RECKLINGHAUSEN (1996)

Rumopdeler, mæander og passage, Krigsmindesmærkets nekrolog

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Recklinghausen

Short version in English below next section

Kort om skulpturen

Til Recklinghausen har Kirkeby lavet en stor mæander. Værket er fra 1996 og opført i røde sten. Værkfortegnelsen bruger bynavnet om skulpturen [1]. En plade på stedet benævner den ’Backsteinskuptur für Recklinghausen’.

Recklinghausen ligger i Tysklands Ruhrdistrikt. Skulpturen blev opstillet i forlængelse af en udstilling af Kirkebys værker i byens Kunsthalle. Værket står i et lille, grønt anlæg med et krigsmindesmærke i form af en granitmur med jernplader med navne. Omgivelserne består af en blanding af butikker, kontorer og boliger, både nyt og gammelt byggeri, og med trafik igennem fra flere retninger. Recklinghausen står som en slags bymur, der opdeler rummet i et gade/passagerum og et minderum. Med sin placering præsenterer værket sig dagligt for mange mennesker, og det virker som en integreret del af byens liv.

Mæanderen er lang og smal, 26,1 meter lang, 2,7 meter bred og 5,5 meter høj. Der er noget monumentalt og klassicistisk over den på grund af dens placering og enkelhed med høje piller, store porte og brede buestik. Det er en dobbeltpassage, man kan gå gennem den mod Krigsmindesmærket eller parallelt med et gadeforløb. Værkets seks indre rum er åbne i gadeniveau og lukkede for oven i murforløbet. De indre tværmure er højere og portene lavere end portene på de lange sider. Hjørnepillerne er en raffineret form for dobbeltpiller.

Jeg oplever Recklinghausen som en vellykket og æstetisk løsning af områdets rumfunktion. Derudover skaber værket associationer i flere retninger. Udover de tanker, som man kan lægge i en bymur, kan man med de store porte opfatte værket som et objektiv, man ser verden gennem fra to sider. Passagen kan lede tankerne hen på en korridor, en smal strimmel land/rum, hvor man kan komme gennem med frit lejde. Eller med mæanderen som udgangspunkt, en tur gennem livets op – og nedture på to planer. Men mæanderen kan også ses som en nekrolog over de døde i Krigsmindesmærket. Og mange vil måske se værket som en ruin fra krigen, og som et vidnesbyrd om krigen som ødelæggelse og død fremfor heltegerninger.

Foto 1: ’Recklinghausen’ set fra sydøst med Krigsmindesmærket i baggrunden.

Foto 2: ‘Recklinghausen’ set fra nordøst.

Short version in English

Room divider, meander and passage, War Memorial obituary

Kirkeby created a large meander for Recklinghausen. The work dates from 1996 and is in red stone. The catalogue of works uses the city name for the sculpture [1]. A plaque at the site refers to it as ‘Backsteinskuptur für Recklinghausen’.

Recklinghausen is located in Germany’s Ruhr district. The sculpture was erected as an extension of an exhibition of Kirkeby’s works in the city’s Kunsthalle. The work stands in a small, green park with a war memorial in the form of a granite wall just outside the city centre. It is an urban space with a mixture of shops, offices and homes, new and old buildings, and with traffic passing through from several directions. The work stands as a kind of city wall, dividing the space into a street/passage space and a memorial space. With its location, the work is seen by many people every day and seems like an integral part of city life.

The meander is long and narrow, 26.1 metres long, 2.7 metres wide and 5.5 metres high. There is something monumental and classicist about it due to its location and simplicity with high pillars, large gates and wide arches. It is a double passageway that can be walked through towards the War Memorial and parallel to a street. The work’s six interior spaces are open at street level and closed at the top of the wall. The inner cross walls are higher and the gates lower than the gates on the long sides. The corner pillars are a refined form of double pillars.

I find Recklinghausen to be a successful and aesthetic solution to the spatial function of the area. In addition, the work creates associations in several ways. Apart from the thoughts that one might associate with a city wall, the large gates allow one to perceive the work as a lens through which one can see the world from two sides. The passageway may bring to mind a corridor, a narrow strip of land/space through which one can pass freely. Or, with the meander as a starting point, a journey through the ups and downs of life on two levels. But the meander can also be seen as an obituary for the dead in the War Memorial. And many may see the work as a ruin from the war, and as a testimony to war as destruction and death rather than heroic deeds.

Recklinghausen og det fysiske rum – et lille minderum og et stort gaderum, Krigsmindesmærket og passagen

Recklinghausen ligger i Nordrhein-Westfalens Ruhrdistrikt, 30 km nordøst for Essen og 30 km nordvest for Dortmund. Kirkebys værk står i bymidten, lige udenfor den gamle bykerne, 400 m fra banegården og 900 m fra rådhuset. Recklinghausen er placeret i et lille grønt anlæg, der rummer et krigsmindesmærke for faldne og ofre under 1. og 2. verdenskrig [2]. Området ligger op til stedet, hvor den gamle bymur har gået, og hvor der har været en byport, Lohtor (’Loh’ betyder krat). ’Wall’ i gadenavnene Herzogswall og Kürfürstenwall kan oversættes med ’vold’, se kortudsnittet.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Krigsmindesmærket

Krigsmindesmærket har naturligvis en særlig position i rummet. Det er en 2½-3 meter høj mur af store granitblokke, der er lagt som en bue og vel omkring 30 meter langt. Det er ikke gemt væk på en kirkegård, men trukket frem i byrummet som et monument for en særlig fortid. Selve mindesmærket er hævet tre trin over terrænet på et lille plateau og beskyttet af en lav mur foran, foto 3.

Foto 3: Krigsmindesmærket set fra sydvest (foto Ole Bisbjerg)

Granitblokkene sender et signal om klippe og noget, som er urokkeligt, blivende. I murens ender er der er porte med indgang til en park bagved, en tidligere kirkegård, og i midten et kapellignende rum med gitter foran og en indskrift med en dedikation til byens ’faldne sønner’ på bagmuren. ’Kapellet’ og portene har spidse buer. I den vestlige ende står et større krucifiks med den korsfæstede Jesus og Maria og Johannes ved siderne (ses ikke på foto 3). På murene er der anbragt otte store støbejernsplader med navne på 2260 faldne fra første verdenskrig samt nogle faldne i forbindelse med uroligheder i 1920 (Ruhropstanden) og 1923-24 (kampe mod Frankrig).

På den lave mur foran mindesmærket er indhugget en indskrift som minde for de faldne i de to verdenskrige og en indskrift for ofrene i hjemstavnen (’Heimat’). Desuden er opsat en plade som et minde over de mennesker, som naziregimet forfulgte, deporterede eller myrdede på grund af deres race eller overbevisning samt en plade med en art erklæring om flygtningene fra Østpreussen. Der er en form for ’lavmælthed’ over mindesmærket, det ’råber ikke til himlen’, og det er, som om at den buede form optager den smerte, de mange navne repræsenterer.

Skulpturens store rum

Det store rum, hvor man kan se Kirkebys skulptur, er trukket op med en blå streg på kortudsnittet. Rummet spreder sig fra værket ud ad vejene, der omgiver det grønne anlæg. Rummet er organisk, idet længden af indsynet til skulpturen er afhængig af årstiden og forekomsten af blade på træerne langs gaderne.

Det er et byrum med en blanding af butikker, kontorer og boliger. Der er både nyt og gammelt byggeri, og rummet kan give et lidt rodet eller planløst udtryk. De store træer i rummet og det grønne anlæg bevirker, at bygningsmassen opleves mindre tyngende fra de fleste retninger på trods af de forholdsvis smalle gader. Til gengæld skaber trafikken en form for uro i rummet, selv om der ikke bliver kørt stærkt en lørdag formiddag i oktober. Man kører ikke til stedet, men gennem det, og det giver et konstant, roligt skifte af køretøjer i bevægelse i takt med trafiklysene. Den retning, man kommer ind i rummet fra, giver forskellige vinkler på Recklinghausen og værkets samspil med omgivelserne med nogle interessante modsætninger, sammenlign f.eks. foto 4 og 8.  

Man kan inddele rummet i fire dele. Der er det centrale rum, hvor Recklinghausen og Krigsmindesmærket ligger. Rummet er trapezformet og cirka 50 meter fra nord til syd og 60 – 70 meter fra øst til vest, hvor det er bredest i nordenden. Rummet er afgrænset af gader og bygninger på tre sider. Mod syd af Herzogswall, en firesporet gade med mindre træer langs vejbanen og et moderne stål/glasbyggeri, herunder et højhus på 11-12 etager, der huser en sparekasse, foto 4. Mod vest afgrænses rummet af Beisinger Weg, en tosporet gade med et nyere klinke beklædt toetages byggeri (Sygekassen IKK), foto 5. Gaden falder jævnt mod Herzogswall. På østsiden danner Am Lohtor med et ældre to-treetages byggeri med butikker i stueetagen og en tosporet gade rummets afgrænsning, foto 6.

I rummets midte ligger selve det grønne anlæg med en græsplæne, som en slags forplads til mindesmærket. Plænen er indrammet af brede chausse stens belagte stier og med træer og buske, bænke m.v. på øst- og vestsiden mod gaderne. Krigsmindesmærket og et nyere rødstenshus står som afgrænsning (et lidt underligt par) mod nord, foto 3, og mod syd Recklinghausen. Mindesmærket ligger op til kirkegårdsparken. Med kirkegårdsparken som bagtæppe er det, som om rummet forsvinder bag mindesmærket. Omvendt skaber sparekassens tårn en barriere og en fornemmelse af, at der her er ’noget på den anden side’.

I de to gader nord-syd parallelt med anlægget, Beisinger Weg og Am Lohtor, er indsynet til Recklinghausen omkring henholdsvis 100 meter og 50 meter, og det skærmes delvis af de høje træer mod det grønne område, foto 5 og 6. På Beisinger Wegs østside ligger kirkegårdsparken, der omgivet af en høj kvadre stens mur med store træer.  Am Lohtor har etagebyggeri mod den gamle kirkegård og mod øst. Der er butikker i stueplan og lejligheder på østsiden af gaden og ud fra trafikken virker den til at være en indfaldsvej nordfra.

Foto 4: Det centrale rum med Herzogswall og sparekassen set fra Krigsmindesmærket, (foto Ole Bisbjerg)

Foto 5: Beisinger Weg set fra syd

Foto 6: Det centrale rum med Herzogswall og Am Lohtor set fra vest

Det lange gaderum i øst-vestlig retning udenfor det centrale rum dannes af Herzogswall og Kurfürstenwall. Fra den sidstnævnte gade kan man se Recklinghausen på omkring 300 meters afstand. På grund af gadens drejning og bygningerne langs gaden, kan man opleve det, som om værket står midt på gaden, når man kommer herfra. Værket står på en måde som i en slugt og som et endemål, foto 7. Men det kan også ses som en forlængelse af det ældre byggeri på højre side, Indsynet fra Herzogswall er kortere omkring 100 meter på grund af gadens drejning, her dukker værket mere pludseligt op. Gadernes byggeri er en blanding af nyere og ældre byggeri i røde sten eller pudsede mure.

Foto 7: Kurfürstenwall med ’Recklinghausen’ set fra øst

Münsterstraβe sydøst for det centrale rum fører til/fra den gamle bykerne. Når man kommer herfra dukker Recklinghausen pludseligt op som et stort værk 30-40 meter før krydset ved Am Lohtor, foto 8. Der er en stor kontrast fra snævre og skæve gågader til skulpturens rum med træer, grønt og gader med biltrafik. På hjørnet ligger en femetages høj markant ældre ejendom med udsmykket facade.

Foto 8: ’Recklinghausen‘ set fra syd, Münsterstraβe

Skulpturens nære rum

Jeg opfatter ’det centrale rum’ som Recklinghausens nære rum, her er man i værkets sfære, selvom man ikke fysisk er tæt på det alle steder. Det er man kun i den nederste del af det grønne anlæg mod gaderne. Fra værket er der syv meter til Herzogswall med et mellem-liggende bed med tætte, lave buske, foto 1. Mod Beisinger Weg og Am Lohtor er der fem til seks meter, og afstanden til mindesmærket er omkring 30 meter.

Rundt om værket er bunden belagt med brosten i et buet mønster mod mindesmærket. Recklinghausen står parallelt med Herzogswall, værket ligger frit og ’fører sig frem’ på stedet, man kan se det i fuld skala i mange vinkler. Før 2023 var der en fodgænger-overgang midt ud for værket, som er fjernet, så ’kontakten’ med værket sker nu fra enderne. Det gør måske, at værket i dag bliver mere oplevet som en passage end som en port.

Hvad gør skulpturen ved rummet?

Jeg ser det nære rums funktion som dobbeltsidet. På den ene side er det en passage for mennesker på vej igennem byen og på den anden side et rum, hvor man opholder sig for at mindes døde i verdenskrigene og under naziregimet. De to perspektiver udelukker ikke nødvendigvis hinanden.

For Kirkeby har placeringen, størrelsen og udformningen af skulpturen naturligvis været begrænset af de funktioner, som skal fungere på stedet. Det gælder f.eks. en sikker afvikling af den kørende og gående trafik. Det betyder vel, at fodgængere og trafikanter skal kunne orientere sig til siderne i rummet. Det er håndteret ved at trække værket lidt væk fra gaderne og lave gangarealer rundt om det. Med skulpturens store åbninger kan man også se igennem den og stadig orientere sig.

Recklinghausens proportioner er afpasset til rummet, og dens udtryk er efter min opfattelse ikke stødende i forhold til den øvrige arkitektur. De svagt løftede segmentbuer kan man også se i nogle af bygningerne på Kurfürstenwall. Og med sin volumen og farve giver værket stedet en identitet udover Krigsmindesmærket. I bykernen er der både skilte til skulpturen og mindesmærket. For både trafikanter og fodgængere vil passagen af en lang skulptur skabe en oplevelse af form for en tidsforløb. Og som en foldet mur tilfører den også på en måde nogle kræfter, som ikke var her i forvejen, noget uforløst?

Som en slags bymur adskiller værket rummets to funktioner – gade/passagerum og minderum. Værket skaber et mere reelt minderum ved at skærme mindesmærket af for trafikken på Herzogswall (og Sparekassens tårn), og det giver mere ro og privatsfære for folk, der skal besøge mindesmærket.

Værket støtter dannelsen af et egentligt gaderum ved at fylde hullet i det grønne område ud med et byggeri, ikke et hus, men dog et værk af mursten. Det gør det ikke så påtrængende som en granit- eller bronzeskulptur, man ser det håndværksmæssige udtryk, før man ser kunsten [3]. Og man kan sige, at værket omvendt skærmer trafikken for at blive distraheret af mindesmærket og de ting, som det repræsenterer… Samtidigt hjælper det passagen ved at vise retning, værket står parallelt med gaden, det peger ikke på mindesmærket. Det står som en passage i passagen. Og folk går igennem det for mig at se som en naturlig ting.

Recklinghausen og det sociale rum – folk undervejs og folk, der mindes

Recklinghausen har omkring 120.000 indbyggere, og man kan mærke, at pulsen her er en anden end i de nærliggende større byer, der er ikke det samme ’hastværk’. Byens størrelse og et mere nært miljø var måske også en af årsagerne til borgerprotester og politisk diskussion inden realiseringen. Finansieringen måske en anden, bl.a. forsøgte Recklinghausen Kunsthalle at sælge mursten som støtteaktion [4].

Med skulpturens placering præsenterer den sig dagligt for mange mennesker. På en lørdag formiddag i oktober var der hele tiden både gående og kørende trafik i gaderummet. Det er svært at sætte tal på, hvor mange der ser og bruger skulpturen, og om det er særlige befolkningsgrupper. Jeg gætter på, at der er en stor gruppe faste, daglige ’brugere’ af værket ud fra placeringen. Og uanset baggrunden for at være i skulpturens rum tror jeg, at mange lokale har en eller anden relation til de faldne eller ofrene fra mindesmærket, som må have betydning for folks oplevelse af Kirkebys værk i større eller mindre omfang.

Man kan inddele beskuerne til Recklinghausen i beboere og folk, der arbejder i området, besøgende til Krigsmindesmærket, gående til/fra byen og trafikanter. Af beboerne i området kan nogle kan se skulpturen fra lejlighederne og andre ikke, men begge grupper kan være brugere af anlægget og skulpturen til gennemgang, hundeluftning og til trække frisk luft og dermed have mulighed for at sanse værket, dets indre rum og eventuelt gå ind/igennem (og samtidig blive en del af skulpturen for andre beskuere). Det samme gælder for folk, der arbejder i området. En stor gruppe udgøres sikkert af personale i sparekassen med kontorer på nordsiden. De besøgende til mindesmærket og gående har samme mulighed for en direkte kontakt med skulpturen. Trafikanter i bil, busser eller cykel nok har fokus på trafikken, men ikke kan undgå at se skulpturen og opleve dens nærhed, specielt hvis de skal holde ved trafiklyset i krydset mellem Herzogwall og Am Lohtor.

Recklinghausens grundplan – en lang og smal mæander, en dobbeltpassage med rektangulære rum og dobbelte hjørnepiller

Recklinghausen er en lang og smal mæander, den har en længde på 26,1 meter og en bredde på 2,7 meter. De lange sider kan beskrives som tre brede porte og tre indtræk. De to ender er smalle porte, der gentages som tværmure eller indre porte i foldningen. Den foldede mur danner seks åbne, rektangulære rum, der er omtrent dobbelt så lange, som de er brede.  I princippet er værket en dobbeltpassage, man kan gå igennem på langs gennem lange og smalle rum og på tværs gennem et bredt og kort rum. Portene og åbningerne i gadeniveau udvisker næsten indtrykket af mæander, hvorimod murforløbet i overmurene er lukket, her er den ’rigtige’ mæander.  

Grundplan Recklinghausen

Mæanderens hjørner er specielle. De er ikke ’bare’ hjørner’, men murpiller og en form for dobbeltpiller med et raffineret forløb og i sig selv mæandere. De måler 1,0 meter gange 0,6 meter. Den ene lange side er lige med en spalte på en ½ stens dybde, den anden lange side forskubber sig med et udtræk og en spalte på en ½ stens dybde. Pillerne er placeret med den lige side ud ad, så udtrækket i den anden side vender mod den indre port. Herved opnår Kirkeby en symmetri i pillernes placering i forhold til de ydre åbninger og en spejlvending i forhold til de indre. Han taler selv om en ’asymmetrisk symmetri’ og ’pilastre’ [5]. Man bemærker, at pillerne ’stikker ud’ i enderne af mæanderen. Et signal om der skal fortsættes, bygges videre? Eller at det er standset før tid?

Recklinghausen – hjørnepille

Recklinghausens bygningskrop, form og udtryk – en ’kolonnade’ med buestikåbninger, en tunnel med skakter

På trods af en højde på 5,5 meter er Recklinghausen næsten fem gange så lang, som den er høj [6]. Det horisontale underbygges af åbningernes flade segmentbuestik. Værket er stor som skulptur betragtet, uden at den virker overdimensioneret i forhold til rummets størrelse og bygninger.

Umiddelbart er det de lange siders store buestikportåbninger, der fanger opmærksom-heden. De store åbninger giver skulpturen en form for afklædthed. Og gentagelsen af den samme, enkle form giver skulpturen et monumentalt udtryk. Den har en egen værdighed eller alvor over sig, og man får en fornemmelse af, at der her er mere end ren æstetik, noget dybere.

Materialer, forbandt og sokkel

Recklinghausen er bygget med en rødflammet mursten lagt i et simpelt halvstens forbandt med en lys mørtel. Værket har ikke nogen sokkel eller synligt fundament, men står direkte på det grønne anlægs chaussésten i det buede mønster (en gentagelse af buestikkene). Det placerer værket i rummets virkelighedssfære. Jeg oplever ikke, at det vokser op ad jorden, men har en fornemmelse af, at det skaber en forbindelse med noget under, nogle ikke synlige kræfter Stenene hænger sammen med hele anlæggets belægning og forbinder dermed værket med mindesmærket og med gaderne.

Den ydre bygningskrop

De store, høje porte er det bærende element i de lange sider, foto 9. Portene er kvadratiske med en højde og en bredde på 5,5 meter. Portåbningen har en højde på 3,8 meter og overmuren er på 1,7 m, buestikket er 1½ sten høj og løfter sig omkring 10 centimeter. I bredden er åbningen 3,5 meter og pillerne i siderne 1 meter, spalterne er på en ½ stens bredde og dybde er ført igennem fra pillens fod til top. De indrammer portene, men også indtrækkene. Pillerne er som nævnt trukket ind i indtrækkenes åbninger, så åbningerne ’kun’ bliver 2,8 meter.

Foto 9: Port set fra syd, Herzogswall

Med tre porte i hver side er der noget næsten triptykonisk over værket, en form for altertavle som også ses i mindesmærket. De store åbninger gør, at man ikke kun ser skulpturen, man ser gennem den. Konstruktionen af åbningerne er valgt bl.a. for at fastholde indblikket til krigsmonumentet [7]. Åbningerne er højere end mindesmærket, så man fra Herzogswall kan se mindesmærket i fuld højde på trods af terrænets stigning. Omvendt føler man ikke, at udsynet fra mindesmærket mod Herzogswall er trykket, foto 4. Åbningernes flade buestik leder desuden blikket igennem og ikke opad. En anden effekt er, at åbningerne sammen med spalterne skaber indrammede billeder. Portenes store spænd giver derudover en særlig forfinet horisontal stræben i værket, det er, som om overmurene svæver. Man skal se de lange sider i meget skrå vinkler før, mæanderen ’lukker’ de indre rum. I langt de fleste vinkler står værket som en række ind/udgange.

Det bærende element i de korte ender og de indre mure er en smal port. Den er 5,5 meter høj og 2,7 meter bred, omtrent det halve af portene på de lange sider. Kirkeby har også gjort åbningerne lavere og smallere med en højde på 2,8 meter og en bredde på 1,5 meter. Åbningerne bliver som en bred dør. Det giver omvendt en højere overmur, 2,7 meter. Buestikket er på 1½ sten i højden og løfter sig cirka 5-6 centimeter. Pillerne er 0,6 meter i bredden med en gennemgående spalte, hvis placering følger den lange side med indtræk, se grundplanen. Der er syv smalle porte, og de danner en tunnelagtig gennemgang, foto 10. I enden af tunnelen skaber åbningen et lille, udskåret billede, zoomet ind på en måde, men også en markering, at der en vej igennem.

Foto 10: ’Recklinghausen’ indre gang set fra vest

På afstand kan værket minde om en kolonnade[8]. En kolonnade leder blikket videre, det gør Recklinghausen også, men mæanderen gør det horisontale mindre stramt, og giver det indre rumforløb mere vægt. Og måske en tvetydighed i værket, som om der er noget mellem inde og ude. Forskellen i højden mellem overmurene på tværs og på langs betyder, at rummene lukker sig mere på langs. Det gør, at værket ikke bare er en foldet mur, men noget mere.

Den indre bygningskrop

De indre rum er rektangulære med en længde på 3,8 meter og en bredde på 1,8 meter. Der er højt til loftet og ingen tag og mure, og rummene står rå og ubeskyttede.  

Man kan kun opleve skulpturen fuldt ud ved at gå ind i den, gå fra beskuer til bruger. Og man oplever en forskel mellem det ydre og indre rum, mellem en offentlig og en mere intim sfære. Men med de store åbninger bliver man aldrig (helt) alene, selvom man trods alt kan gemme sig bag pillerne… Man føler sig lille, når man går ind og gennem de store porte, som om man skal til noget større, hvilket underbygges af chausséstenenes buemønster.

Det opleves mere trangt at gå gennem værket på den lange led. Dels er portene meget smallere (de lægger ikke op til at man skal gå to og to). Dels virker de høje overmure på tværs trykkende, man føler sig holdt nede, lidt som i en skakt. Og oplevelsen ændrer sig ikke med de åbne sider, man har fokus på næste (snævre port), hvor især spalterne fanger blikket.

Recklinghausen – tunge skygger på overmure og piller

På en solrig efterårsdag med lav formiddagssol i sydøst fungerer skulpturen, træerne og bygningerne i rummet som en stor ’lys-/skyggemaskine’. Med værkets placering og dets store åbninger for oven og i siderne gætter jeg på, at ’maskinen’ er i ’drift’ hele dagen.

Recklinghausen selv får slagskygge fra de høje bygninger mod syd, specielt Sparekassens højhus. Jeg skønner, at skyggen herfra om eftermiddagen vil bevæge sig hen over værket som viseren i et solur.

Med sol i sydlige retninger kaster skulpturen skygge af portene på det grønne anlæg og danner en dobbeltskulptur. Skyggen vil danne forskellige ’forvrængninger’ i løbet af dagen, som om den følger efter Recklinghausen. I værkets indre kan man se skyggerne som skrå, mørke bånd på piller og overmure, og måske som tunge ’gardiner’ med sol fra øst eller vest. Det vil sige, når folk er på vej til eller fra arbejde. Samtidig danner pillerne lange skygger i indtrækkenes bund. Man møder skygger ved en gennemgang, og de følger én på vejen igennem, som noget man ikke kan slippe af med… De ydre spalter kan i skrå vinkler stå som mørke streger, uden at det virker som noget, der kommer fra bunden af spalten.

Tanker og eftertanker …  bymur og objektiv, mæander og livets forløb, nekrolog for Krigsmindesmærket, ruin og vidnesbyrd om krig

Mine tanker og eftertanker samler sig om fire temaer, som supplerer hinanden.

Bymuren og rumadskiller

Man kan se Recklinghausen som en genopførelse af byens bymur/port, en mur mellem bykernen og det uden for. Men i en moderne form som en foldet mur. Det giver en fornemmelse af noget, der bevæger sig. Den står som en spejling af trafikkens stop-go bevægelse og som et budskab om, at man skal igennem noget, ikke nødvendigvis muren…

Værket kan som tidligere nævnt ses som en opdeler af rummets dobbelte funktion som minderum og gaderum. Henholdsvis et sted, hvor folk og byen skal kunne mindes døde slægtninge og borgere i fred og højtidelighed. Og et sted man kan passere uden distraktion på vej til/fra bymidten eller tog/busstationen som gående, cyklende eller i bil. At holde noget ude for at noget andet kan holdes inde i forhold til begge steder…

På en måde adskiller værket ikke kun de to funktioner, men også nutid og fortid Og så alligevel ikke, på grund af værkets store åbninger, som man kan se igennem. Som trafikant har man også fortiden med sig og som besøgende til mindesmærket nutiden med dets moderne glas- og betonbyggeri og trafikken, som forsvinder ud af rummet og dets verden.

Imens bliver muren bliver stående som et objektiv man ser verden gennem fra de to sider. Et værk som står eftertænksom med de lange buestik som hævede bryn… Og med den symbolik, som der kan lægges i dens mæander, jævnfør nedenfor.

Korridoren, passagen og mæanderen

Kirkebys bymur har ikke en løbegang for oven som de gamle bymure, men en indre gang/et rum for neden. Heri ligger et signal om, der (også) er andre ’formål’ med værket end at opdele og ’forsvare’ noget. Umiddelbart kan jeg ikke lade være med at få associationer til en form for korridor, en smal strimmel land/rum, hvor man kan komme gennem et område i fred. Man har frit lejde, og her ved Am Lohtor kan man så afgøre med sig selv, om det er i forhold til trafikken, mindesmærket eller andre mennesker…

Recklinghausen er dog ikke en simpel korridor. Det er en dobbeltpassage med de brede porte på de lange sider og den tunnelagtige, smalle passage på de korte sider. Og rummet har sin særlige konstruktion.

De store portes åbninger gør dem på samme tid både til indgange og udgange og til udsyn og indsigt. Deres store spænd signalerer en skrøbelighed, kan buestikket holde? Med nærheden til Krigsmindesmærket kan det skabe tanker om, det er et billede på at være under pres og under risiko for at bryde sammen… Selvom passagen gennem en af de store porte er en kort passage, er det ikke nødvendigvis en hurtig passage mentalt.

Indgangen til tunnelen med de lave ’døre’ og høje overmure virker enkel, den røber ikke noget om det indre indhold og de tanker, som kan opstå ved at gå indenfor. Tunneller giver mig associationer til, at man skal ind i et bjerg eller under vand, noget med at skulle i et dyb og i usikkerhed, og hvor der er andre kræfter på spil. Jeg kan også få en oplevelse af krypter eller klosterkorsgange. Når jeg går ind i skulpturen, opløses disse billeder delvist. Der er anderledes inde, end man opfatter udefra, med overmurene er der noget foroven, og gangen er ikke kun ét rum… Det er måske en fornemmelse af at være inde i sig selv, gå gennem sig selv fra rum til rum, men rummene bliver på en måde også tomrum og forsvinder bag én, når man kommer igennem.

Oplevelsen af at være inde i sig selv hænger måske sammen med, at passagen ligger i en mæander. I Kirkebys perspektiv kan en mæander ses som et billede på livets vekslen mellem op – og nedture, mellem brud og kontinuitet med knækkene som smertepunkter, hvor det gør ondt. Og som noget, der er gentager sig. Men også som et billede på, at vi som mennesker forsøger at sætte livet i en struktur, som kan forklare det. I Recklinghausen står murpillerne som små mæandere i den større mæander. Det kan man udlægge som, at de store bevægelser i livet er indkapslet med en række små.

Værkets to grundplaner for neden og for oven kan symbolisere, at livets mæander har et åbent, jordnært og fysisk plan og et mere lukket, mentalt eller sjæleligt højere plan – bogstaveligt løftet fra jorden på søjler. Og et plan, som er mere mørkt … Repræsenterer det oplevelsen af tab og smerte, en sorgproces på dette sted, der har død og savn på den ene side og trafikken med tidslighed og fremdrift på den anden?

Nekrolog og Krigsmindesmærket

Jeg tror som nævnt, at mange lokale har en relation til ét eller flere af navnene på Krigsmindesmærket eller de anonyme, unavngivne, der nævnes på de andre indskrifter. Man kan se Kirkebys værk som en forlængelse af Krigsmindesmærket eller som en del af det. Med belægningens buer og gennemgang mod mindesmærket indikeres på en måde en form for propylæer til Krigsmindesmærket.

Krigsmindesmærket er rejst for både soldater (faldne som følge af kamp eller døde i fangelejre) og civile (ofre på grund af f.eks. bombardementer eller nazisternes henrettelser). For både soldater og civile kan man opfatte mæanderen og dens billede af livets op/nedgange som en nekrolog over de døde i Krigsmindesmærket. Hver enkelt af de døde kan mindes ved en mæander, der beskriver deres livs op- og nedgange og smertepunkter. Man se mæanderens afbrudte ender som et symbol på et afbrudt liv, noget der ikke er fuldbragt. De døde er ikke kun døde, hovedparten er dræbt. Udover smerte, savn og sorg skaber det tanker om de dræbtes lidelser, krigens meningsløshed, måske også følelser om skyld. Og på en måde står skyggerne i de indre rum som et budskab om, at det er noget, der ikke forsvinder, men følger os, de dødes ånd er tilstede. Måske forvrænget som skyggen af værket på plænen mod mindesmærket. Det er vel også tanker, der ikke forudsætter, man har familie her.

Et mindesmærke for døde står på en måde som en erindring om, at vi alle skal dø, et memento mori: husk du skal dø. At vi hele tiden kommer nærmere på kun at være et minde selv… Og med Krigsmindesmærket er det en påmindelse om, at døden ikke nødvendigvis bliver en naturlig afslutning af et langt liv.

Ruin og Krigsmindesmærket

Jeg tror, at mange umiddelbart vil forbinde Recklinghausen med en ruin. Der er ikke tag, der mangler karme og porte og enderne stikker ud, som der har været mere af værket. Med nærheden til Krigsmindesmærket får jeg associationer til ruiner som resultat af krig, ikke på grund af naturens kræfter og det uundgåelige forfald. En ruin, som man har ladet blive stående, kan ses som et vidnesbyrd om krigen som ødelæggelse og død fremfor heltegerninger. Bliver et møde med Recklinghausen for den lokale befolkning derfor også et møde med forfædre og -mødre, der overlevede anden verdenskrigs bombardementer og genopbygningen efter? Som for nogle måske blev en sindstilstand… og for alle en del af det nationale arvegods.

Januar 2025

Torsten Karlsson

Praktisk:

Adresse: Herzogwall/Am Lohtor, Recklinghausen  
Parkering: gaderne i området
Offentlig transport: 5 min til fods fra banegården

---

[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis, Kunsthaus Bregenz 1997.

[2] Ud fra gamle fotografier ser det ud som om, at skulpturen er opført i forbindelse med en omlægning af anlægget, man har bl.a. fjernet parkeringspladser foran mindesmærket. Jeg har dog ikke kunnet finde skriftligt materiale. Kilde: Per Kirkeby Arkivet, Museum Jorn.

[3] En pointe Kirkeby nævner i anden sammenhæng i Fisters Klumme, Borgen, 1995 s.111.

[4] Kilde: Diverse materiale, Per Kirkebys Arkiv, Museum Jorn

[5] Håndskrevne noter på tegninger i arkivmateriale, Museum Jorn.

[6] Bregenz’ Werkverzeignis angiver en højde på 6,0 meter, som er forkert

[7] Kilde: Bregenz, s. 229

[8] Ruhr Kunst Museen sammenligner værket med en pergola og gloriette, se http://www.ruhrkunstmuseem.com/de/projekte/public-art-ruhr/backsteinskulptur-recklinghausen/