STELE (1997)

Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby i Marselisborg Slotshave, Aarhus

En kasse på højkant med vandrette fragmenter, udhuling og stolper. Et billede på memento mori, orme, der gnaver, slangesymboler, et spejlbillede…

Short version in English below next section

Kort om skulpturen

Stele er i sortpatineret bronze og fra 1997. En af seks afstøbninger er placeret i Slotshaven til Marselisborg Slot syd for Aarhus. Den er opstillet i 2024 og således ikke skabt til stedet. Den indgår i en skulpturpark sammen med et stort antal andre værker.

Marselisborg Slot tilhører Kongehuset. Med kongefamilien som ejer af stedet må familien betragtes som den primære bruger af haven og dens skulpturer. Man er her i kongefamiliens ’verden’. Slotshaven er dog åben for andre, når familien ikke bruger slottet.

Stele er knap to meter høj, omkring en meter bred og tredive centimeter dyb. Værket står placeret i et område af haven omkring en lille sø. Det har en tydelig forside, der vender mod søen. Forsiden har vandret placerede, afrundede slangefragmenter, en lodret hulning i midten og stolpelignende sider. Værket har et udtryk af noget naturskabt. Sammen med stedet kan det give tanker om en stub. Overfladen er ujævn og ’grattet’, og værket som helhed signalerer proces, og at noget er i udvikling.

Mine tanker og eftertanker starter med titlen. En stele er en mindesten over én eller noget, der var engang. Stelen kan derfor også ses som et varsel om, at vi alle bliver et minde selv… For Kirkeby hænger stele og stub sammen. En stub er ikke bare et minde efter et træ. Det er i forrådnelse med orme, der gnaver i det indre. Et billede på nag og tvivl? Og Kirkebys orme er store… Man kan ikke se om der er flere orme eller om det er én stor slange. Med slangen indføres en mangetydig symbolik, lige fra død til genopstandelse og fra falskhed til helbredelse… Ser man på værkets stolpelignende sider kan de symbolisere to dele i et menneskes liv eller to mennesker. Og de afrundede fragmenter som kræfter, der er i spil mellem delene eller menneskene. Måske er Stele også et spejlbillede…

Foto 1: ’Stele’ set fra nord

Short version in English

A box upright with horizontal fragments, hollowing out and posts. An image of memento mori, worms gnawing, snake symbols, a mirror image…

Stele is in black patinated bronze and from 1997. One of six casts is located in the Palace Garden of Marselisborg Castle in the south of Aarhus. It was erected in 2024 and thus not created for the site. It is part of a sculpture park along with a large number of other works.

Marselisborg Palace belongs to the Royal House. With the royal family as the owner of the place, the family must be considered the primary user of the garden and its sculptures. You are here in the ‘world’ of the royal family. However, the castle garden is open for public when the royal family is not using the castle.

Stele is just under two meters high, about a meter wide and thirty centimeters deep. The work is located in an area of the garden around a small lake. It has a clear front facing the lake. The front has horizontally placed, rounded snake fragments, a vertical hollow in the middle, and post-like sides. The work has an expression of something natural. Together with the place, it can give thoughts of a stump. The surface is uneven and ‘grey’, and the work as a whole signals a process and that something is developing.

My thoughts and reflections start with the title. A stele is a memorial stone to someone or something that once was. Stele can therefore also be seen as a warning that we all become a memory ourselves… For Kirkeby, stele and stump are connected. A stump is not just a memory of a tree. It is in decay with worms gnawing at the interior. A picture of grudges and doubts? And Kirkeby’s worms are big… You can’t tell if there are several worms or if it’s one big snake. The serpent introduces an ambiguous symbolism, from death to resurrection and from falsehood to healing… If you look at the work’s pillar-like sides, they can symbolize two parts of a person’s life or two people. And the rounded fragments as forces that are at play between the parts or people. Maybe Stele is also a reflection…

Stele og det fysiske rum – Slotshaven som skulpturpark, åbne rum og lukkede rum

Marselisborg Slot og Slotshave ligger tre kilometer syd for Aarhus bymidte i et større sammenhængende grønt område langs Aarhusbugten. Selve Slotshaven er på omkring tretten hektar. Den har en trekantet form og er afgrænset af Forstbotanisk Have mod syd og to større veje (Carl Nielsens Vej og Kongevejen) mod nordvest og -øst. Selve slottet ligger i den nordøstlige del med udsigt over havet, hvor terrænet skråner kraftigt mod øst. Kortudsnittet nedenfor viser ikke hele haven.

Slotshaven er anlagt i engelsk stil med store, åbne græsplæner, høje træer, buskadser, lukkede rum, små søer, rosenhave, urtehave mm. På en hverdag med efterårssol uden mange mennesker er stedet en grøn oase. Et stisystem fører rundt i haven, og der er anbragt bænke på udvalgte steder. Haven rummer omkring 30 kunstværker, som står spredt i haven. Værkerne er primært udført af danske kunstnere, og Prins Henrik bidrager med en del værker. Stele må konkurrere med de andre skulpturer om opmærksomheden[1].

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Stele står 250-300 meter sydvest for slottet i et område med en lille dam, Åkandesøen. Terrænet skråner mod søen, og rundt om søen er græs og buske/bevoksning i forskellig højde samt enkelte høje løvtræer, foto 2. Man kan gå ned til søen af små trapper forskellige steder. I søen er en lille ø med en skulptur i granit af Poul Isbak (Téte-a-téte), og i vandet står en bronzeskulptur af Nicolas Lavarenne (Grand Passeurer)[2]. Ingen af skulpturerne står i synsfeltet til og fra Stele, og jeg kan ikke umiddelbart se en sammenhæng mellem skulpturerne.

Foto 2: Åkandesøen og øen med Téte-a-téte set fra nordvest

Selve rummet, hvor Stele er synligt, har form som en bønne i øst-vestlig retning og er 80-90 meter langt og 40-50 meter bredt. Der er ikke stier i rummet eller til Kirkebys værk, man skal gå gennem åbningerne mellem bevoksningerne. Stele står på rummets sydside, omkring 30 meter fra stien, der løber mod syd fra Prins Henriks Masken. Herfra er den synlig og dens vandrette fragmenter tydelige. Værket står to meter fra et buskads mod syd, der på en måde står som en ’bagvæg’ for værket, foto 3.

Foto 3: Indblik til ’Stele’ fra øst

Fra Stele er der femten meter til søen i åbent terræn. Der er en tilsvarende afstand til en hvid træbænk mod øst, foto 3. Der er indblik til Stele fra øst og vestlige retninger, mens buske og bevoksninger skjuler den fra nord og sydlige retninger. Der er givetvis mere åbent, når der ikke er blade på træerne. Med placeringen og bevoksningen vil Stele få sol morgen og aften, men vil også stå meget i skygge og sort.

Som Stele er placeret, fanger den opmærksomhed, når man går mod syd på stien fra Masken. Man kan være usikker på, om den trækker folk ind, selvom den er markant, og den mørke bronze holder på blikket, er den ikke stor i forhold til den omgivende bevoksning.

Går man rundt om Åkandesøen, møder man uvilkårligt værket. Det virker næsten som en stop-op-funktion, som det står og ’kikker’ ud over søen. Stele står alene og ubeskyttet, man kan få tanker om der har været mere, er det rest, der har fået lov til at blive stående? Eller manglede der noget, der ligner en stub, noget (rigtig) natur i den velplejede Slotshave?

Foto 4: Åkandesøen set fra ’Stele’

De fraværende stier omkring Åkandesøen lukker på sin vis omverdenen ude. Der er en stilhed tilstede, og rummet er ’lavmælt’, jeg fornemmer, at rummet lægger op til at være alene og kontemplativ. På den anden side skaber Åkandesøen med det stillestående og uigennemsigtige vand også associationer til død og andre kræfter, hvad er der under overfladen? Er der et dybt hul til undergrunden? Med placeringen af Stele er der lagt op til at forbinde værket med Åkandesøen, som det dominerende element her.

Stele og det sociale rum – et privat rum, kongefamiliens verden og et offentlig rum til låns

Slotshaven og dens skulpturer er tilgængelig for offentligheden året rundt, undtagen når den kongelige familie opholder sig på slottet. Med kongefamilien som ejer af stedet må den betragtes som den primære bruger af haven og dens skulpturer, det er kongefamiliens ’verden’, man befinder sig i her. Jeg opfatter haven og skulpturerne som et naturligt bidrag til et ophold, man kan ikke gå ud fra slottet uden at møde skulpturer. Jeg gætter også på, at kongefamilien kan have et personligt forhold til nogle af skulpturernes givere eller skabere (udover prinsens værker), og at familien har været involveret i placeringen af værkerne på en eller anden vis. I forhold til Stele kan nævnes, at Salling Fondens næstformand, Karin Salling er kammerdame for dronningen.

’Almindelige’ besøgende har slotshaven ’til låns’ og gratis. Ud fra et besøg på en hverdag fornemmer jeg, at her både kommer århusianere og turister. Århusianere kan være folk fra lokalområdet, som bruger haven jævnligt til en gåtur og måske kender nogle af værkerne, men også nogle fra det øvrige Aarhus, som ’bare’ er på en udflugt i området, og som lægger vejen forbi. For denne gruppe og de egentlige turister er det nok slottet og udsigten over bugten, som er den primære attraktion og haven en bonus oveni. Jeg har ikke kunnet finde tal på antal besøgende og kan ikke vurdere aldersfordeling etc. Men der er sikkert meget få, der kommer for at se Stele og placeringen langt fra en sti kan virke som en barriere, så stedet opfattes som privat. Omvendt kan det måske gøre nogle nysgerrige.

Stele, skulpturens krop og udtryk – en rektangulær, vertikal og sort skulptur med markante vandrette slangefragmenter

På afstand ligner Stele umiddelbart en flad kasse på højkant, foto 1. Den er mandshøj (og -bred) med sine 190 cm gange 90 cm i bredden og 30 cm i dybden og kan skabe nogle antropomorfe fornemmelser.

Værket har en klar for- og bagside både som følge af placeringen på stedet og forekomsten af fragmenter. Bagsiden er flad og er domineret af store sparteltryk uden tydelige fragmenter, foto 5. Forsiden står rektangulær og forholdsvis flad som en billedoverflade. På en måde reducerer det værkets stoflighed, uden at fjerne indtrykket af at ’der er noget indeni’, som er skjult for beskueren. Fra stien og den østlige del af rummet kan man se grundelementerne i Stele, nogle stolpeagtige fragmenter i siderne, en hulning i midten og afrundede, slangeagtige fragmenter i midten.  

Foto 5: ’Stele’ bagside set fra sydøst

Stele står på en firkantet granitblok, der har den mindst mulige størrelse, hvis værket ikke skal flyde ud over kanten. På afstand er soklen ikke synlig, man skal tæt på for at bemærke den, men synligheden modsiger, at Stele er noget, ’som er vokset her’.

Med sin volumen og form er det er en tung og massiv skulptur. Soliditeten modarbejdes af hulningen, de synkende vandrette fragmenter og stolpernes udflydende bund. Dens volumen står på engang kantet som en mindesten (stele) og afrundet i siderne som en krop. Jeg oplever den primært som en vertikal skulptur. Selvom de slangeagtige fragmenter er horisontalt orienterede, forskyder de sig nedad.

Med sol i syd på bagsiden af skulpturen står Steles forside meget sort mod den grønne bevoksning, mens den er mere grå i direkte lys. Selve overfladen er ujævn, mere ’grattet’ end ulden, og jeg har en fornemmelse af et stivnet materiale.

Foto 6: ’Stele’ set fra nordøst

De afrundede, korte slangeagtige fragmenter virker som noget, der er i skulpturen ikke som påsatte, og som (måske) er afdækket ved, at man skrabet fri omkring dem. De er omkring 10-15 centimeter brede, lidt forskellige i længde og dybde. Fragmenterne ligger i lag uden at være en stabling i den nederste halvdel af værket – som om de er sunket (eller arbejdet sig ned) og forskubber sig mod højre. Der er fragmenter i venstre stolpe, som ser ud til at ligge inde i ’stolpen’ hvor de fletter sig sammen, i modsætning til de øvrige, som er klart adskilte. Forestiller man sig værkets støbeform, får jeg tanker til larvers eller ormes gnavede gange i et stykke træ blot i en forstørret version.

’Stolperne’ i siderne er mellem 30-40 centimeter brede. Den venstre er bredest og trækker ned og den højre op, men begge flyder ud mod soklen. Hulningen er bredest, men mindst dyb i den øverste den af skulpturen. Lige over det afrundede slangefragment i midten er dog en fordybning på omkring ti centimeter. Under dette fragment er hulningen dybere ned mod soklen, men smallere. Hulningens overflade er mere glat end de øvrige fragmenter.

Samlet set skaber skulpturens tre dele et indtryk af bevægelse, og at man ser et øjebliksbillede af noget levende, en proces. Noget er sket og vil ske. Men beskueren får ikke svar på om det en længere varende proces eller et hurtigt forløb, og hvad der skaber og driver processen. Eller om de slangeagtige fragmenter er på vej ind i materialet eller på vej ud. Om hulningen bliver bredere eller dybere. Eller om de to stolper er på vej væk fra hinanden. Men der er noget ’natur’ over værket, jeg ser ikke fragmenterne som ting, mennesker har skabt. Det udelukker ikke referencer og associationer til menneskelige sfærer.

Tanker og eftertanker – Stele og memento mori, stub eller sindstilstand, slanger og mangetydig symbolik, stammer og menneskelig dynamik

Stele og memento mori

Steler er mindesten over en eller noget, der var eller skete engang. En stele er på en måde dobbelttydig: det handler noget, der er afsluttet og ikke kommer igen, men som jo er tilstede i os som noget, vi husker nu og i fremtiden. Og steler er i sig selv et ’forudgreb’ om noget, som skal ske. På en måde har en stele et memento mori: husk du skal dø, som en usynlig indskrift. At vi hele tiden kommer nærmere på kun at være et minde…

Før det, vil nogle af os blive forladt, blive alene. Stele står også alene, lidt forladt, måske udstødt og ubeskyttet. Som beskrevet under fysisk rum er man overladt til sig selv her, og stedet lægger op til indre fordybelse. Men det er derudover et sted, hvor Åkandesøen med sit stillestående og uigennemsigtige vand skaber associationer til død, hemmelige og mørke kræfter[3].

Stub eller sindstilstand

I Stele er der også noget under overfladen. Der er noget ’natur’ over værket. Stedet og værket leder tankerne hen på en stub. En rest fra et fældet træ, det der bliver tilbage, når selve træet er væk. En stub står som en henvisning til noget, der var før som et minde, en stele… Man kan så tænke på hvad det var for et træ… Men en stub er ikke kun et stykke dødt træ. Det er fyldt med levende orme (larver) i det indre. Orme, der gnaver, giver mig associationer til sindstilstande med nag, tvivl, fortrydelse eller sår på sjælen. Det er som om, ormene er forstørret i Kirkebys udgave og bliver uhyrer, der er ingen medlidenhed. Og de ligger i den nederste del af værket, som om de er trængt dybt ned/ligger dybt og bliver svære at komme af med…[4] Og som døde ender vi med selv at blive ædt af orme og mider, naturen gør ikke forskel.

Slanger og mangetydig symbolik

Der er ikke langt fra orme til slanger. Man kan ikke bedømme om de afrundede fragmenter i værket hænger sammen som en stor slange, eller om det er flere mindre orme. Og med slangen knytter der sig en mangetydig symbolik. Som et dyr, der kvæler eller er giftig, er den et billede på død eller ødelæggelse. Men den kan også skifte ham og derfor symbolisere liv og genopstandelse.  Eller være et billede for noget falsk og mørke kræfter. Man kan nære en slange ved sit bryst. Til gengæld er den også forbundet med helbredelse og lægekunst (Æskulap). Jeg ser den mangetydige og dobbelttydige symbolik som et budskab i sig selv.

Stammer og menneskelig dynamik.

Værket er ikke kun de afrundede, slangeagtige fragmenter. De lodrette, stolpelignende fragmenter i siderne kan man se som stammer og som symboler for to dele i et menneskes liv eller for to mennesker, der hænger sammen. Og de afrundede fragmenter som nogle stærke kræfter, der er i spil mellem delene eller menneskene. Der foregår noget indeni og imellem… Måske kan Stele også opleves som at stå overfor et spejlbillede…

November 2024

Torsten Karlsson

Praktisk

Adresse: Carl Nielsens Vej 17, 8000 Aarhus C

Besigtigelse: på Kongehusets hjemmeside kan man finde oplysning om Kongefamilien opholder sig på Marselisborg, og om Slotshaven er lukket.

---

[1] En oversigt over (næsten) alle skulpturerne findes på https://aarhusinside.dk/skulpturer-marselisborg-slotspark/ eller https://Lundskov.dk.

[2] På tidligere kort og fotos er der en skulptur på øen af en bæver, som jeg ikke kunne se i 2024.

[3] I en anden sammenhæng taler Kirkeby om Monets malerier af åkander som en ’dødsflod’. Per Kirkeby: ’Bravura’, side 149. Borgen, 1981.

[4] Kirkeby skriver selv om steler som menneskeskabte stubbe i f.eks. ’Bravura’, side 166. Se note 3.