Et smalt, forskudt hus med en vinkel. Demokratiets kerne.
Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Berlin
Short version in English below next section
Kort om skulpturen
Til den tyske Forbundsdag i Berlin har Per Kirkeby skabt en murstensskulptur, et æstetisk flot værk, der knytter sig til stedets funktion. Værket står i en indre gård i et stort bygningskompleks med lokaler til brug for Forbundsdagen. Værket er uden titel, jeg bruger derfor stedet, Jakob-Kaiser-Haus.
Der er kun adgang til gården for medlemmer af Forbundsdagen, deres medarbejdere og forvaltningspersonale. Jeg takker ’Kunst im Deutschen Bundestag’ for tilladelse til at fotografere og foretage opmålinger og Per Kirkeby Estate for hjælpsom assistance i forbindelse hermed.
Den indre gård er på størrelse med en stor parcelhushave. Udover at give luft og lys til komplekset fungerer rummet som et pause- og møderum, en neutral bane. Gårdens bund har en stor græsplæne med stier rundt langs siderne. Hovedparten af gårdens sider er et nyere byggeri med glasfacader. En del af siderne i den ene ende dannes af et ældre byggeri med et baghus. Huset har overlevet de to verdenskrige. Det har en blank brandmur ud mod gården, som Kirkeby har placeret skulpturen parallelt med og med en passage imellem.
Jakob-Kaiser-Haus er cirka 13 meter høj,11 meter lang og 5 meter bred. Skulpturens grundplan er et smalt rektangel forlænget i en vinkel i den ene ende. Værket har høje åbninger i fire rækker over hinanden, så siderne fremstår transparente. De lange sider og vinklen er bygget med murforskydere, så murene deles op af en gennemgående spalte og værkets indre rum forskydes. Set vinkelret på står skulpturen gennemsigtelig med noget spinkelt og sart over sig. Fra skrå vinkler lukker åbningerne sig uden at det skrøbelige udviskes.
Man kan ikke se en skulptur til politikere og deres medarbejdere uden at tænke over, hvad demokrati og politik er. Jeg oplever, at Jakob-Kaiser-Haus siger noget om, hvad der er vigtigt i rollen som lovgiver i det demokratiske arbejde – med blik for, at demokrati ikke er noget, der giver sig selv. At værket virker skrøbeligt kan i sig selv ses som et signal om, at der er en kerne af sårbarhed i demokratiet. Og med mindelser om en ruin kan Jakob-Kaiser-Haus også give tanker om et møde med en skæbnesvanger fortid, et faresignal til nutiden. Kirkeby har selv et andet udgangspunkt. Han tænker den indre gård som en udgravning, hvor man finder et fremmed element, ikke en ruin, men noget intakt, som kan bygges på, noget retningsgivende. Og det har jeg prøvet at sætte ord i noten.
Foto 1: ’Jakob-Kaiser-Haus’ set fra nordvest
Foto 2: ’Jakob-Kaiser-Haus’ set fra vest
Short version in English
A narrow, staggered house with an angle. The core of democracy.
Per Kirkeby has created a brick sculpture for the German Bundestag in Berlin, an aesthetically pleasing work that ties in with the function of the place. The work stands in an inner courtyard in a large building complex with rooms for the Bundestag. The work is untitled, so I am using the name of the location, Jakob-Kaiser-Haus.
Access to the courtyard is restricted to members of the Bundestag, their staff and administrative personnel. I would like to thank ‘Kunst im Deutschen Bundestag’ for permission to photograph and take measurements, and Per Kirkeby Estate for their helpful assistance in this regard.
The inner courtyard is the size of a villa garden. In addition to providing air and light to the complex, the space functions as a break and meeting room, a neutral ground. The bottom of the courtyard has a large lawn with paths around the sides. Most of the sides of the courtyard are newer buildings with glass facades. Part of the sides at one end are formed by an older building with a back building. The house has survived two world wars. It has a smooth firewall facing the courtyard, which Kirkeby has placed the sculpture parallel to, with a passageway between them.
Jakob-Kaiser-Haus is approximately 13 metres high, 11 metres long and 5 metres wide. The sculpture’s ground plan is a narrow rectangle extended at an angle at one end. The work has tall openings in four rows above each other, making the sides appear transparent.
The long sides and the angle are constructed with wall displacements, so that the walls are divided by a crevice and the interior space of the work is displaced. Viewed perpendicularly, the sculpture appears transparent, with a somewhat delicate and fragile quality. From oblique angles, the openings close without obscuring the fragile quality.
It is impossible to view a sculpture dedicated to politicians and their staff without reflecting on the nature of democracy and politics. I perceive the Jakob-Kaiser-Haus as expressing what is important in the role of legislator in democratic work – with an awareness that democracy is not something that can be taken for granted. The fact that the work appears fragile can in itself be seen as a signal that there is a core of vulnerability in democracy. And with its resemblance to a ruin, the Jakob-Kaiser-Haus can also evoke thoughts of an encounter with a fateful past, a warning signal to the present. Kirkeby himself has a different point of departure. He thinks of the inner courtyard as an excavation site where one finds a foreign element, not a ruin, but something intact that can be built upon, something that provides direction. And I try to put that into words in the note.
Jakob-Kaiser-Haus og det fysiske rum – den indre gård, bunden af et hul, forhistorie og nutid
Jakob-Kaiser-Haus står i Forbundsdagens område i Berlin Mitte. Selve Jakob-Kaiser-Haus er et stort, syv etage bygningskompleks, der rummer kontorer og mødelokaler for medlemmerne af Forbundsdagen, deres medarbejdere og forvaltningspersonale i almindelighed. Bygningskomplekset rummer otte huse, der er bygget sammen og som hver er placeret om en lukket, indre gård, der er åben mod himlen. Jakob-Kaiser-Haus rummer et stort antal kunstværker, og i hver gård står en skulptur.
Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne
Kirkebys værk finder man i den indre gård til hus nummer syv. Rummet er et (næsten) rektangulært rum med 38 m på den lange led og 34 m på den korte led, hvor det er længst. Bygningerne, som danner siderne i rummet, er for størstedelens vedkommende nyere byggeri i stål, beton og glas, foto 3. Den østlige ende rummer et ældre byggeri med hvide facader og en bygning, der ligger som et baghus ud i den indre gård. Baghuset er knapt så høj som de øvrige bygninger og har facader i glaserede, hvide sten og ’gammeldags’ vinduer (oprindelig en bank). Huset har overlevet to verdenskrige, og for Kirkebys opdragsgiver var det vigtigt, at skulpturen skulle ’håndtere’ baghusets gavl mod vest, en blank brandmur, foto 1 og 2. En del af Kirkebys løsning var at placere skulpturen i nord/sydlig retning parallelt med og tæt på baghuset.
Foto 3. Den indre gård til Haus 7 set fra nord
Baghuset danner tre rum i den indre gård med forskellig bund. Rummet markeret med B på kortet har et hævet fliseareal med bed og et træ, foto 4. Bunden i C er belagt med grus med buske langs baghuset. Det store rum A består af en lidt større græsplæne med enkelte træer og buske, foto 3. Langs kanten mod bygningerne er en bred grussti med lamper. Mellem Jakob-Kaiser-Haus og baghuset er lavet en passage med en smallere grussti og en bevoksning med vedbend og store bladplanter, foto 3. Bunden mellem rum A og C er adskilt af en række brede fliser.
Foto 4: Den indre gård, rum ’B’
Samlet set virker rummet som en stor, dyb eller høj kasse og så alligevel ikke på grund af baghuset, der bringer en forstyrrelse ind i billedet. Rummets dimensioner afkobler for mig enhver fornemmelse af skakt og frygten for at falde i et hul. Det har måske også sammenhæng med, at trapperne til bunden findes i bygningerne og ikke i gården. I rummet er en kontrast mellem de ældre bygninger, specielt baghuset og det nye byggeri. Den tidligere bank har et udtryk af omhyggelighed og ro mens de nyere bygninger er prunkløse og mere anonyme. Som om fortid og nutid mødes… Bunden af den indre gård kan virke nøgen og spartansk, det er ikke en frodig gårdhave. Det giver bevoksningen mellem Kirkebys skulptur og brandmuren en særlig virkning, foto 3. Når man er i gården, er man også ’nøgen’, man er synlig fra kontorerne, og kan ikke se ind udefra.
På en varm formiddag i august var der hele tiden mennesker i gården. Der er flere indgange til rummet fra bygningerne, og gården kan nok bruges som en genvej mellem dem. Umiddelbart virker det som om, rummet fungerer som et pause/rygerum og er et sted, hvor man mødes. Der er stole og folk snakker sammen uden, man er generet af det. Man får fornemmelsen af et sted, hvor der er fredeligt, en helle. Her er man væk fra omverdenen og upåvirket af den aktivitet, der foregår i bygningerne, der står tavse rundt om stedet og skjuler de kræfter, der (givetvis) er på spil indeni…
Der er måske også en særlig melankoli tilstede i rummet. Kombinationen af nyt og gammelt byggeri og specielt den afskårne gavl på baghuset, giver mig tanker om ’hvor er de andre gamle huse?’ og skaber minder om verdenskrigens bombardementer og ødelæggelser. Men også om hvordan tilfældigheder kan være bestemmende. Kirkebys skulptur råder bod på det ved at skjule brandmuren, men udbygger det samtidigt ved at lede tankerne hen på en ruin. Et forsonende træk er omvendt det nye byggeris solskærme, som er monteret udvendigt og som skaber liv i bygningsfladerne, når de er trukket ned i forskellige højder, foto 3.
Jakob-Kaiser-Haus står midt i rummet, trukket mod syd. Der er ni meter til den sydlige væg, fjorten meter til bygningen mod nord og seksten meter til vestsiden. Vinklen ligger knap halvanden meter fra brandmuren, mens selve ’huset’ har en afstand på fire meter. Med sin størrelse, farve og udtryk fører værket ’sig frem’ her, dog uden at bryde rummets oprindelige kontur, men det skaber en aura i rummet, og det kan opleves som noget fra en anden verden.
Med placeringen skærmer Jakob-Kaiser-Haus brandmuren af og laver på en måde en dobbelt brandmur. Ved at følge brandmurens bredde og højde trækker Kirkeby værket op mod brandmuren, så det forbinder sig med muren og baghuset dermed deres historie. Skulpturen ’korrigerer’ samtidig brandmuren ved at ’udstyre’ den med åbninger og reducere lysrefleksionen i murens glaserede sten. Sammen danner Kirkebys værk og brandmuren som nævnt en passage eller korridor i mellem sig, foto 3 og 5.
Foto 5: Passagen mellem ’Jakob-Kaiser-Haus’ og baghuset
Man kan komme ind til Jakob-Kaiser-Haus fra plænen mod vest, hvor græsset gror op til værket. Bevoksningen på østsiden mod brandmuren forhindrer én i at komme ind til værket, et signal om at holde afstand? Beplantningen fortsætter ind i værket, og vanskeliggør at gå gennem værket. Jakob-Kaiser-Haus står så at sige med fødderne i vedbend (efeu), en plante, der er giftig. Haveejere kender den for at brede sig og give et fint bunddække, måske skal den også dække over noget her…? Til gengæld er den næsten umulig at komme af med, det kan også gives tolkes på her…
Jakob-Kaiser-Haus og det sociale rum – politikere og deres medarbejdere
Jakob-Kaiser-Haus er et ’lukket rum’ uden direkte adgang for offentligheden. Det betyder, at de primære ’brugere’ af Kirkebys værk har arbejdsplads i bygningerne eller bruger mødelokalerne omkring gården. Det vi sige hovedsageligt medlemmer af Forbundsdagen, deres medarbejdere og almindeligt forvaltningspersonale ved Forbundsdagen.
Jeg ved ikke hvor mange mennesker der arbejder omkring den indre gård, men med syv etager er det nok en del, og jeg tænker, at de er her hyppigt og i længere tid. Også selvom man sikkert bytter rundt på fordelingen af kontorer med mellemrum. Politikerne og deres medarbejdere må kunne se Jakob-Kaiser-Haus i en længere periode.
‘Målgruppen’ vil kunne se værket fra næsten alle kontorer og mødelokaler, der vender ud til gården. Og man vil se Jakob-Kaiser-Haus hver gang man kikker ud ad vinduerne, og i andre vinkler, hvis man besøger andre kontorer. Det kan skabe en tidslighed og måske særlige associationer. Man kan også se værket fra trapperne, der fører ned/op til gården, hvor trapperummene har vinduer mod gården. Den trappe vi benyttede i det sydøstlige hjørne, gav på den måde en gradvis afdækning af Jakob-Kaiser-Haus, da vi gik ned til gården. Der er desuden en tagterrasse, hvorfra man kan se gården og værket. Terrassen var spærret på grund af renovering, da vi var der. Måske er der her en fornemmelse af at se ned i hul, hvor skulpturen vokser op? Under alle omstændigheder er grundplanen meget tydelig.
I gården kan man komme tæt på værket, gå rundt om det, man kan komme tæt på, og man kan holde afstand til det. Det er en stor skulptur, men den er alligevel ikke stor i forhold til bygningerne omkring gården. Ved at der er et spring størrelsesmæssigt skaber værket sit eget rum og egne udsagn. ’Når man kikker fra hus til skulptur, har man en anden verden, et ligesom rumligt kvantespring oven i hovedet’ siger Kirkeby i en anden sammenhæng[1].
Det har måske en særlig betydning i en politisk kontekst, hvor politikerne og deres medarbejderes rolle er at forberede og vedtage love, der regulerer og sætter rammer for det tyske samfund.
Grundplan for Jakob-Kaiser-Haus – det smalle, forskudte hus med vinkel
Grundplanen indeholder to parallelle mur, der står tæt på hinanden, og som er forskubbet ved hjælp af en murforskyder. De parallelle mure er i den ene ende sat sammen af en kort ’gavl’. I den anden ende er den ene mur længere end den anden, og den er afsluttet med forlænget gavl med en murforskyder. Der dannes således et åbent hul mellem gavlmuren og den korte mur. Geometrisk kan man tale om et smalt rektangel med en vinkel i den ene ende. Med lidt god vilje kan grundplanen minde om et smalt hus eller kolonnade med en læ mur.
Med de indlagte åbninger kan man se værket som en passage med flere muligheder for gennemgang. På den lange led gør murforskyderne passagen mindre gennemskuelig. De forskubber åbningerne i enderne i forhold til hinanden, så man ikke kan se lige igennem. For mig stred det mod det billede, jeg havde dannet i forvejen. Og på en måde skaber murskyderne en passage i passagen og en fornemmelse af, at rummet er i bevægelse.
Man kan også se grundplanen som en lang mur, der løber frem og tilbage, og som ’stikker af’ til sidst, ikke er lukket/færdig. Murforskyderen kan her udlægges som noget, der skaber et nyt spor under vejs. Perspektivet signalerer, at værket er i udvikling og danner en opfattelse af et tidsforløb.
Jakob-Kaiser-Haus og bygningskroppen – det transparente hus
Værket er opført i en rød-blå flammet sten fra Flensborg området. Der er et flot farvespil i stenene, og de bliver samtidig mindre ’glødende’ i sollys sammenlignet med en ren, rød sten. Der er brugt en lys fuge og muret i halvstens forbandt, som gør murfladen mere anonym end forbandt med en blanding af løber og kop.
Jakob-Kaiser-Haus er uden sokkel. Det kan signalere, at værket er en sokkel i sig selv for noget andet… Men man kan også se det som, at den er noget, der vokser op af bunden, undergrunden nedefra.
Skulpturens mure er godt tretten meter høje. Murværket domineres af de mange tætsiddende, høje åbninger. I det vandrette plan er der kun tre sten svarende til ca. 70 centimeter imellem åbningerne og mellem knap en meter og godt 120 centimeter i det lodrette plan. Det gør murene til piller, og giver de store flader mod vest og øst et gitteragtigt udtryk, men også et udtryk, der spejler de nye bygningers mange vinduer. Murforskyderne skaber også piller på grund af spalternes opdeling af fladerne.
Åbningerne er rektangulære, smalle og høje. De har samme bredde, godt 70 centimeter. I højden er de nederste godt 2½ meter, de midterste knap 2½ meter og de øverste omkring 130 centimeter. Åbningerne afsluttes for oven af halvanden sten på højkant. Antallet af åbninger og deres størrelse gør værket transparent med et tydeligt gennemsyn i vinkelret position til brandmuren bagved. De øverste åbninger undtaget, her blænder kombinationen af en lavere åbning og højere overmur af, når man ser op i et frøperspektiv fra gårdens bund. I skrå vinkler lukker åbningerne sig og danner en mere kompakt flade, foto 1. Man kan se de mange åbninger for neden som døre, der indbyder til at gå ind. Da åbningerne over har næsten samme højde, oplever jeg dog snarere de nederste åbninger som ’vinduer’, noget man kan kikke ind eller ud af.
Set udefra kan Jakob-Kaiser umiddelbart minde om en form for tårn eller et smalt hus i flere etager. Når man går rundt om værket oplever man dog som nævnt tidligere, at proportionerne ikke svarer til en bygning med et funktionelt sigte.
Vægten i værket, det der fanger opmærksomheden først, er de mange og store åbninger, derefter kommer murforskydernes spalter, der står i værkets fulde højde. Der er næsten ingen variation i fladerne, det er en ’komposition’ uden svinkeærinder som buer, murstenstænder etc. Og lidt en modsætning til det nyere byggeris mere legende udtryk. Åbningerne giver Jakob-Kaiser-Haus en transparens og et elegant udtryk, men også en skrøbelighed og sårbarhed (er vinklen en støttemur?) og en tomhed. Værket står på samme tid som enkel og kompliceret. Det enkle udtryk oplever man især set fra vest og syd, mens det komplicerede eller mindre gennemskuelige træder frem set fra nord og i passagen mellem brandmuren.
Det indre rum er en smal gang på 10,2 meter gange 1½ meter, den store gennemgående åbning er en 1,1 meter bred. Rummets bund er beplantet med vedbend, foto 6. Det gør rummet mere eller mindre utilgængeligt. Går man alligevel ind kan man få en følelse af at være trængt ind på et ’forbudt område’. Rummets indre virker trangt og mere lukket end forventet udefra. Jeg forventede noget, der mindede om en kolonnade, men oplevede snarere en tunnel og murforskydernes ’passage i passage’ gav en fornemmelse af usikkerhed. Omvendt betød de høje mure, at det manglende loft og tag ikke virkede påtrængende, og jeg fik ikke tanker om være ubeskyttet, men heller ikke om at kunne se noget større.
Foto 6: ’Jakob-Kaiser-Haus’ indre rum set fra nord
Jakob-Kaiser-Haus og lys og skygge – slagskygger og lysende felter
På en formiddag i august var der sol i en del af gården i starten, men kontorbygningerne skyggede for, at solen kunne ramme værket det meste af tiden af mit besøg. Under hele mit besøg kastede kontorbygningerne slagskygger på værket, og brandmuren skyggede mere eller mindre permanent for den nordlige del af muren mod øst.
Fra trapperummet i kontorbygningen i det sydøstlige hjørne stod værket delvist belyst af solen og der dannedes skrå skygger i åbningerne, foto 7. Samtidig dannede værket selv skygger i bunden af gården med lyse felter, hvor solen kunne skinne gennem åbningerne. Jeg gætter på, at felterne forandrer form i forhold til solens bevægelse og de forsvandt, da solen var i syd. Jeg gætter også på, at om eftermiddagen kan der opstå en form for transparens, når solen rammer brandmuren gennem åbningerne, og at det indre af skulpturen samtidig vil stå i mørke. Murforskyderens dybe spalte vil stå som en mørk streng og ligesom gemme på skyggen, ikke lade den slippe.
Foto 7: ’Jakob-Kaiser-Haus’ set fra trapperum i sydøst
Tanker og eftertanker – Demokratiets kerne, fortid og lovgivningsarbejde
Beliggenheden knytter værket til politikerne og deres medarbejdere. Jeg opfatter, at Jakob-Kaiser-Haus kan sige noget om, hvad der er vigtigt for deres rolle som lovgivere i det demokratiske arbejde – med blik for, at demokrati ikke er noget, der giver sig selv med en reference til Tysklands fortid. Og med en aktualitet i dag, som nok ikke var forventet i 2002.
Jakob-Kaiser-Haus kan virke skrøbeligt eller ligne hus under opførsel – som det tyske demokrati efter Anden Verdenskrig eller murens fald. Men de tomme åbninger, det manglende tag og den ’uafsluttede’ vinkelmur giver også tanker om en ruin. En genoplivelse af fortiden? Et faresignal jævnfør demokratiets tidligere skæbne i Tyskland i trediverne?
Kirkeby har dog ikke en ruin som udgangspunkt. Han tænker den indre gård som en udgravning, hvor man finder et fremmed element, ikke en ruin, men noget intakt, som kan bygges på, noget retningsgivende[2]. Det passer med, at man får fornemmelsen af at gå ned i et hul, når man går ned ad trapperne til gården fra de øverste etager i kontorbygningen. Og Kirkebys tanke er på linje med, at man har fundet politikeren Jakob Kaiser frem fyrre år efter hans død og opkaldt kontorkomplekset efter ham… Jakob Kaiser var en forkæmper for demokratiet under nazismen og var efter krigen med til at opbygge partiet CDU.
På en måde står Jakob-Kaiser-Haus som et ’hus i huset’. Et signal om, at det, der foregår her, har noget med kernen i demokrati og arbejdet med lovgivning at gøre? Det er i tråd med, at love ikke bliver lavet, når Forbundsdagen beslutter dem, men i arbejdet og processen før. Dvs., i Jakob-Kaiser-Haus og for nogle politikere med udsigt til Kirkebys værk… I forlængelse heraf kan værkets grundplan ses som en noget, der folder sig ud – som en kerne, der spirer og vokser… hvad demokratiet vel gerne skulle gøre. Og vokse op nedefra som den manglende sokkel kan symbolisere. På den anden side kan værkets skrøbelighed markere, at det sårbare også er en kerne i demokratiet… Det kan vælte.
I den indre gård og fra bygningerne er værket synligt fra mange vinkler. I løbet af en dag kan man se det samme (værket) fra flere sider og med andre udtryk – et vink til Forbundsdagsmedlemmerne til deres arbejde med lovgivning? Og det er bygget af mursten, noget der er i et fast format og som skal lægges ovenpå hinanden, men kan blive til lidt af hvert. Heri kan nogle måske se en parallel til lovgivningsarbejde i Forbundsdagen…
De ældre bygninger, der har overlevet verdenskrigene, kan opfattes som rester fra en ikke-demokratisk fortid, men man kan også se dem i Kirkebys perspektiv som noget nazitiden (og sovjettiden) ikke kunne ødelægge. Brandmure bygger man for at forhindre brand og stoppe brande. Associationer til farer for demokratiet er nærliggende. Jakob-Kaiser-Haus nære placering forstærker brandmuren og gør den som en del af Kirkebys værk… eller omvendt. Og det er som om vinkelmuren forsøger at koble sig på den ældre bygning og dermed dens tid og skabe afsæt heri. Herudover danner brandmuren og Jakob-Kaiser-Haus en ydre og synlig passage. Et rum til korridor- eller uformel snak? Et uundværligt redskab i politisk arbejde?
Med værkets transparens ser man ikke kun skulpturen, man ser gennem den. Det kan tolkes som, at demokrati kræver gennemsigtelighed, at arbejdet skal kunne tåle omgivelsernes øjne. Med de fire rækker åbninger skabes også en illusion om, at værket har flere etager. Et signal om med at kende sin plads i det politiske system/hierarki? Åbningerne får værket til at stræbe opad, næsten stige- eller elevatoragtig, som en opfordring til at løfte blikket, se lidt højere? Men de mange åbninger på vestsiden danner tillige et stort gitter. Det kan give associationer til fængsel i stedet for gennemsigtelighed. Demokrati kan vel også nogle gange opleves som et fængsel frem for en mulighed…
Forskydningerne i murerne kan man udlægge som, at politik kræver at være ’smidig’, at man skal kunne flytte sig, uden (dog) at miste retning… Mens spalterne kan ses som, at man ikke kan undgå at få ’ridser’, og de kan hænge ved én som den skygge, der bliver stående her. Eller i en mere positiv udlægning, som et sted hvor der er skjulte kræfter til at komme videre.
Med et indre rum skabes en forestilling om, at der er noget indeni. Et budskab til Forbundsdagsmedlemmerne om at ’sætte sig ind i tingene’ og ikke nøjes med det, man ser udefra? Til at bruge den store åbning i siden? Men indre rum kan også forbindes med onde ånder, der hjemsøger og holder til her og ikke er til at slippe af med… Det kan gælde både i et større perspektiv og et personligt.
Det indre rums beplantning med efeu lægger ikke op til, at man skal gå igennem. Efeu er giftig og kan sende skud ud, der kravler op i skulpturen. Handler det om, at der er en underliggende fare for ikke-demokratiske tanker/ ideer, man skal passe på? På den anden side er efeu traditionelt et symbol for evigt liv og udødelighed… et budskab om, at politisk arbejde er noget, der aldrig kan afsluttes?
Jakob-Kaiser-Haus står æstetisk flot, slank og stram komponeret, harmonisk og med smukke lys- og skyggevirkninger. Værkets proportioner kan virke overdrevne, men ikke underlige som sådan. Jeg finder, at det æstetiske har en særlig betydning her i et politisk arbejdsrum – ikke at være til distraktion og samtidig et signal om at gøre et flot stykke arbejde.
De ’politiske budskaber’, man kan indlægge i Jakob-Kaiser-Haus, udelukker ikke, at politikere og medarbejdere kan have mere personlige oplevelser, der tager afsæt i stedet og værket. Vi har vel alle personlige brandmure, indre giftige passager, kerner, der spirer osv. Forbundsdagen har desuden en besøgstjeneste, hvor folk udefra kan få en rundvisning i kunstværkerne, der befinder sig i Jakob-Kaiser-Haus, herunder se Kirkebys værk.Mange vil sikkert umiddelbart tænke på en ’ruin’, men man kan håbe, at billedet med en udgravning og noget intakt fra fortiden også vil melde sig.
[1] Omtale af ’Groningen’ i Lars Morell: Per Kirkeby bygningskunst. Aristo 1996.
[2] Håndskreven, udateret note, Per Kirkeby Arkivet, Museum Jorn
Praktisk:
Information om rundvisning kan findes på Forbundsdagens hjemmeside:
https://www.bundestag.de/besuche/fuehrung/
Per Kirkeby skulpturer 