Et smalt trapez som kolonnade. En stor tragt, en porticus og en indre opera
Short version in English below this section
Kort om skulpturen
Opera per Torino er fra 2005. Titlen betyder ’opera til Torino’ eller ’arbejde til Torino’.
Med de mange åbninger ligner værket umiddelbart en form for kolonnade. Den gamle bydel i Torino er fyldt med arkader, og Kirkeby knytter værket yderligere til byen ved at bruge mursten af samme type som i mange af byens gamle bygninger. Og ved at bruge en bund af stenfliser, som er den typiske belægning på byens pladser.
Det er stort værk, næsten seks meter højt og knap tredive meter langt. Det har form som et ligebenet trapez i en overdreven version med smalle ender og meget lange sider. De lange sider domineres af brede, høje åbninger. Begge endemure har en murforskyder, der knækker og parallelforskyder muren. I den brede ende er der to åbninger som store døre. Den smalle ende er lukket. De mange åbninger betyder, at værket står transparent med gennemsyn fra nordlige og sydlige retninger. Inde i værket skaber trapezens tragtform fokus på den smalle ende. Det forstærkes af flisebelægningen, som fører en skrå belægning udenfor værket videre til i midten som pile, der peger mod den smalle ende.
Opera per Torino står lidt udenfor byens centrum i et område med høje etageboliger. Skulpturens ’store rum’ er et bredt gadeforløb gennem området. Værket er placeret, hvor gadeforløbet drejer og giver plads til en lille park med græs og høje træer. Det er samtidig et knudepunkt, hvor flere boulevardlignende, stærkt trafikerede gader fordeler sig og krydser hinanden. Opera per Torino står midt i parken på tværs af længderetningen og opdeler parken. Den gør parken og Opera per Torino til et sted, man ikke passerer uden videre, men gerne må opholde sig i, hvad et stort antal bænke lægger op til. Værket danner en række fascinerende lys-skygge effekter. Med f.eks. sol i sydlige retninger skaber lysindfaldet stier i skulpturen, og værkets slagskygger danner et stort gittermønster.
Udover de beboere, som bruger parken til at mødes og trække frisk luft, er værket synligt på lang afstand for bilister, folk i offentlig transport og cyklister, der skal gennem området. En del af gadeforløbet ligger tæt op ad værket, så trafikanterne har også mulighed for at komme i nær kontakt med Operaen. Og jeg gætter på, at mange identificerer stedet med Kirkebys værk.
Kirkeby selv opfordrede mig til at se Opera per Torino. Og det er da også et værk, som man ikke kan undgå at blive betaget af. Selve værkets placering kan skabe associationer til genfundne ruiner, erindringer og fortid. Men også som en anvisning om at tage en anden vej end det hektiske gadeforløb, en vej med ro og fordybelse. Værket i sig selv står med sin uproportionelle form som et modspil til noget funktionelt. Det leder tankerne hen på, at det (og beskuerne) befinder sig en anden ’virkelighed’.
Man kan også se værket som en porticus, en søjleforhal foran indgangen til en bygning. Den lukkede endegavl står på en måde som en port. Kirkebys porticus er lang og tragtformet, som om noget skal filtreres fra, før man møder porten, der har en smal spalte, som noget måske kan slippe igennem.
Grundplanens trapezform kan minde om et udsnit af en opera med scenen i den smalle ende og publikumspladser i den anden. Det er en lille scene, der er ingen kulisser og antallet af pladser er begrænset, her kan kun spilles stykker for et ’smalt publikum’… Jeg oplever et signal om, at man selv skal bidrage… og tror, at i de fleste menneskers liv er der stof nok til en opera i et stort eller lille format.
Foto 1: ‘Opera per Torino’ set fra sydøst.
Foto 2: ’Opera per Torino’ set fra nordvest (foto: Ane Hejlskov).
Short version in English
A narrow trapezoid as a colonnade. A large funnel, a portico and an inner opera house
Opera per Torino dates from 2005. The title means ‘opera for Turin’ or ‘work for Turin’. With its many openings, the work at first looks like a kind of colonnade. The old town of Turin is full of arcades, and Kirkeby further links the work to the city by using bricks of the same type as in many of the city’s old buildings. He also uses a base of stone tiles, which is the typical paving material in the city’s squares.
It is a large work, almost six metres high and just under thirty metres long. It is shaped like an isosceles trapezium in an exaggerated version with narrow ends and very long sides. The long sides are dominated by wide, tall openings. Both end walls have a ‘wall displacement’ that parallels the wall. At the wide end, there are two openings like large doors. The narrow end is closed. The many openings make the work transparent from the north and south. Inside the work, the funnel shape of the trapezoid focuses attention on the narrow end. This is reinforced by the paving, which continues the sloping paving outside the work into the centre like arrows pointing towards the narrow end.
Opera per Torino is located just outside the city centre. The sculpture’s “large space” is a wide street running through the area. The work is located where the street turns and provides space for a small park with grass and tall trees. It is also a junction where several boulevard-like, busy streets diverge and intersect. Opera per Torino stands in the middle of the park, across its length, dividing the park. It makes the park and Opera per Torino a place that you do not just pass through, but are welcome to linger in. The work creates a series of fascinating light and shadow effects. For example, when the sun is in the south, the light creates paths in the sculpture, and the shadows cast by the work form a large grid pattern.
In addition to the residents in the area who can use the park to meet and get some fresh air, the work is visible from a long distance to motorists, people on public transport and cyclists passing he area. Part of the street runs close to the work, so road users also have the opportunity to get up close to the Opera.
Kirkeby himself encouraged me to see Opera per Torino. And it is indeed a work that one cannot help but be captivated by. The location of the work itself can evoke associations with rediscovered ruins, memories and the past. But also, as a message to take a different path than the hectic street, a path of calm and contemplation. The work itself, with its disproportionate form, stands as a counterpoint to something functional. It suggests that it (and the viewers) are in a different “reality”.
The work can also be seen as a portico, a colonnaded hall in front of the entrance to a building. The closed end gable stands in a way like a gate. Kirkeby’s portico is long and funnel-shaped, as if something needs to be filtered out before you reach the gate, which has a narrow slit through which nothing can pass.
The trapezoidal shape of the floor plan is reminiscent of a section of an opera house with the stage at the narrow end and the audience seats at the other. It is a small stage; there are no flats and the number of seats is limited; only plays for a “small audience” can be performed here… I sense a signal that one must contribute oneself… and believe that in most people’s lives there is enough material for an opera in a large or small scale.
Opera per Torino og det fysiske rum – knudepunktet, trafikken og den lille park
Opera per Torino står 3½ km sydvest for byens centrum i bydelen Borgo San Paolo. Det er boligområde med etagebyggeri, mindre forretninger og serviceerhverv. Det kan nok sammenlignes med et ’broområde’ i København.
Skulpturens ’store rum’ er opstået i forbindelse med overdækning af en jernbanestrækning og etablering af et bredt gadeforløb gennem byen[1]. Værket er placeret, hvor gadeforløbet drejer og danner en bue, som giver plads til en lille park med græs og høje træer vest for gaden Largo Orbassano, se kortudsnittet. Det er samtidig et knudepunkt, hvor flere boulevardlignende gader fordeler sig og krydser i forskellige retninger. Her er stærkt trafikeret med biler, sporvogne og busser.
Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne
Det rum, hvori man kan se værket, er stort og primært bestemt af gadernes forløb. Det giver rummet en amøbeagtig form og er svært at afgrænse i udstrækning. Den vil afhænge af årstiden (blade på træerne eller ej), og hvor tæt trafik er med ’stop og start’ og drejninger til siderne. Jeg har afstået fra at markere rummet på kortet, men specielt fra de to gader fra nord har man udsyn til Opera per Torino over en lang strækning. Det hjælper også på synligheden, at værket er stort og anderledes end andre ’installationer’ i byrummet, det stikker ud. Der er høje ejendomme (op til ti etager) i gaderne, bortset fra området mod østsydøst, hvor en park med spredte træer ligger som en grøn kile op til parken og Kirkebys værk.
Foto 3: Largo Orbassano set mod nord fra ’Opera per Torino’ .
Man kan se rummets primære funktion som at afvikle trafikken, men med parken tilbydes også et fristed for de mange mennesker, der bor her, selvom den samtidig fungerer som kørevej for cyklisterne. Rummet er heller ikke uharmonisk. Byggeriet langs gaderne har ikke stødende elementer og gadeforløbet med træer reducerer oplevelsen af ’motorvej’, som den tætte trafik kan minde om. Men gadeforløbet og trafikken kræver også opmærksomhed, som ikke bliver skulpturen til del. Dog reguleres gaderne ved parken af blinklys, hvorfor passagerer i biler, sporvogne og busser kan se Opera per Torino, når trafikken holder.
På en hverdag om formiddagen er en stemning af rastløshed tilstede i rummet med bilernes og sporvognenes dukken op og forsvinden og på den anden side noget næsten Torneroseagtigt over parken – som to forskellige verdener. I trafikken er man i et fælles rum, men hver for sig, i parken med fodgængere og brugere af bænkene fornemmer jeg, at det er omvendt.
Skulpturens nære rum opfatter jeg som parken på vestsiden af Largo Orbassano. Parken kaldes i dag Simon Wiesenthals Have og er dedikeret til ham i 2013. Da Kirkebys skulptur blev opført hed den Largo Orbassano Have. Jeg ser ingen forbindelser mellem værket og Wiesenthal og hans virke som nazijæger. Parken har form som en boomerang eller bønne. På den lange led er den omkring 150 meter lang, og hvor den er bredest på den smalle led cirka 40 meter. Parken er på alle sider omgivet af de brede og trafikerede gader/boulevarder, bortset fra siden mod vest, hvor gaden mere fungerer som parkeringsområde. Her er parken også i kort afstand til gadens høje etageejendom, så facaden opleves som en høj væg for parken, en modsætning til manglende vægge mod de øvrige gader, foto 4. Et lavt hegn mod Largo Orbassano adskiller dog parken fra gaden, foto 1.
Foto 4: Ejendommen vest for parken.
Parken deles af en bred flisebelægning på tværs mellem de to gader, foto 5. Bunden i parken er udlagt som græsplæne med spredte løvtræer og træer langs mange af parkens stier, som derfor står som smalle alléer. Der er stier til skulpturen og langs parkens kant. Nogle af stierne er markeret med de svagt, stiplede linjer på kortet. Stierne er belagt med store fliser og tjener også som kørevej for cyklister, der skal gennem området og som en slags adgangsvej til Operaen, foto 6. Langs stierne står et stort antal bænke, som en opfordring til at tage ophold her og med skulpturen som et tilbud om noget at se på (og tænke over). Og det er faktisk et stille sted på trods af trafikken. De høje træer med store kroner virker dæmpende og skaber skygge om dagen og på lune aftener.
Foto 5: ’Opera per Torino’ set fra nord.
Opera per Torino er til at få øje på med dens størrelse og placering midt i parken på tværs af parkens længderetning. Der er kun tre meter til Largo Orbassano og 12 meter til ’parkeringsgaden’. Udover ’at være noget i sig selv’ opdeler den sammen med flisebelægningen på tværs parken i to dele. På en måde ændrer den parken til at være noget på den ene og anden side af Opera per Torino, en forhave og en baghave. Samtidig spærrer den parken af som en port, man skal igennem, så parken og Opera per Torino ikke bare er et sted, man passerer uden videre[2].
Værket er et stort indgreb i parkens oprindelige rum og kan virke som et fremmedelement på stedet. Den tætte placering op til Largo Orbassano kan dog give associationer til, at det er et værk, der stod her i forvejen, og som man var nødt til at lægge vejen uden om…
Flisebelægningen mellem de to gader omkring værket består af store sten lagt på skrå. Der er afmærket hvide striber for hver femte meter. Flisebelægningen fortsætter ind i skulpturen. På en måde forbinder det skulpturen med omverdenen og længere ud via stisystemet. Det opbløder også oplevelsen af skulpturen som noget, der placeret her. Under alle omstændigheder virker belægningen som en opfordring til at gå langs med og ind i værket.
Man kan ikke sige, at værket har et egentlig byplanmæssigt formål. Men for trafikanterne kan det måske opleves som en markering af, hvor man er i trafiksystemet, og de fleste vil nok identificere parken som ’stedet med Opera per Torino’ eller den store ’murstensting’ og ikke som Simon Wiesenthals park.
Foto 6: ’Opera per Torino’ set fra nordvest.
Opera per Torino og det sociale rum – folk undervejs og beboerne
Opera per Torino er synlig i et stort rum og har mange beskuere alene at dømme efter trafikken og brugerne af parken på en hverdags formiddag. Og man kan se værket hele døgnet, hvis lysene i fliserne i værkets indre rum er tændt, når det er mørkt. Der er forskellige grupper af beskuere, som har forskellige muligheder for nærhed med værket: trafikanter, beboere i området og folk, der arbejder i området. De to første grupper betragter jeg som de primære.
Bilister og folk i offentlig transport, der kører i områdets udkant og ikke kommer tæt på parken, vil kunne se Opera per Torino på afstand, men ikke opleve dens størrelse, form og sfære. Trafikanter, der kører på Largo Orbassano, kommer tæt på værket, og holder de på grund af blinklysene vil de få ’tid’ med Operaen. Afhængig af hvor man holder, vil værket være synligt i forskellige vinkler og afstande. Trafikanterne kan have forskellige formål med at skulle igennem området, men de er vel typisk på vej til/fra arbejde, indkøb eller private besøg. For bilisterne er det selvfølgelig usikkert, hvor meget de ser. Mange har sikkert fokus på at følge trafikken, men der er givetvis også nogle, der kører her dagligt eller ofte, og som er fortrolige med trafikken, så de kan se til siden til Operaen og måske gøre sig nogle tanker… Eller blot blive overrumplet. Passagerer i sporvogn eller bus har givetvis ikke samme fokus på trafikken og har tid til at se på eller tænke over skulpturen… og eventuelt opleve skulpturen som et mentalt stoppested.
Jeg tror, at i yderkanten af skulpturens store rum er der beboere, som ikke kommer i værkets nærhed og kun ser Operaen på afstand fra gaderne og lejlighederne. Men på grund af værkets størrelse og farve, vil det være et synligt og fast element i dagligdagen som trafikken er. Og folks opfattelse af værket vil nok være meget forskellig, nogle borgere værdsatte i hvert fald ikke værket ved dets opførelse i 2005[3].
Brugere af parken, der kommer tæt på Opera per Torino, omfatter gående og cyklister, der skal gennem parken og beboere, der går tur i parken eller tager ophold her. Nogle gående og cyklister vil måske bruge værket som en genvej. Åbningerne er store nok til, at man kan cykle igennem, og man vil få ind/ud oplevelse på grund af rummet og murpillernes forskydning. De lokale beboere kan have flere formål med at komme her. Jeg gætter på at der luftes hunde (der er en vandhane på østsiden) og ryges. Det forhindrer ikke, at der kan tænkes tanker, og at man kan gå rundt om eller ind i Operaen. Jeg kan også forestille mig, at parken er et sted, man mødes efter arbejdstid for at slappe af eller snakke. Der er mange bænke langs med operaen, og de store træer giver skygge og svale om eftermiddagen og holder på varmen om aftenen. Selvom der er lidt graffiti på værket gætter jeg på, at det ikke er her, de unge hænger ud. Man er synlig, hvis lyset er tændt i bunden af værket, og åbningerne har ikke fodboldmål størrelse. Kirkebys Opera lukker aldrig, den er altid åben, og den er gratis, men man kan ikke sidde i den.
Opera per Torino og grundplan – et langt, smalt, ligebenet trapez, en tragt
Grundplanen for Opera per Torino er forholdsvis simpel med et ligebenet trapez som geometrisk form. Men det er i en overdreven version med meget smalle ender i forhold til sidernes længde. Værkets lange sider er godt 28 meter lange, den brede ende godt 6½ meter og den smalle knap 2½ meter. Man kan se grundplanen som en spidsvinklet trekant eller et lagkagestykke, hvor den spidse ende er skåret af. Eller som en monokular kikkert, et pendul eller en smal tragt.
De lange sider er kendetegnet ved det store antal ens åbninger (seksten) og murpiller. Enderne ved en murforskyder, der knækker og parallelforskyder muren. I den brede ende er der to åbninger som brede døre, en indgang og en udgang? Den smalle ende er lukket.
Som sådan er Opera per Torino en ’ikke-passage’. Man kan træde ind i den brede ende, men ikke gå ud i den smalle ende, men man kan krydse over på tværs, en anden slags passage.
Opera per Torino og bygningskroppen – åbninger, murpiller og murforskydere
Materialer og sokkel
Opera per Torino er bygget med en lokal mursten, San Marco Antico, der er lidt længere og bredere end en dansk standardsten. Den har en lidt ’ulden’ overflade og en rødlig vermillon farve, så vidt jeg kan bedømme. Den er lagt i et halvstens forbandt med en lys mørtel. Det er som nævnt en sten, der kan findes mange steder i det ældre byggeri i Torino.
Der ingen sokkel til Opera per Torino, men den vokser heller ikke op ad jorden, den store flisebelægning rundt om og indeni værket udvisker det udtryk. Det er snarere, som om værket er sunket (lidt). Men Kirkeby får også signaleret, at det er et værk på gulvet, blandt folk og samtidig, at det ikke er en bygning, men en skulptur.
Mure og åbninger
Værket er 5,8 meter højt. De lange sider er meget transparente med de store åbninger i to planer. Murpillerne er cirka 50 cm i bredden og knap 40 cm i dybden. Mellem de to planer af åbninger er en højde på cirka 80 cm med en svag bue på 1½ sten over åbningerne. Den øverste flade mod toppen er omkring 1 m høj. Murene afsluttes med en metalafdækning, og der er ikke tag over. Ved endemuren mod øst afsluttes med en bredere pille, knap 90 cm og med murstensender fra endemuren, der ’stikker ud’, foto 7. Ved den vestlige endemur er der omvendt en ende, der er trukket ind. Man kan få det indtryk, at murerne ikke har kunnet finde en teknisk løsning for at få en plan mur.
Foto 7: ‘Opera per Torino’ mur mod nordvest.
Endemuren mod øst er 6,6 meter bred. Der er fire åbninger i to plan afskilt af en murforskyder i murens midte, der er cirka 3,2 m bred, foto 8. Murforskyderens spalte er 1½ sten dyb svarende til cirka 40 cm og en halv sten bred. Når man ser værket fra skrå vinkler, får man en fornemmelse af, at det flytter sig, og at rummet bagved er i bevægelse. Og man kan undre sig over hvad årsagen er…
Endemuren mod vest er omkring 2,4 m bred. Det er en ren mur med en murforskyder, der placeret modsat af den østlige, foto 9. I endemurerne er der som i de lange mure, murstens ender, der stikker ud.
Foto 8: ’Opera per Torino’ set fra øst.
Skulpturens (tyve) åbninger er lige store, cirka 2,1 meter høje og 1,2 meter brede. Det giver et indtryk af, at værket ikke vokser op ad, at der er et stort både udsyn og indsyn. Det betyder også, at værket står transparent med gennemsyn, bortset fra meget spidse vinkler. Det er svært at gemme sig her… Åbningerne i enden mod øst står for mig som ’dørene’ ind i værket. De mange åbninger i de lange sider, opløser indtrykket af, at de også er døre.
Foto 9: ‘Opera per Torino’ set fra vest.
Samlet ydre udtryk
Opera per Torino er svær at beskrive i arkitektoniske termer. Man kommer måske nærmest ved beskrive det ydre udtryk som en slags åben kolonnade i to plan, som er bred i den ene ende og (meget) smal i den anden (og uden åbning). Det er et værk, som er horisontalt, det strækker sig ud i stedet for at rejse sig. Og som skulptur er den stor, men lille i forhold til de høje og langstrakte etagebyggerier langs Largo Orbassano.
Det, der fanger opmærksomheden først, er åbningerne og deres gentagelse. De giver værket en net- eller gitterstruktur, hvor der kan komme lys ind fra oven og to sider. De mange, store åbninger giver en spinkelhed og sårbarhed, mens højden på den øverste flade i de lange sider, arkitraven, har den omvendte virkning…
Opera per Torino har en ydre simpelhed og en æstetisk flothed, der gør den monumental på stedet. Det er måske med til, at det indre rum med sin tragt form kan virke overraskende, når man står der inde, selvom det indre rum er meget synligt udefra.
Det indre rum
Når man går rundt om Opera per Torino bemærker man naturligt, at værket har en bred og en smal ende, at det spidser til… Går man ind i værket fra øst, skaber tragtformen fokus på den smalle ende. Det forstærkes af flisebelægningen, som viderefører belægningen udenfor værket i et skrå mønster for at ende i midten som pilespidser, der peger mod den smalle ende, foto 10. Omvendt peger de ud ad, når man står i den smalle ende. Samtidig oplever man en tydelig forskel mellem rummet udenfor og det indre rum, en offentlig kontra en intim sfære. Da jeg bevægede mig mod den smalle, lukkede ende fik jeg en følelse af at det snævrede sig til omkring mig… at der noget smal, dyb kløft tilstede her og en oplevelse af ikke at kunne komme ud eller op.
Foto 10: Det indre af ’Opera per Torino’ set fra øst.
Opera per Torino – lys og skygge i stier og gittermønstre
Når solen rammer Opera per Torino, står værket nærmest lysende og er umuligt at overse. Det vil ses. Og den øst-vest vendte placering, højden og åbningernes størrelse skaber en række fascinerende lys-skygge effekter.
Træerne i parken danner slagskygge på dele af værkets ydre og indre sider. Parkens sydvestlige og nordøstlige hjørner er uden høje træer, men hvor meget af Opera per Torino, der er i skygge afhænger af solens højde på himlen. Det høje etagebyggeri mod vest vil lægge en slagskygge over noget af værket sent om eftermiddagen og om aftenen.
Med sol i syd eller sydvest står lysindfaldet som stier ind i skulpturen. Værkets egne slagskygger vil danne et gittermønster på fliserne mod nord og i værkets indre, foto 2. Samtidig står muren mod nord i skygge, og der dannes skrå skygger i åbningerne. Med sol i vest lægger endemuren en skygge med fire store åbninger på Largo Orbassano. Værkets skygger bevæger sig i løbet af dagen og ændrer form. Jeg tænker også, at man fra etagebyggeriet mod vest sandsynligvis vil kunne se nogle særlige lys-skyggeforløb, når murerne kun kan ses som streger fra oven.
Spalterne i murforskyderne står fra skrå vinkler som sorte striber, skyggen bliver stående i stedet for ’at vandre’ og deler på en måde skulpturen op på den lange led, foto 8 og 9.
Foto 11: Det indre af ’Opera per Torino’ set fra vest.
Tanker og eftertanker – stedet og skulpturen, en porticus eller en opera i smalt format
Stedet og skulpturen i sig selv
Der er ting ved stedet, og den måde skulpturen ’bruger’ stedet på, der virker fascinerende i sig selv.
Den tætte placering til Largo Orbassano og associationerne til, at det er et værk, der stod her i forvejen, som man var nødt til at lægge gadeforløbet uden om, kan føre tankerne hen på romerske ruiner, man finder ved anlæg af veje og som får lov til at blive stående som ’uforklarlige’ murrester med en skæv placering i forhold til trafikanlægget.
Det skaber for mig tanker om vore egne fortider og erindringer. Nogle af dem står også som rester, skæve og kun med et udsnit tilbage. Nogle erindringer står lysende, mens andre står i skygge… Og nogle er man også nødt til ’at køre udenom, men tæt forbi’ for at komme videre…
Den brede flisebelægningen tværs gennem parken står som en anvisning af en anden vej end den hektiske Largo Orbassano, hvor man kører som på et samlebånd. Man kan dreje fra med mulighed for fordybelse, og Opera per Torino står midt i det hele som en uundgåelig del af tilbuddet.
Med dets størrelse i forhold til parken og beliggenheden på tværs omskriver Opera per Torino samtidig parkens identitet. Værket ændrer stedet fra at være en park eller have til et sted med Opera per Torino som det centrale og gør, at parken ikke bare bliver et sted, man passerer uden videre. Og værket nøjes ikke med at ligge midt i parken. Det forgrener sig på en måde ud i området gennem stisystemet og bemægtiger sig det.
Selve værket med dets uproportionelle, ligebenede trapez står som noget, som man aldrig ville bygge til funktionelle formål[4]. Det leder tankerne hen på, at det befinder sig i en anden ’virkelighed’. Et andet iøjnefaldende træk ved Opera per Torino, de store åbninger i værket, har en dobbelthed indbygget i sig. Man kan se ind og ud og igennem til den anden side, men man kan også se murene som et gitter, der skal holde noget ude eller inde.
Murforskyderne i de korte ender med deres knæk lægger en sårbarhed ind i værket, som om man kan skubbe til det og få det til at flytte sig. Og murstenene, der stikker ud og ind ved endemurene giver tanker om, at der skal bygges videre eller at værket har været større. Er Opera per Torino kun en start eller er den noget som er ladt tilbage?
Porticus og port
Konstruktionen med murpiller leder tankerne hen på en porticus, en søjleforhal foran hovedindgangen til en bygning. Den lukkede, vestlige endegavl står på en måde som en port. En forhal står som en passage, en overgang mellem omverdenen og noget andet. En porticus viser, at man ikke kommer ind uden videre. Kirkebys porticus er lang og dens tragtform zoomer ind, som om man skal have filtreret noget fra før man møder porten.
Den lukkede port kan i sig selv afføde et utal af associationer. Der er nogle porte, der åbner sig, andre lukker sig, og der er himlens port m.v. ’Porten’ er lukket her, skal man have et kodeord for at komme ind? Men porten i Opera per Torino har også en spalte i midten, nåleøjet, en snæver port i porten. En overgang mellem noget lavere og noget højere eller mellem det uindviede og det indviede? Murforskyderen kan signalere et skred og at noget fortsætter på et andet plan. Man kan også se spalten som en falsk dør. Torino har et stort ægyptisk museum, hvor man kan se gravmæler med spalter. Ægypterne opfattede spalterne som falske døre til at komme i kontakt med fortiden og forfædrene. De forestillede sig at forfædrene brugte den falske dør til at ’komme tilbage’ til nutiden, hvorfor man satte offergaver ved den falske dør … Jeg nøjes med erindringerne og tankerne om afdøde slægtninge, som porten også står som en adskillelse til.
Opera i smalt format…
Det italienske ’opera’ kan som nævnt forstås som ’opera’. Torino mangler selvfølgelig ikke et operahus, og Kirkebys værk er heller ikke en rigtig opera. Men grundplanens smalle og spidse trapezform kan minde om et udsnit af en opera med scenen i den smalle ende og indgangsdøre i den anden. Og mange åbninger i siderne kan give tanker om logerne i en opera. Det er en lille scene, der er ingen kulisser og antallet af pladser er begrænset, her kan kun spilles stykker for et ’smalt publikum’… Værket står på en måde som et billede eller en antydning af en opera – men i en anden virkelighed, og jeg ser et signal om, at man selv skal bidrage…
Når man står inde i værkets rum, er det, som om man bliver trukket mod den smalle endevæg, ’scenen’. Det er murenes linjeføring og bundens pilemønster mod den smalle ende, som skaber oplevelsen. Og Kirkeby ’advarer’ os med bundens hvide fliser på tværs, at man træder over nogle grænser, hvis man fortsætter…
På vej mod den smalle ende kan man få en oplevelse af, at noget snæver ind, spidser til omkring én – ikke kun fysisk, men også mentalt, en følelse af at blive fanget ind og holdt fast. Endevæggen med dens murforskyder står som et foldet scenefortæppe, der er trukket for og ikke kan trækkes til side… Som om man selv er forestillingen. Jeg tror, at i de fleste menneskers liv er der stof nok til en opera – et drama, en tragedie eller en komedie. Vi har (vel) alle haft roller som helte/heltinder, ofre, forfølgere, ’svigtere’ osv. – og vil også få det fremover.
Vender man sig om, kan det tomme indre rum give tanker om det usynlige publikum, der er en fast deltager i vores liv. Ligesom de skygger, murene kan danne på bunden. Nogle af skyggerne bliver til kors, det har måske en særlig betydning i det katolske Torino. Men de store åbninger, den synlige trafik med hverdagen som baggrund og belægningen med stenfliser, som fortsætter ud af rummet, fortæller også, at man hænger sammen med en verden udenfor.
Måske er Kirkebys værk alligevel en rigtig opera. Hvis et stykke opera skal sige noget om livet og at leve, giver værket i hvert fald rige muligheder. Og Opera per Torino kan bruges hele døgnet. Det mest trafikerede tidspunkt er ifølge Google omkring midnat…
Oktober 2024 og juli 2025
Torsten Karlsson
Praktisk:
Largo Orbassano 62, Simon Wiesental Giardino, 10129 Torino
[1] Projektet var led i et stort byfornyelsesprojekt, som omfattede skabelsen af en stor boulevard gennem byen i nord-sydlig retning. Elleve kunstnere blev inviteret til at foreslå værker til placering langs boulevarden. Kilde: Wikipedia Opera per Torino.
[2] I materialet i arkivet kan man se, at flere placeringer blev drøftet mellem Kirkeby og opdragsgiveren, også placeringer på langs.
[3] Kilde: It.wikipedia.org.
[4] Der findes faktisk et hus i Torino som har form som et trapez, Casa Scaccabarozzi.
Per Kirkeby skulpturer 