 indbyggere. Byen ligger i et vinområde (Kremstal) og har et gammelt middelalderbycentrum, der er på Unescos verdensarvsliste. Kirkebys skulptur står i en ydre gård/have til Minoritenkirche i den vestlige bydel, Stein, to kilometer fra hovedbanegården og byens centrum. Kirken er bygget sammen med et kloster og fungerede som kirke og kloster for Franciskanerordenen indtil omkring år 1800[2].

Kloster og kirke er fra det 13. århundrede med senere tilbygninger. Bygningerne blev efter klosterets opløsning anvendt til forskellige formål. Fra 1951 har de været brugt til kulturelle formål og fungerer p.t. som udstillingsinstitution, koncertsal og museum for Ernst Krenek (østrigsk komponist). Da Kirkebys værk blev lavet, lå Kunsthalle Krems her, og der var fri adgang til gården fra gaderummet, i dag skal man ind via indgangen til institutionerne.

Grundkort: ©OpenStreetMap- bidragsyderne

Skulpturens store rum

Gården/haven omkring kirken og klosteret er indhegnet af en høj mur. Sammen med bygningerne danner muren et U-formet rum, se kortudsnittet. Muren er indtegnet med sort streg og Krems med et rødt kors. Kirkeby har selv valgt placeringen i rummets sydøstlige del udfor kirkens apsis med støttepillerne. Hans skitse til placeringen er vist nedenstående. Den sydlige arm står to meter fra den nærmeste støttepille i apsis, mens den vestlige arm står tre meter fra.

Figur 1: Kirkebys skitse til placering

Man kan ikke se værket før, man har rundet hjørnet af bygningen henholdsvis apsis. Det rum, hvor værket er synligt, er således rektangulært og omkring 60-70 m langt og 15-17 m bred, hvor det er bredest. Det er et rum med forskellige sider, muren med natursten er cirka 2½ meter høj, klosteret to etager og kirken med tårn noget højere, foto 3 og 4.

Foto 3: Klosterkirken set fra nord

På en måde er man ’nede’ i en kløft med en høj og en lav side. Selv om rummet ikke er smalt, kan man føle sig holdt fanget her samtidig med, at der er udsigt ud af rummet til vinmarkerne mod nord og de øverste etager på de omliggende bygninger uden for muren og byens tage og tårne i det hele taget. Vinmarkerne og de nærmeste bygninger udgør som sådan et ’eksternt rum’ for værket. Kirkeby skriver selv om, at stedet både er by og land. ’Land fordi vinmarkerne tårnede sig op i gribbar afstand. By, da der til den anden udsigt var tage og kirketårne… en by som et stik af Dürer. Eller en baghave i løssluppenhed. Det pippede og summede’.[3] Man kan se på fotos, at der var bevoksning i rummet i 1993.

Foto 4: Rummet set fra nord med jernkorset i forgrunden 

Kirkebys værk er lille i forhold til bygningerne, men fylder godt på grund af rummets begrænsede bredde. I rummets nordlige ende er der en port med en vej til nogle få parkeringspladser (for personalet ved institutionerne?) og et lille plateau, hvorfra man har overblik over rummet. Bunden er græs, og værket har ikke sin egen scene. Der er heller ikke fliser, som fører hen til det, eller gør rummet til en passage[4].

Krems deler rum med et liggende kors i jern og et værk i form af en kaproningsbåd (ikke indtegnet på kortudsnittet). Eva Afuhs jernkors er placeret i 20-25 m afstand mod nord, mens Ona B. Nindos båd er anbragt på apsis lige ved Kirkebys værk, foto 4 og 5. Begge værker er synlige fra Krems uden, man oplever, at de skal spille sammen (udover et fællesskab om en kristen symbolik). De tre værker står som objekter, der skal trække folk til sig og for Kirkebys værk som et sted, hvor man også kan sætte sig. Med korset skaber på en måde indre rum i et indre rum.

Foto 5: Ona B. Nindos båd set fra øst

Uden de tre værker vil rummet virke som et bart rum, ikke uhyggeligt (det er ikke et sted, man kan bruge i en gotisk roman), men med fornemmelse af at være i et rum, hvor noget har været tidligere som ikke er mere. Og rummet er stadig indhegnet, som om fortiden fortsat skal beskyttes. Det er et stille sted uanfægtet af den aktivitet, der foregår udenfor rummet i øvrigt, et intimt rum. For mig forbinder rummet sig med den oprindelige funktion som kloster, ikke de nuværende institutioner. Så kan man gisne om, hvad rummets funktion var den gang: en klosterhave, hvor man dyrkede lægeurter, grønsager, humle? En kirkegård, hvor afdøde munke blev begravet? Et rum til bøn og fordybelse, en ydre fratergård? Det nuværende synlige udtryk giver ikke et svar. Men munkene har været her med det liv deres tilværelse betød af regelmæssighed, afsavn, bønner og messer… og vores forestillinger om det.

Skulpturens nære rum og iscenesættelse af rummet

Det rum, hvor man befinder sig i værkets sfære, er mod syd afgrænset af muren og hjørnet af kirken. Mod nord er afgrænsningen mere flydende og afhænger af ens afstand til jernkorset. Krems laver en korrektion af rummet og skaber et fast holdepunkt qua sin form, længde og højde. mens jernkorset står mere kun som et objekt i rummet. På en måde er Krems en rumopdeler af det store rum og kan give mindelser om de adgangsreguleringer, man drejer rundt i, f.eks. i lufthavne. I det nære rum skaber skulpturen fire mindre rum og tilbyder én ophold med forskellige synsvinkler på omgivelserne. Man kan gå rundt om den, men ikke igennem den. Dens nicher er en opfordring til at sætte sig, og man kan også skjule sig i skulpturen, selv om fraværet af ydervægge betyder, at man altid er i selskab med omgivelserne.

Der er også en dobbelthed tilstede i dens samspil med rummet. På den ene side lægger værket sig op ad kirken/klostret og kristendom, og på den anden side er den også ’sig selv’ med en afvigende farve og horisontal orientering. Det ligger i læ/er beskyttet af kirken, men er heller ikke en tilbygning. Værket ligger efter apsis. En forlængelse af kirkens budskab til verden uden for kirken? Eller, at en anden verden starter her, noget man har med sig selv?

Krems og det sociale rum – personale, besøgende og naboer

Kirkebys værk står i et aflukket, ikke offentligt rum, hvorfor antallet af beskuere til værket på tæt hold givetvis er begrænset. På en måde svarer det til klostrets tid, hvor kun munkene havde adgang til stedet.

Man inddele beskuerne i tre grupper. Der er beskuere udenfor haven/muren, som kan se værket på afstand og sandsynligvis kun værkets øverste del og toppen med det indre murforløb, foto 6. Jeg skønner, at det er  beboere og brugere af husene øst og nord for haven samt folk, der arbejder i vinmarken. Den første gruppe ser måske værket dagligt, mens det for den sidste gruppe drejer sig om perioder med arbejde i vinmarken. En anden gruppe udgøres af personale og brugere at institutionerne på kirken/klosteret, som har adgang til lokalerne med vinduer mod øst. Jeg har ikke noget bud på hvem og hvor mange, der kan være tale om, men i princippet kan det være folk, som har en hyppig adgang til at beskue værket. Endelig er der selvfølgelig folk med adgang til klosterhaven. Der er folk, som har parkeringsplads i den nordlige del af området (mit gæt er som sagt personale), folk, som trækker frisk luft ved arrangementer i institutionerne og som bevæger sig om på østsiden af klosteret. Der er folk, som kommer ved kunstrundvisninger (Krems ’Kunstmeile’) og personale, der holder pauser og bruger rummet i sammenhæng hermed.

De mennesker, der bevæger sig ud i haven, får dog ikke Krems foræret, man skal selv opsøge værket og flytte sig fra indgangen for at finde det. Der er ikke bænke og borde ved værket, en skjult appel om at bruge værkets niche. Jeg gætter også på, at man ved kunstrundvisninger fortæller deltagerne, at man gerne må bruge værket – i modsætning til jernkorset.

Foto 6: Toppen af ’Krems’ set fra øst.

Krems grundplan – fire rektangler i et åbent kors

Man kan beskrive Krems grundplan som fire ens smalle rektangler sat sammen vinkelret på hinanden uden, at de hænger sammen. Eller som et tykt græsk kors med hulrum i midten, hvor armene mødes (’korsskæringen’). Hver arm har en indtrukket niche på den ene side og to spalter i den anden. Hver af korsets rum har to åbne sider og en ’nichemur’ og en ’spaltemur’ som lukkede sider. Med et kors åbner Kirkeby rum i stedet for at lukke dem, som et hus vil gøre.

Grundplan ’Krems’

Korsarmene er 299 cm lange og 87 cm bredde. Rummet i midten er kvadratisk med en side på cirka 110 cm. Murene står i en halv stens afstand og danner en sprække/indgang på 16-17 cm. Det gør rummet utilgængelig for voksne, man kan ikke snyde vej mellem rummene. Samlet set er værket omkring syv meter lang. Værket blev lidt kortere og lidt mere massivt end Kirkeby havde tænkt sig oprindeligt, men ’Godt nok til en gravsten’, som han skriver på en tegning med grundplanen.[5]

Grundplanen er på en måde både enkel og kompleks. Murene sat i korsform og korsarmene er ens. Men værket er alligevel ikke et kors på grund af hullet i korsskæringen. Står armene stille, eller bevæger de sig mod hinanden eller væk fra hinanden? Omvendt skaber symmetrien omkring midten en fornemmelse af fravær af noget tidsligt. Murene er heller ikke bare mure med deres nicher og spalter, og deres tykkelse skaber tanker om, at der er noget indeni. Set fra oven kan grundplanen ligne en tegning af vingerne på en vindmølle. Og det kan ligne noget, der drejer rundt eller som skal drive et eller andet, holde noget i gang…

Krems bygningskrop – ’murstenskasser’ med dybe nicher og spalter

Materialer, sokkel og forbandt

Krems er opført i tysk ’dünn’ normalformat, 24 x 11,5 x 5,2 cm. Den røde sten lagt i et simpelt halvstensforbandt med en lys fuge. Værket har ikke nogen (synlig) sokkel, murstenene står direkte på jorden/græsset, det placerer det i rummets virkelighedssfære. Jeg opfatter ikke, at værket vokser op af græsset, måske fordi det består af adskilte dele, men man har en fornemmelse af, at det skaber en forbindelse med noget under jorden, nogle ikke synlige kræfter eller noget, der har været her før.

Bygningskroppen

Værkets grundelement, ’korsarmen’, kan beskrives som en smal ’murstenskasse’. Med en højde på omkring 1,9 m[6] kan man ikke se over ’korsarmene’. Udover kassens ’nichemur’ og ’spaltemur’ står de korte sider som blanke mure. Under ét er der en stor stoflighed tilstede, og grundelementet kan ses som en skulptur i sig selv med et eget udtryk.

Nichemuren
Nichen er placeret i murens midte omkring 90 cm fra hvert hjørne. Nichens bund starter cirka 45 cm over jorden svarende til almindelig siddehøjde. Nichen er 118 cm høj, 125 cm lang og 50 cm dyb, stor nok til at to mennesker kan sidde ved siden af hinanden eller man kan strække benene ud. Bunden er mursten lagt på langs i halvstensforbandt. Buen over nichen er 1½ sten høj og 1½ sten dyb (cirka 37 cm). Den løfter sig omkring 12 cm på midten. Buen er trukket frem, så den står glat med fronten og danner en åbning mod nichens bagvæg på en murstens bredde eller 12-13 cm, foto 8. På en måde sidder man beskyttet her og så alligevel ikke… Kirkeby taler om, at der siver lys ned ad bagvæggen[7]. Nichen er ikke dyb nok til, at den ligner et ildsted, men på den anden side for dyb til at minde om et afblændet vindue. Dens form modsvarer de afblændede indtræk på kirkens apsis.

Foto 7: Nichen i ’Krems’ set fra nord

Spaltemuren
Spalterne er en halv sten brede og to sten dybe svarende til omkring 13 cm gange 50 cm, foto 1. De to spalter ligger 1½ sten svarende til 37 cm fra hjørnerne. Den blanke mur imellem dem er næsten to m bred og tæt på at være kvadratisk. En slags port med spalterne som hjørnestolper?

Foto 8: Åbningen mellem nichens bue og bagvæggen

Korsskæringen
Det midterste hule rum kan ses som en ’stele af luft’ eller ’ånd’. Det er lodret orienteret i modsætning til ’korsarmene’. Er værket bygget op omkring et indre tomrum? Det skaber en ubestemmelig usikkerhed, på trods af korset og de tykke mure. Måske fordi man forventer, at korset er sammenhængende.

Samlet udtryk

På afstand ligger værket som en horisontal og lav murstenskonstruktion, nogle tykke mure opstillet mod hinanden som danner rum imellem sig, foto 1. Det ’skubber sig ud’ i klosterhaven i modsætning til kirken og klostrets stræben op. Det syner massivt og tungt, monumentalt på en lidt klodset måde qua proportionerne. Korsformen er ikke synlig før, man er tæt på og kan gå rundt om to rum. Med korsarmene lukker værket sig om sig selv samtidig med, at rummene i mellem dem retter sig ud mod én og omgivelserne. Værket ligger solidt, de korte buer giver ikke mig en oplevelse af en mur i bevægelse, snarere at de holder sammen på de to omgivende vægge.

Værket står markant og virker som noget gammelt, som man har ladet stå, et eller andet minde fra en anden tid. Et aflukke i klosterhaven man søgte til for at få læ – eller for bede og finde trøst?

Sat sammen danner elementerne rum, som skaber en følelse af tryghed, man har en krog at være i og kan holde øje med omverdenen samtidig. Der er en fornemmelse af kammer eller celle, man er bag tykke mure, er beskyttet og har en niche, som man kan sidde i. Kirkeby taler selv om, at ’skulpturen er lukket inde i sig selv med de der nicher, som har noget at gøre med den stemning, man forbinder med en middelalderkirke’ (se note 7).

Armene er placeret, så murene flugter med hinanden. Det betyder, at man kan se ind det diagonalt modsatte rum i en spids vinkel og kan se langs murene i de to andre. At stå her hvor enderne ’når’ sammen, uden at kunne komme ind i rummet i midten giver en fornemmelse af noget, man ikke kan nå…

Krems og lys-/skyggevirkninger – de oplyste rum og det vandrende lys

På grund af den tætte placering op ad kirken er årstiden og solens højde på himlen væsentlig for lys- og skyggevirkninger. Om morgenen og formiddagen med sol fra øst eller sydøst står Krems mure og rum oplyst på skift og danner samtidig skygge på kirken bagved. I løbet af dagen lægger kirken og klostret mere og mere skygge ind over værket som sidst på dagen, når solen står i vest, må ligge helt i skygge.

Om formiddagen og først på eftermiddagen i sommerhalvåret kan man som bruger vælge mellem rum, hvor man kan sidde i nichen i solen og lyset eller i skyggen og halvdunkelt. Og afhængig af tidspunktet se skyggen blive stående i den ene eller begge spalter. Jeg tænker også, at skyggens gradvise afdækning af værket på en måde kan opleves som om, at værket ’lukkes ned’.

Tanker og eftertanker – Wittgenstein, stedet og værket, klosterets gravsten, et symbol på tro (og tvivl) og et rum til meditation

Wittgenstein og Kirkeby

Da Kirkeby besigtigede stedet, kom han til at tænke på Wittgensteins Tractatus Logico-Philosophicus (vi er i Østrig), som var en hellig bog i de tidligere tressere i hans kreds. Han refererer nogle af paragrafferne i bogen og nævner, at han ’ledsaget af’ Wittgensteins paragraf om ’billedets afbildningsform’ fik elementerne i værket til at arrangere sig efter ’ukendte svingninger’.  Og at i Wiens lufthavn faldt tingene stort på plads i form af en ikke helt ukendt konfiguration, ’skudt op af de tidligere begravelser bag kirken. Det store kredsløb, eller den altid forpligtigende gentagelse’[8].

Jeg har ikke samme forhold til Wittgenstein som Kirkeby. Men Tractatus’ udsagn om at ’grænserne for mit sprog sætter grænserne for min verden’ har altid optaget mig. Mit sprog begrænser også det, jeg kan sætte ord på i forhold til Krems. Men det erstatter ikke en stærk sansemæssig oplevelse af stedet og værket, som sætter sig i kroppen, og som man ikke glemmer. Og det tror jeg ikke, at jeg er alene om.

Stedet og værket i sig selv

Noget fanger én ved stedet og værket i sig selv og den måde, det står på i klosterets og kirkens indhegnede rum. Uden skulpturerne er stedet et nøgent rum, og dets størrelse virker for lille i forhold til bygningerne. Det er som om, at rummet gemmer på en anden og større fortid, og der er noget forstemt over det. Jeg tror, at mange med afsæt i klosteret og kirken umiddelbart tænker på stedet som en kirkegård (som Kirkeby) eller en klosterhave. Et sted hvor noget skal vokse og gro, eller et sted hvor der skal være fred og ro. Det er som om, at livet og døden er til stede her på samme tid (’det store kredsløb’). Billedet af en kirkegård står nok stærkest for mig og med den tanker om begravelser og afsked med mennesker, der har stået én nær.

Med selve værket gør Kirkeby ’korsets tegn’. Det kan udlægges som et afværgemiddel mod, at onde ånder eller dæmoner skal komme ind på klostrets og kirkens område, en forstærkning af murens beskyttelsesfunktion. Men muren og det indhegnede rum kan også give tanker om at være fanget, fængslet, at være ufri… at der ikke kun er noget, som skal holdes ude for at noget kan holdes inde her.

Korset er på én gang både enkelt og komplekst. Det er et ’underliggjort’ kors, et kors hvor armene ikke hænger sammen. Og armene er ikke bare arme med deres indbyggede nicher, spalter og murforløb. Nicherne gør, at armene set fra siden kan minde om vægge med en ramme, hvor et billede eller en ting mangler. Kirkeby skaber en illusion, men også en kilde til erindringer og associationer. Nogle vil måske mene, at han med nicherne bogstavelig talt gør det muligt ‘at krybe til korset’… Med spalterne bliver hulmurens forløb til noget levende, og giver værket et ’indre liv’, eller måske er det en slange…

Klosterets gravsten

Kirkeby skriver om, at mens han var på stedet, begyndte gravstenene at gro op, ’som svampe ved roden af det højstammede kor’ (se note 3). Og han kalder værket for en gravsten. Skal værket stå som en slags gravsten for de munke, der levede her og virkede igennem 500 år? Er Krems et minde om fortiden og klostrets beboere, munkene? De enkelte munke er glemte i dag, en skæbne, der også overgår de fleste af os med tidens gang, udødelighed er forbeholdt de få. Med et kors som gravsten ser jeg en markering af et liv, der handlede om en tro, der var stærk og inderlig – det er et stort kors[9].

Krems som symbol på tro (og tvivl)

Man kan se værket som et symbol på troen, men også på dens følgesvend, tvivlen. Korset i sig selv er et kristent symbol på tro, på frelse gennem Kristi lidelse og offer. Med placeringen uden for kirkens rum markeres, at tro ikke kun er noget, der praktiseres i forbindelse med kirkelige handlinger etc. Men med nærheden til kirken og apsis (alterets plads) bliver også signaleret, at troen er forbundet til ordet og handlingerne her. Det midterste tomme rum kan ses som en slags Axis Mundi, et sted, der forbinder mennesker og Gud. Nicherne og muligheden for at ’komme ind’ i værket kan opfattes som en markering af, at troen er noget inde i én. Derudover symboliserer nichen i religiøse bygningsværker en ’verdens hule’, som rummer helligdommen og guddommens tilstedeværelse. Og åbningen mod himlen kan ses som et billede på guddommens lys, der skinner ned i verden[10].

På den anden side har Krems reference til tvivlen. At det tomme rum i midten skyldes, at korset er ved at gå fra hinanden eller er det allerede. Og det er i øvrigt et rum (en kerne), man ikke kan komme ind i. Armenes kasser kan opfattes som kister eller sarkofager, så man i stedet for at ‘komme ind i troen’ er i sin egen begravelse.  Spalterne står som sorte streger, som om de indeholder nogle mørke kræfter eller fortrængninger, og de er dybe. Eller de kan ses som noget, der sprækker, er ved at gå i stykker og som et billede på lidelse og smerte. Nogle vil måske opfatte, at muren og korset er ved at knække. Og forbinde det indre murforløb med usikkerhed og svaghed. Krems nærhed til kirken er også tvetydig. Kirken er tom, forladt og kaster sin skygge over værket det meste af dagen. Tro og tvivl er ikke udelukkende forbundet med religiøsitet. Jeg tror, at mange vil kunne overføre symbolikken til andre sammenhænge og hændelser i livet.

Krems og meditation

I Bygningskunst taler Kirkeby om, at Krems er et sted for kontemplation eller meditation. ’Man kan gå hen til den sætte sig i den og sidde helt stille. Det skal være sært nok til, at man sætter sig ned’ (note 7).

Med klosterets mur om området skabes en ydre ramme for meditation og tankevirksomhed ved at gøre det til et lukket rum i forhold til omverdenen. Og Krems danner med sit kors indre rum i det indrammede rum, det står som en slags kerne. Jeg oplever korsets rum som åbne celler. Med de fire celler er det muligt at flytte sig, finde sin egen celle (og niche) og få forskellige udsigter og måske indsigter.

Selve nicherne er tomme, som beskuer skal man selv udfylde dem – med ting eller os selv/vores selv. Man kan opfatte nicherne som et sted til at sætte noget ind i, en jesusfigur, en helgenfigur og bede til sin gud(er) her (jeg ser en parallel til byens Dominikanerkirche, der har en stor niche i en af kirkeskibets mure). Nogle får måske lyst til at sætte en urne – bisætte noget, slutte noget af her, lave et kolumbarium. Man kan kun opleve Krems fuldt ud ved at sætte sig i en af nicherne, gå fra beskuer til bruger. Min umiddelbare oplevelse var at blive suget ind på en eller anden måde. Man kan trække sig ind i sig selv, være beskyttet som i en livmoder eller en hule, hvor tankerne kan udvikle sig, måske få en åbenbaring, mindre kan nok også gøre det… Meditation kan være om tro, tvivl og kristendom, men også om alt andet og for eksempel dreje sig om oplevelser i stedets nuværende institutioner. Korset er måske et anneks til kirken, men det er ikke en tilbygning.

Torsten Karlsson, maj 2025

Foto nr. 2-4, 7 og 8:  Ole Bisbjerg

Praktisk

Adresse: Minoritenplatz, Stein/Krems an der Donau
Parkering: på Minoritenplatz

Adgang: via Forum Frohner i åbningstiden. Det kan være en god idé at kontakte Kunsthalle Krems først, se website.

[1] I værkfortegnelsen Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis. Kunsthaus Bregenz 1997 benævnes værket som Stein bei Krems.

[2] Jeg opfatter, at ’Minoriten’ refererer til, at Franciskanerordenen på latin hed Ordo Fratrum Minorum, ’Mindrebrødrenes Orden’

[3] Per Kirkeby: Fisters Klumme. Borgen 1995, s. 101.

[4] I Værkfortegnelsen (note 1), ser det ud til at der i 1997 har været en sti med knækfliser til værket langs kirkens apsis.

[5] Kilde: materiale i arkivsagen, Per Kirkebys Arkiv, Museum Jorn.

[6] Beregnet ud fra antal synlige skifter.

[7] Lars Morell: Per Kirkeby. Bygningskunst. Aristo 1996. Side 152.

[8] Kilde: se note 3, side 102.

[9] I forbindelse med værket ’Opstandelse’ på Frejlev Kirkegård, skriver Kirkeby i øvrigt, at ’kirkegårdens mysterium er vel opstandelsen.’ Og at ’En kirkegård må have en ting, der rummer denne kraft’. Per Kirkeby: Kursiv, Borgens Forlag, 2007, side 166.

[10] Politikens symbolleksikon. J.C. Cooper, Politikens Forlag,1996.