En alternativ station eller et varsel om noget helligt?
Note om Per Kirkebys bygningsskulptur ved Humlebæk Station
Skulpturens placering og titlen ’Vartegn for Louisiana, Museum for moderne kunst’.
I Humlebæk, 40 km nord for København, kendt for kunstmuseet Louisiana, står en bygningsskulptur i røde mursten af Per Kirkeby.
Skulpturen står på Humlebæk Station og er placeret på perronen til Kystbanen. Den står i forlængelse af selve stationsbygningen, og det er ikke en skulptur, man kan overse. Højden er omkring 5 meter, bredden ca. 4 meter og længden 12 meter.
Skulpturen er i Lars Morells bog benævnt Vartegn for Louisiana, Museum for moderne kunst. På stedet kan jeg ikke umiddelbart finde en markering af titlen.
Et vartegn er et kendemærke, et symbol for noget og skal skabe en forbindelse til det, som det er vartegn for, Louisiana. Louisiana er et museum for moderne kunst. ’Museum’ var oprindelig navnet på et tempel for muserne – de græske gudinder for kunst. Og der er noget tempelpræget over skulpturen med dens søjler og rundbuede åbninger – en græsk ruin? Om skulpturen er moderne(stadigvæk), må den enkelte afgøre ud fra egne kriterier.
Selve placeringen ved siden af stationsbygningen får mig til at tænke på en alternativ station, en ’skyggestation’. Station betyder på latin ’stoppested’ eller ’ventested’. Er skulpturen en ventesal eller et billetsalg til en anden form for rejse? Der er højt til loftet (der er åbent mod himlen) – er det en større eller højere form for rejse, man kan og skal få her…?
’Vartegnets’ sociale rum – pendlere og museumsgæster på vej…
Det sociale rum er kendetegnet ved mennesker i en rejsesituation med ventetid, afgang, ankomst – det, der foregår på en station. Brugerne af skulpturen er rejsende til eller fra Humlebæk. Og givetvis også bilister, der kan se skulpturen, når de sidder på den nærliggende P-plads og venter på nogen, der kommer med toget. Fælles for beskuerne er, at de fysisk befinder sig i en form for passage, i en overgang mellem opholdssteder og tilstande.
Der kommer mange mennesker forbi skulpturen hver dag, og der vil være mange ’faste’ brugere i form af pendlere, der tager til/ kommer fra arbejde andre steder i Storkøbenhavn. Det er en gruppe, der vel typisk er travle mennesker, og for hvem bekendtskabet med ’Vartegnet’ manifesterer sig varigt, når der er ventetid til toget. Fungerer skulpturen som en alternativ, mental station…?
En anden gruppe er gæster til eller fra Louisiana. Denne gruppe har et andet perspektiv på tid (bedre tid?) og sted (hvor er vi?). Nogle af disse gæster kommer jævnligt, andre sikkert med store tidsintervaller, måske for første gang.
De to grupper har forskelligt fokus og forskellige formål i forhold til stedet. De besøgende til/fra Louisiana kan møde skulpturen med forventninger om en tur til museet for at få en kunstoplevelse eller kan (forhåbentlig) komme fra en god oplevelse af kunst. Pendlernes fokus er dagligdagens arbejdsliv eller ’hjemmeliv’ – man tager af sted, man kommer hjem – og det er der jo givetvis forskellige følelser forbundet med.
Brugerne kan uanset deres ærinde på stationen skabe oplevelser for andre grupper af brugere, når man ser hinanden opholde sig i skulpturen eller passere den eller gå langs med den. Selve området omkring skulpturen har ikke bænke og lægger ikke op til, at man skal blive ret længe – det er en ’ventesal/ billetsalg’, ikke en opholdsstue.
’Vartegnet’ og det fysiske rum – to stationer for en rejse
Man kan se skulpturen fra den offentlige vej til stationen, og når man stiger af toget. Jeg oplever den som iøjefaldende uanset, hvorfra man kommer. Man kan ikke undgå den.
Skulpturens nære omgivelser er selve perronarealet, stationsbygningen og som sådan også togene. Skulpturen afslutter perronen og danner en passage med stationsbygningen, så den leder én mod Strandvejen og dermed Louisiana. Når man kommer fra Strandvejen ’lukker’ den for en parkeringsplads mod perronområdet. Fra parkeringspladsen er en (lav) trappe op til skulpturen (’templet’). Stedet er ikke idyllisk, men man oplever det heller ikke som farligt…
Togene holder ved skulpturen, så nogle rejsende vil være ’tvunget’ til fysisk at gå ind, gennem og ud af skulpturen. Når togene kører forbi skulpturen, giver det en særlig oplevelse af at noget ’immaterielt’, en ånd suser gennem skulpturen.
Skulpturen ’lukker’ et hul ud til sporene og er på en måde både skulptur, rumdeler/ -skaber og en bygning i sig selv. Dens proportioner, form og farve skaber ikke ravage og støder ikke i forhold til stationsbygningen. Jeg har oplevelsen af, at de forlænger hinanden som stationer.
Skulpturens placering, form og krop lægger op til at gå ind i den, i højere grad end til at gå rundt om den. Og når man er kommet ind, virker dens tre rum i længderetningen dragende, som om man skal igennem…
’Vartegnets’ grundplan – rektangel med en nedre og en øvre plan
Skulpturens grundplan er et simpelt rektangel. Der er ingen spalter, piller eller lignende. Den indre grundplan består af tre ens rum i en kvadratisk form, hvor rummenes sider har tre åbninger i.
Gennemgangen til rummene er labyrintagtige, man har oplevelsen af, at alt ikke er synligt for én, man skal finde vej og træffe et valg om, hvad man vil, herunder undlade at gå igennem. Og med tre åbninger kan man vælge midten (den lige vej) eller vælge side…
Skulpturen har også en slags øvre grundplan. Murene er nederst ’søjlevægge’ med tre store åbninger. De fortsætter op ad med enten vinduer (åbninger) eller som blank mursten til skulpturens øverste kant. Der er seks vægge uden åbninger, disse vægge hænger sammen og danner en simpel mæanderform med lige sider og rette hjørner i skulpturens øverste del.
Skulpturens bygningskrop – en transparent bygning
Skulpturen er stor som skulptur, og den har en tydelig bygningskarakter, men uden at virke massiv eller tung.
Den har ikke noget fundament. Skulpturen stiger op af brostenene. Jeg opfatter også, at den er færdig med ’at vokse’! Dens proportioner er meget afbalancerede og signalerer noget afsluttet og fuldført. Og uanset at der ikke er tag eller isat vinduer og døre, virker den ikke uhyggelig på mig, snarere tom, som om der skal fyldes noget i den!
Når man ser på skulpturen, fanges opmærksomheden først af de mange åbninger/søjler nederst, men søjlerne og åbningernes form betyder også, at blikket naturligt søger op mod de øverste åbninger og de store lukkede murpartier.
I skulpturens langsider er der to lukkede murpartier mod øst (P-pladsen) og én mod vest (banen). De lukkede, øverste murstenspartier skaber med deres mæanderforløb en form for mystik om, hvad der er indeni på et øvre plan…
Åbningerne i skulpturen er udformet som høje, men forholdsvis smalle porte i det nederste plan og lidt lavere vinduer i det øverste. Begge typer af åbninger afsluttes af overliggere i bueform – øjenbryn, kildevældsåbninger? Åbningerne er ens. Er det et signal om, at de alle er lige gode muligheder at vælge imellem?
De tre indre rum er adskilt af ’søjlevægge’, der giver en slags tunnelvirkning. Man kan ikke se, hvad man går ind til, men omvendt giver rummene en mulighed for at skjule sig…
Lys og skygge i ’Vartegnet’
Skulpturens længderetning er nord – syd. Man kan givetvis tydeligt opleve skyggen vandre i åbningerne og ud af åbningerne, når solen stiger i løbet af dagen. Da jeg var på stationen midt på dagen, var der meget korte skygger og skarpt lys på fladerne. Det fik skulpturen til at virke transparent og ’hård’.
Tanker og eftertanker – noget helligt, en alternativ station eller byport
Der er beskrevet forskellige associationer og mulige tilgange til tolkninger ovenfor. Jeg har samlet dem i tre umiddelbare tolkninger… for mig.
Et vartegn for noget helligt…
Skulpturen kaldes et vartegn for et museum for moderne kunst. Og skulpturen kan minde om et tempel, et sted hvor man dyrker sine guder, helligholder dem, ærer dem, ofrer til dem. I alle helligdomme er der billeder, og i nogle religioner opfatter man også selve billederne som en helligdom. Er det også sådan, at vi skal opfatte kunsten på Louisiana? Eller er det selve Louisiana og den funktion, som den udøver, der er det hellige?
Men skulpturen/ templet ligner også en græsk ruin, noget fortidigt. Museer viser noget fra fortiden og nutiden, der er værd at gemme og huske i fremtiden. Den moderne kunst bliver også fortid, ruin, går til… Kan man også indlægge dette perspektiv som et af skulpturens budskaber? En ’moderne ruin’, der viser det, der bliver tilbage…? Et skelet, en tom bygning, man selv skal fylde ud? F.eks. med egne billeder eller noget fra de to næste fortolkninger.
Fælles for disse to fortolkninger er skulpturens billede på passagen, rejsen, noget man skal igennem … i livet?
En alternativ station
Skulpturen giver som en ’alternativ station’ mulighed for en mental eller eksistentiel rejse. Man kan gå ind i skulpturen af flere indgange, den har mange muligheder – men man skal træffe et valg. Åbningerne i skulpturen er åbninger med buer, som signalerer øjne eller kildevæld. Man kan gå ind i et rum og blive der, eller man kan gå videre til andre (de næste) rum – gå ’dybere’ – hvor noget er usynligt, labyrintagtigt, men også med mulighed for at gemme sig.
Skulpturen giver ikke beskyttelse og læ mod omverdenen, men giver på den anden side også muligheder, åbner for nye syn…?
Mæanderen i skulpturens øverste grundplan kan man tolke som et billede af livet som menneske. Dens forløb kan ses som et billede på, at vi i vores ’åndelige, øverste liv’ eller følelsesliv oplever en vekslen mellem op/nedture eller harmoniske perioder og perioder med smerte, ’kant’. Og det er noget som er evigt gentagende, som en mæander. De faste linjer i grundplanen kan også symbolisere, at vi som mennesker forsøger at få orden i følelserne, at der er nogle givne strukturer, som vi falder ind i og følger ubevidst, som pr. automatik…
Byport eller skel
Endelig kan man se skulpturen som et symbol på en byport eller et skel – og dermed som en passage – mellem f.eks. arbejdsliv og ikke-arbejdsliv for den store gruppe af pendlere, der bruger stationen. Skulpturen markerer overgangen, der skal passeres mentalt mellem forskellige verdener. Der er noget, man skal huske at aflevere eller tænke over her, noget der skal tages på eller med eller betales for, når man skal fra det ene sted til det andet…
Torsten Karlsson, august 2013
Praktiske oplysninger
Adresse: Hal Kochs Vej 14, 3050 Humlebæk
Parkering: man kan parkere foran stationen
Adgang: fra perronen eller P-plads ved stationen
Note om tolkning af bygningsskulpturer
Ordet ’bygningsskulptur’ er inspireret af Lars Morells dokumentationsværk om Per Kirkebys bygningskunst. I ordet ’bygningsskulptur’ ligger nogle kilder til overordnede tolkninger af skulpturer af mursten.
En bygning forbinder man normalt med noget, som indeholder nogle rum. Ikke alle Kirkebys bygningsskulpturer indeholder rum, og man kan ikke bo i hans skulpturer, de yder ikke beskyttelse mod omverdenen, der er ikketag, eller udstyr, udsmykning mv. Men ordet ’bygning’ bruges også om noget, som man er under vejs med at bygge, opføre f.eks. mure, broer, porte, veje… Så i ordet bygning ligger i sig selv nogle bidrag til fortolkninger.
Det gør der også i materialet, mursten. Mursten er menneskeskabte. Det betyder, at forståelse og fortolkninger må tage udgangspunkt i menneskers liv og verden. Mursten har desuden mange associationer i sig selv: bygge op, sten på sten, noget solidt, noget blivende eller det, som bliver tilbage engang som en ruin.
Mursten som grundelement betyder, at en skulptur er underkastet nogle konkrete og praktiske begrænsninger, og den faste, givne form er også udtryk for en forenkling. Heri ligger nogle signaler og symboler i sig selv i forhold til Kirkebys skulpturer.
Synes godt om dette:
Like Henter...
Relateret
Per Kirkeby skulpturer 